Kritik: Kirken bruger kun de samme kunstnere

Få kunstnere går igen i de danske kirkerum, og det ødelægger mangfoldigheden i kirkekunsten, lyder kritik fra fagfolk

Det bliver særligt i længden en svaghed, fordi man har så mange andre dygtige kunstnere også. Det medfører, at man nemmere bliver træt af kirkekunsten. Hvis man forestiller sig, at man skal se tilbage på kirkerne i fremtiden, vil kirkekunsten se meget ens ud, siger tidligere sognepræst og kunsthistoriker om kirkens brug af samme kunstnere. Her ses Vor Frue Kirke i København, som er domineret af skulptøren Bertel Thorvaldsen.
Det bliver særligt i længden en svaghed, fordi man har så mange andre dygtige kunstnere også. Det medfører, at man nemmere bliver træt af kirkekunsten. Hvis man forestiller sig, at man skal se tilbage på kirkerne i fremtiden, vil kirkekunsten se meget ens ud, siger tidligere sognepræst og kunsthistoriker om kirkens brug af samme kunstnere. Her ses Vor Frue Kirke i København, som er domineret af skulptøren Bertel Thorvaldsen. Foto: Torben Åndahl/ Denmark

Fuldstændig vanvittigt og fuldkommen usagligt.

Det er ifølge teolog Kaj Mogensen de ord, der bedst betegner en sag, han og et nordjysk menighedsråd har haft kørende med statens Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst i løbet af foråret. Udvalget har vendt tommelfingeren nedad i forhold til en udsmykning af Hvidbjerg Vesten Å Kirke, som det anerkendte kunstnerpar Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt står bag.

”Jeg mener, det er fuldkommen usagligt. Når udvalget kan afvise en kunstner som Peter Brandes, der er en af de mest anerkendte, så er der noget, der er fuldstændig vanvittigt,” siger Kaj Mogensen, tidligere sognepræst i Lodbjerg, Ørum og Hvidbjerg Vesten Å kirker i Nordjylland.

Han er af menighedsrådet blevet bedt om at styre udsmykningen af Hvidbjerg Vesten Å Kirke, men Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst har afvist forslaget med denne begrundelse:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Kirkerummet fremtræder i dag lyst og meget helstøbt og vidner om, at menigheds-rådene igennem årene har taget vare på deres kirke. Dette mener udvalget, at man er i færd med at sætte over styr med det fremsendte forslag, som endvidere er i stilistisk konflikt med kirkens værdifulde og historisk markante inventar. Vi er i udvalget meget bekymrede for dette nye tiltag.”

Der findes ingen opgørelse over, hvor hyppigt de enkelte kunstnere benyttes i sognekirkerne, men det fremgår af anbefalingerne fra udvalget under Akademiraadet, at det anser menighedsrådenes valg af kunstnere som værende for snævert.

Rådet har også i år afvist et forslag fra Nørre Nissum Kirke i Vestjylland, der ligeledes har valgt Peter Brandes til projektet.

Billedkunstner Mikael Thejll, der er formand for Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst, påpeger, at det respekterer Peter Brandes som kunstner.

”Men der er en tendens til, at menighedsrådene vælger de samme kunstnere til at udsmykke kirkerne, hvilket ikke fremmer et alsidigt bud på, hvad kirkekunst kunne være. Kirkerne er individuelle, og udsmykningsopgaverne er meget forskellige, og et mangfoldigt bud på hvem der kunne løse en opgave, er jo godt i alle sammenhænge. I forhold til de kirkeudsmykninger, der bliver lavet i løbet af et år, forsøger vi i udvalget i vores rådgivningsarbejde at udvide feltet af kunstnere, idet vi ser en tendens til, at menighedsrådene i deres forarbejde og udvælgelse ofte refererer til de samme kunstnere,” siger Mikael Thejll og nævner blandt andre Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt som nogle af de kunstnere, der har været inde over mange kirkeudsmykninger.

Også tidligere sognepræst og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen, der har skrevet bøger om dansk kirkekunst, oplever, at de samme kunstnere går igen i de danske kirker.

”Det bliver særligt i længden en svaghed, fordi man har så mange andre dygtige kunstnere også. Det medfører, at man nemmere bliver træt af kirkekunsten. Hvis man forestiller sig, at man skal se tilbage på kirkerne i fremtiden, vil kirkekunsten se meget ens ud,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Peter Brandes selv giver ikke meget for Akademiraadets Udvalg for Kirkekunsts afvisninger af hans kunst.

”Rådets rolle har ikke længere nogen praktisk betydning. Størstedelen af mine udsmykningen er blevet afvist af rådet. En stor del af disse afviste udsmykninger indgår i de senere års værker om væsentlig dansk kirkekunst. Det er, som om æslet sidder på vognen, og kunstneren skal trække kærren. Det kan ikke være rigtigt, at kunstneren skal sætte sig ind i Akademiraadets tankegang. Den og rådet skifter hvert fjerde år. Jeg skifter ikke hest hver fjerde år, men arbejder systematisk med kirkekunst her og i udlandet gennem et helt liv. Det er en bevægelse mod en erkendelse i ens liv og udtryk.”

Om udsmykningen af Hvidbjerg Vesten Å Kirke siger han:

”De ligegyldige og overfladiske kommentarer, som menighedsrådet modtog, fortæller blot, at rådet hverken har haft tid eller lyst til at besøge kirken eller sætte sig ind i rummets muligheder, en seriøsitet, som de skiftende råd ikke når frem til. Oftest har de et begrænset kendskab til kristendom og det til trods for, at de sidste 2000 års væsentligste kunst udgår fra kristen kunst. Det er en stor misforståelse, når Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst træder til, efter at et menighedsråd, demokratisk valgt, har accepteret kunstnerens forslag. Censur hører fortiden til eller gør den? Rådets opgave kan til nøds være rådgivende, og i det tilfælde inden en kunstner er valgt.”