Omvendelsen fra islam til kristendommen var ikke reel, vurderede Flygtningenævnet i en aktuel asylsag om to afghanske unge.
Men den vurdering er Taleban formentlig ligeglad med, siger forfatter og debattør Carsten Jensen, som har taget del i demonstrationer mod udvisning i den konkrete sag. I takt med at den amerikansk-ledede koalition er ved at trække sine styrker ud af landet, stiger risikoen for religiøse minoriteter i Afghanistan, vurderer han.”Sikkerhedssituationen i Afghanistan bliver drastisk forværret i disse måneder. Især Kabul har været skueplads for en veritabel terrorbølge, hvor politimesteren af samme årsag i sidste uge er blevet tvunget til at gå af,” siger Carsten Jensen, som i flere år har fulgt udviklingen i Afghanistan tæt.
Ved en Taleban-aktion i slutningen af november var tre af ofrene en sydafrikansk kristen og koordinator af amerikansk nødhjælp og hans to børn, som blev dræbt med den begrundelse, at de missionerede for kristendommen. Ifølge Carsten Jensen vil situationen for de to afghanske drenge, hvis de sendes til Afghanistan, være meget alvorlig:
”Hvorvidt deres omvendelse er reel eller ej, vil et medlem af Taleban være fuldstændig ligeglad med. Der vil være kort proces. Dertil kommer, at de to drenge er fra hazari-stammen, en etnisk minoritet, som traditionelt diskrimineres i Afghanistan.”
Også sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen er bekymret for de to afghanske brødres skæbne. Han har tidligere henvist afviste afghanske konvertitter til et kristent netværk i Kabul, som under jorden har gjort det muligt for de lille kristne mindretal i Kabul at praktisere deres kristne tro ved private husandagter. Den sidste egentlige kirke i Kabul blev jævnet med jorden i 2010. Men det er netop nogle af de kristne undergrundsnetværk, som nu er truet af Taleban, fortæller præsten.
Det ulykkelige ved den konkrete sag er ifølge Nymann Eriksen, at Flygtningenævnet forudsætter, at Zekrya og hans lillebror i Kabul vil ophøre med den kristne tros-praksis, de har haft her i landet i mere end et år.
”Det antager Flygtningenævnet vel at mærke uden på nogen som helst måde at have spurgt Zekrya selv om baggrunden for hans omvendelse. Som deres præst ved jeg, at både han og lillebroderen har et ønske om fortsat at praktisere deres kristne tro. Men jeg har ikke længere nogen mulighed for at henvise dem til et sted i Afghanistan, hvor de kan leve som kristne uden at risikere forfølgelse eller det, der er værre,” siger Niels Nymann Eriksen. Derfor har de to afghanske konvertitters advokat nu sendt en klage over Flygtningenævnets afgørelse til FN's Menneskerettighedskomité.
Flygtningenævnet ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag. Men sekretariatschef Stig Torp Henriksen oplyser, at det afgørende i sager om konversion er, om asylsøgeren er i risiko for at blive forfulgt på grund af sin tro. Derfor vil størsteparten af de sager, hvor afghanske asylsøgeres konversion vurderes at være reel, også udløse asyl, siger han.
Når kristne konvertitter alligevel i visse tilfælde kan hjemsendes til Afghanistan, skyldes det blandt andet, at risikoen for forfølgelse varierer, alt efter hvor i landet asylsøgeren skal opholde sig. Selvom det i mange tilfælde vil være vanskeligt at praktisere sin kristne tro i mindre landsbysamfund i Afghanistan, kan det i tilfælde, hvor der ikke er tale om en synlig, udadvendt kristen praksis, være muligt at leve som kristen i større bysamfund, herunder ikke mindst i hovedstaden, Kabul. Netop Kabul betragtes af Flygtningenævnet med henvisning til en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2013 som et såkaldt Internt Flugtalternativ (IFA), hvor afviste asylsøgere kan henvises til at tage ophold i en bestemt del af deres hjemland.
Men den sikkerhed anerkendes ikke af major og analytiker ved DIIS Thomas Galasz Nielsen, der følger sikkerhedssituationen i Afghanistan:
”Taleban forsøger aktuelt at spolere den demokratiske proces, som er under opbygning. Derfor ser vi også en stigning i den sekteriske vold, som tidligere har været begrænset i Kabul. Det har også at gøre med, at når Taleban ikke længere har Nato-soldater at rette sine angreb mod, retter de dem i stedet mod alt andet, som er fremmed og dermed også nemmere at ramme.”