I morgen og lørdag samles en række teologer, filosoffer, fysikere og andre akademikere for at diskutere retten til at bestemme over kroppen, herunder drengeomskærelse og aktiv dødshjælp. Tænketanken Eksistensen holder nemlig sit første seminar og skyder dermed officielt arbejdet i gang.
Siden offentliggørelsen af projektet den 2. august har der dog været debat om tænketankens sammensætning. Da medlemmerne først blev præsenteret, var kun 6 ud af 20 kvinder, og det var ”forstemmende,” mener Leise Christensen. Hun er sognepræst ved Sankt Johannes Kirke i Aarhus og tidligere teologilektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og hilser egentlig en teologisk tænketank velkommen.
”Men det ærgrer mig, at man er så fuldstændig ligeglad med kønsaspektet. Kvinder kan alligevel ikke tænke med, de er på et andet og lidt lavere stadie, fornemmer man. Jeg er ked af, at man synes, kvinder tænker så dårligt, at de ikke kan blive ligeligt repræsenteret. For man kunne da forestille sig, at emner som drengeomskærelse og aktiv dødshjælp vedkommer halvdelen af klodens befolkning.” siger hun.
Carsten Mulnæs, der er formand for Tænketanken Eksistensen og sognepræst i Lillerød på Nordsjælland, fortæller, at arbejdsgruppen i sammensætningen af tænketanken gik mere efter den faglige spredning end en kønslig repræsentation, men var kede af, at de afbud, de fik, alle var fra kvinder.
”Men det er glædeligt, at det gik, som vi håbede på ved lanceringen, at de rigtige så dukkede op: Der er tale om en psykolog, en mediekonsulent og en læge, som alle er kvinder. Det betyder, at tænketanken nu består af 14 mænd og 9 kvinder.”
Men kritikken af kønsfordelingen i den nye tænketank er ikke den eneste, der har lydt siden lanceringen. Med sin besætning stikker den nemlig også i en tydelig kirke- og partipolitisk retning, mener Hans Hauge, dr.phil., forfatter og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.
”Min spontane reaktion er, at det minder mere om Tænketanken Cevea end om den liberalistiske modpol Cepos. Der er tydeligvis ikke nogen tidehvervspræster med i tænketanken, og jeg kan heller ikke umiddelbart se den missionske del af folkekirken eller frikirkerne repræsenteret. Derfor bliver det en centrumvenstredrejet tænketank både kirkeligt og politisk, der ender med at være det, man siger, man ikke vil være – en politisk lobbyorganisation.”
Carsten Mulnæs peger på, at han som formand er garant for, at tænketanken ikke bliver en politisk lobbyorganisation.
”Tænketanken skal ikke være et kirkeligt talerør med en særligt kristen mening, men er et kulturkristent dannelsesprojekt. Kritikken er typisk, men ved siden af: Vi vil netop ud over den interne kirkelige retningsprægede debat og er heller ikke en synode, der udtaler sig om, hvad kirken mener om for eksempel flygtningepolitik eller klimakrisen,” lyder svaret fra Carsten Mulnæs, der fortsætter:
”Medlemmerne er derfor slet ikke hentet ind for at repræsentere bestemte kirkelig retninger, men har hver især en faglig, akademisk profil.”
Og netop det forhold, at Tænketanken Eksistensen består af akademikere, kan ses som et brud med en klassisk grundtvigsk forståelse af menigheden, påpeger Hans Hauge.
”Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave? Nej, for solen står jo med bonden op, men der er ingen bønder i tænketanken, der har de kandidat- og doktortitler. Hvor er det myndige lægfolk henne?”, spørger han.
”Det er ret bevidst, at det her er et akademisk projekt, og det skammer jeg mig ikke over”, svarer Carsten Mulnæs.
Vil en bonde, tømrer eller lærer ikke kunne deltage i tænketanken?
”Ingen er udelukket på forhånd. Men en tænketank er et intellektuelt projekt, og tænkerne skal også kunne skrive og formidle det, de tænker,” siger Carsten Mulnæs.
Tænketanken vil ifølge formanden insistere på kristendommens relevans og aflive fordomspræget uvidenhed. Man ønsker at øge det teologiske vidensniveau hos danskerne, lyder det. Men den præmis sætter dr.phil Hans Hauge spørgsmålstegn ved.
”Den største fordom er, at man kan udrydde fordomsfuld uvidenhed med viden, og at man dermed har identificeret det problem, der er med kirke og kristendom. Det mener jeg er en forkert diagnose. Når folk ikke går i kirke eller beskæftiger sig med kristendom, er det ikke et udtryk for manglende viden, men for manglende vilje. Man vil ikke have noget med kristendommen at gøre, og det kan ikke udryddes med nok så meget oplysning.”
Carsten Mulnæs erkender, at en tænketank ikke kan ændre på folks vilje.
”Vi er jo ikke en missionsorganisation, der har til formål at få flere i kirke. Vi kan ændre på folks viden. Jeg hørte om en universitetslektor, der i ramme alvor troede, at mere end halvdelen af danske præster tror på, at verden er skabt på seks dage. Denne lektors formodning om sådan en naivitet i kirken er et eksempel på de idéer, folk har om kristendommen, som vi forhåbentlig kan aflive.”