En efterårsdag sidste år ringede en utilfreds biskop Eva Brunne, fortæller Annika Borg, der er præst i Stockholm. Biskoppen kaldte hende illoyal over for den svenske kirke, fordi Borg havde kritiseret kirkens topstyring og politiske indblanding i flygtningekrisen.
Annika Borg er fortsat medlem af kirken, men flere af hendes ligesindede har meldt sig ud som en del af en historisk medlemstilbagegang. De 10 første måneder i år har over 80.000 forladt kirken, og hvis prognosen holder, vil omkring 100.000 i alt have forladt kirken, inden året er omme. Selvom man ikke fører statistik over, hvorfor folk forlader kirken, vurderer Annika Borg, at en betydelig andel skyldes politisering.
”Når folk protesterer mod den ensidige Israel-kritik, er kirken stålfast, men når det gælder hjælp til kristne, er de relativiserende og siger, at de ikke har et særligt ansvar for trosfæller. For mig at se udstiller medlemsfaldet, at helt almindelige svenskere ikke gider høre mere om den dobbeltmoral, og folk, der ikke taler som en kirke, men en hjælpeorganisation,” siger hun.
Borg lancerede i juli kampagnen ”Mit kors” sammen med to andre præster. De opfordrede folk til at lægge billeder op på Facebook sammen med et kors som støtteerklæring til forfulgte kristne efter mordet på den franske præst Jacques Hamel. Kirkens kommunikationschef kaldte initiativet ”ukristeligt”, og ærkebiskop Antje Jackelén advarede om, at brugen af symbolet mindede om middelalderens korsriddere. Debatten fik blandt andre initiativtager Johanna Andersson til at forlade kirken. Annika Borg har valgt at blive og arbejde for at få afpolitiseret kirken.
”Man skal huske på, at en stor del af medlemmerne er folk, som kalder sig kulturkristne og ikke er specielt troende, men har en forventning om, at kirken fungerer som en samlende institution, der er der ved livets kriser og varetager kulturarven. Den position har kirken undergravet, fordi man i dag i større grad ligner en politisk organisation end en kristen kirke for den brede befolkning,” siger Annika Borg.
Også kirkeligt aktive, der er utilfredse med den politiske venstredrejning, forlader kirken, forklarer hun.
”De forlader kirken i protest. Ikke fordi de er imod, at Sverige har en samlende kirke, men fordi de mener, den trænger til en reformation. Derfor melder de sig heller ikke ind i andre trossamfund,” siger hun.
På det øverste beslutningsorgan, kirkemødet, der slutter i dag, har man vedtaget en plan for, hvordan man vil sikre bevarelsen af tomme kirkebygninger, hvis under halvdelen af befolkningen er medlemmer i 2030, som prognoserne spår. Hovedpunktet er, at den centrale kirkelige administration skal overtage varetagelsen af bygningerne, hvis sognene ikke selv magter det. Til gengæld har man ikke drøftet ret meget, hvorfor svenskere forlader kirken som aldrig før. Hverken på talerstolen eller under det uformelle program. Det fortæller Bertil Murray, der er valgt til kirkemødet for Frimodig kirke, der den næststørste uafhængige liste. Et flertal af medlemmerne er valgt på partipolitiske lister, hvor Socialdemokraterne tegner sig for en tredjedel af medlemmerne.
”Kirkemødet er blevet en sekulær politisk institution, hvor teologien ikke spiller en rolle, og man ikke vil kendes ved baggrunden for medlemskrisen. Det handler om at trumfe politik igennem og ikke at varetage det fælles bedste,” siger han.
Præsten frygter, at partiernes indblanding kan ende med at trække tæppet væk under kirken.
”Hvis ledelsen bliver ved med at føre kirken i en bestemt politisk retning, mister man rollen som samlende institution. Og hvis kirken skal overleve, må vi gøre mere ud af at vidne om evangeliet og mindre ud af politik,” siger han.
Kirkens ledelsesstruktur har rødder tilbage til middelalderens kirkemøder, hvor Sverige var en kirkeprovins under den katolske kirke. I slutningen af 1800-tallet begyndte flere socialdemokrater at se kirken som en trussel, og man forsøgte at afskaffe statskirken. Det lykkedes ikke, men omkring 1930 var de politiske interesser i kirkens styring blevet så store, at partierne besluttede sig for at stille op til kirkevalget.
Efter kirkens adskillelse fra staten i 2000 kappede de fleste partier båndene til de kirkepolitiske afdelinger, men mod forventning er den partipolitiske opdeling ifølge flere iagttagere blevet stærkere. Særligt fordi Socialdemokraterne og Miljøpartiet har bibeholdt den direkte linje mellem landspolitik og kirkepolitik. I forbindelse med vedtagelsen af vielse af homoseksuelle på kirkemødet i 2009 blev Socialdemokraterne kritiseret for at politisere kirken uden de aktive kirkegængeres bifald.
En af dem, der har oplevet udviklingen, er Biörn Fjärstedt, der var biskop i Visby Stift på Gotland 1991-2003.
”Partiernes jagt på indflydelse falder sammen med, at kirken blev uafhængig af staten. Man ville demokratisere kirken og frigøre den, men resultatet er et totalitært demokrati, hvor teologien ikke spiller nogen rolle. Det mærkelige er, at det er lykkedes partierne at overbevise de sekulære medlemmer om at blive i kirken, så de kan bestemme over den lille gruppe af aktive kirkegængere,” siger han.
Biörn Fjärstedt tror ikke, at udviklingen stopper.
”Det er sørgeligt, at kirkemødet ikke repræsenterer de aktive kirkefolk. Man har mistet sin identitet i kristendommen, og det har desværre gjort kirken uinteressant,” siger han.
Martin Lembke, ph.d. i religionsfilosofi ved Lunds universitet, mener, at der kan være mere konkrete årsager til udmeldelserne.
”Jeg tror, at mange forlader kirken af lavpraktiske årsager. De læser måske om afsløringen af pengemisbrug, og så bliver de mindet om, at de betaler kirkeskat. Der tror jeg ikke, at debatten om svigt af kristne idealer og teologiske uenigheder betyder ret meget,” siger han.