Præsterne i landets midlertidigt lukkede sognekirker må for tiden finde kreative måder at forkynde evangeliet på. Til det gør mange brug af teknologien, og Facebook, Youtube og andre sociale medier bugner med bibellæsninger, børnegudstjenester og nogle steder også nadver på video.
En af dem, som har holdt nadver for en tom kirke, er biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden. Lolland-Falsters Stift lagde en video med nadveren ud på sin Facebook-side, og her kunne man høre biskoppen læse indstiftelsesordene og se hende lægge en oblat på alterskranken. I teksten til videoen opfordrede stiftet seerne til selv at finde brød og vin eller saft frem derhjemme og deltage.
Men en nadver uden menighedens tilstedeværelse er i strid med luthersk teologi. Det mener Bo Kristian Holm, der er lektor i dogmatik ved Aarhus Universitet og centerleder for Lumen, center for forskning i luthersk mentalitet. Fraværet af den fysiske interaktion undergraver nadverens betydning, siger han.
”Form og indhold skal passe sammen. Jeg er sikker på, der er en god, sjælesørgerisk intention med det, biskoppen gør, men udførelsen gør nadverens budskab utydeligt. Det fine ved den lutherske nadver er, at den tænker ordet, brød og vin og menighed sammen i en helhed. Menighedens deltagelse er derfor en del af budskabet. Nadveren handler ikke kun om det brød, der gives, men også om den, der med ånd og krop deltager og tager imod,” siger Bo Kristian Holm og tilføjer:
”Ved nadveren er menigheden endnu vigtigere end et publikum ved Melodi Grand Prix.”
Ifølge Bo Kristian Holm er der generelt ikke noget til hinder for, at præster bruger de sociale medier til at udkomme på i denne tid. Han mener, at der er ”en lang og rig andagtstradition” i det lutherske, som kan tages i brug også digitalt. Men lige netop nadveren kræver fysisk tilstedeværelse og samtidighed, mener han.
Det er heller ikke alle præster, der er klar til at følge Marianne Gaardens eksempel. En af dem, som stiller sig skeptisk over for den virtuelle nadver, er sognepræst ved Christianskirken i Aarhus Anders Kobbersmed. Han frygter, den vil ”reducere nadveren til et rent symbolsk måltid”.
”Og det er den ikke. Det mener jeg ikke, der er teologisk hjemmel for. Vi skal holde fast i, at det i nadveren reelt er Jesu legeme og blod, vi får,” siger han.
Marianne Gaarden ser dog ingen teologiske problemer i at fejre nadver med en menighed, der ikke befinder sig i kirkerummet.
”Det er ikke det mest afgørende, hvor menigheden befinder sig fysisk. Det afgørende er indstiftelsesordene, der lyder, og tilhørerne, der tager dem til sig i tro. Det er de troendes fællesskab, der forbinder os, ikke teknologien. Præsten taler ikke til brødet, men til menigheden,” siger Marianne Gaarden.
Biskoppen medgiver, at en virtuel nadver aldrig bliver det samme som et fysisk nærvær, men den kan være nødvendig, mener hun. Det kan være som nu, i krisetider, men også i andre situationer – for eksempel når mennesker på grund af sygdom ikke kan være til stede i kirken.
”Mange har brug for nadverens syndsforladelse og det at føle, at man er i ét med Kristus. Det ville være helt forkert at udelukke nogen fra det,” siger Marianne Gaarden.
Hun bakkes op af domprovst i Københavns Stift, Anders Gadegaard, der har forestået radiogudstjenesten på P1. Her var to personer fra kirkepersonalet til alters, men efterfølgende kunne Anders Gadegaard se på Facebook, at flere lyttere havde siddet klar med brød og vin derhjemme.
”Det kan jeg ikke se noget problem i. Jeg synes, det giver fin mening, at folk betragter sig som til stede, når de lytter til, at præsten indstifter og kaster Helligånden ned over nadveren. Jeg frygter heller ikke, at folk vil blive væk i fremtiden, for selvfølgelig foretrækker vi alle sammen at være rigtigt til stede. Så det er en uvæsentlig kritik,” siger Anders Gadegaard.