D e seneste par uger har budt på en meget ophidset debat om kirke og kultur, om populisme og gennemslagskraft, om kunst og kitsch, om plathed og seriøs formidling, krænkethed og fornærmelse. Centrum for miseren har været den nyslåede kultur- og kirkeminister – eller var det den nyslåede kirke- og kulturminister? – Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Og hvor må det have været mærkeligt for hende. For egentlig er hun bare blevet slæbt til de sociale mediers offerbænk som et intetanende lam. Og dér er hun blevet skåret i småstykker på indtil flere forskellige måder. For snittene i debatten er blevet lagt så mange steder, at samtalen er blevet noget nær umulig.
Er kirkeministeren en stærk kvinde, som træder i karakter som vølve i Jim Lyngvilds dramatiske iscenesættelse? Er det kulturministeren, som er en virkelig god formidler? Eller er det kirkeministeren, som er populist? Er kulturministeren simpelthen plat? Eller krænker kirkeministeren folkekirkens medlemmer, som over en sommer er blevet stedmoderligt behandlet af regeringen – ved at fremhæve en mindre religion i sit første mediestunt? Er mødet mellem moderne billedformidling og ældgammel viden – med kulturministerens modige mellemkomst – forbilledlig museumspædagogik? Prøver de krænkelsesparate præster simpelthen at fornærme deres egen minister? Er kirkeministeren tonedøv fra første dag?
En stor del af balladen om Ane Halsboe-Jørgensens deltagelse i Køge Museums forsøg på at nyfortolke og formidle vores viden om asatroen og om overgangen fra vikingernes forestillingsverden til de tidligste kristne traditioner i Danmark skyldes egentlig ikke selve udstillingen. Den er sober nok. For med udstillingen ”Vølver, Guder & Guld” tages der godt nok nye metoder i brug for at vise den transformation, som det danske kongerige var igennem i den tidligste middelalder. Men mere radikalt er det jo heller ikke. Øvelsen er – med den visuelle storyteller Jim Lyngvilds mellemkomst – blevet gjort flere gange før. Både på Nationalmuseet med vikingeudstillingen, med bibelbillederne, som var udstillet i Faaborg Kirke, og senest i form af scener fra danmarkshistorien forvandlet til sanselige motiver på Kronborg Slot, er formidlingen af det, vi ved, ajourført på en måde, der er præcis kulørt nok til at nå rigtig langt ud. Det har været tilløbsstykker.
Det kan man synes er plat og vulgært. Man kan synes, at det er tiltrængt. Man kan synes, at det lægger sig i det usikre farvand mellem dekoratørkunst, design og billedkunst. Man kan synes, det er fedt. Man kan blive forarget over det. Men man kan ikke rigtig ignorere det. Og det er der heller ikke rigtig nogen, der har gjort.
Sagen er bare den, at den seneste debat slet ikke har handlet om Jim Lyngvilds mere eller mindre storslåede billeder – eller om Kristian Ditlev Jensen og andre præsters mere eller mindre berettigede forargelse over folkekirkens minister. Debatten har, som skitseret oven for, dårligt nok selv vidst, hvad den handlede om. For den har handlet om flere ting på én gang – og ofte også samtidig. Hele forløbet minder lidt om titelnovellen i den klassiske novellesamling ”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” af den amerikanske novelleforfatter Raymond Carver. En flok mennesker sidder om et bord og begynder at diskutere kærlighed. Men de mener vidt forskellige ting med det, de siger. For den ene er kærlighed respekt. For den anden er det omsorg. For den tredje er det at blive set – og så videre. Og på præcis samme måde har debattørerne i debatten om ministerens vølvebillede skudt i alle retninger – og for det meste forbi hinanden.
D et hele begyndte egentlig med, at Jim Lyngvild, som er billedmager og asatroende, slog et billede op på Facebook, som viste den danske politiker iført fuld vikingekrigsmaling. Sognepræst og romanforfatter Kristian Ditlev Jensen lavede straks et opslag på Facebook, hvor han kritiserede kirkeministeren for at medvirke. Men i de følgende radiodebatter blev Jim Lyngvild ved med at sige, at han overhovedet ikke har afbilledet kirkeministeren. Han har derimod afbilledet kulturministeren. Og det stiller jo sagen i et helt andet lys. For der er forskel på folk – og især på de titler, de har. Eller vælger at have.
Vi så det, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V) i 2018 fik rodet sig ud i en værre omgang, fordi han pludselig mente, at han opførte sig som ”privat-Lars” – selvom alle omkring ham nok opfattede ham som noget helt andet. Han var jo statsminister. Men nu agerede han altså som noget andet. I den konkrete sag handlede det om, om Lars Løkke Rasmussen havde fået flere ferieophold af og deltaget i en fest hos storfiskeren John-Anker Hametner Larsen. Men det var altså ikke statsminister-Lars, der deltog. Det var den siden så berømte ”privat-Lars”.
En anden mulighed er, at man fuldkommen glemmer, at man overhovedet har en titel. Forleden kunne man i DR’s P1-program ”Genstart” høre politikeren Peter Hummelgaard Thomsen (S) blive bedt om at præsentere sig selv.
Som radioværten Knud Brix sagde: ”Skal vi ikke bare lige starte med, at du præsenterer dig og siger, hvad du hedder, og hvad du laver. Så har vi det på bånd. Det plejer vi at gøre.” Hertil svarer politikeren, at han hedder Peter Hummelgaard Thomsen og er beskæftigelsesminister. Da journalisten spørger, om det er det hele, tilføjer Peter Hummelgaard – ironisk nok – at han skam også har to små piger, som han ”prøver at følge med”. Men først i tredje forsøg fra journalisten vågner ministeren op til dåd og husker, at han faktisk er minister for både beskæftigelse og for ligestilling. Det efterfølgende forsvar, som handler om, at ministerporteføljen først for nylig er blevet tilføjet og derfor er let at glemme, virker utroværdig. Man mærker snarere, at det overhovedet ikke fylder noget i politikerens bevidsthed. Ligestillingen er bare en lille blindtarm på et ministerium, som i virkeligheden handler om noget helt andet.
Hvis man skal forstå, hvorfor det her er et problem, så skal man forestille sig, at en regering rent faktisk tog ligestillingen mellem de to køn, mellem et væld af seksualiteter og lige så mange hudfarver alvorligt. Hvilken regering bliver den første, som åbner ét helt ministerium – en bygning, hvis medarbejderes ene fokus skulle være at se på ligestillingen? Det har formentlig lange udsigter. Klima- og Energiministeriet blev først oprettet i 2007, og det var først, da klimaet så småt kom på mode.
Det er præcis det samme dilemma, som er skyld i meget af debatten om Ane Halsboe-Jørgensens måde at agere på i medierne. For er hun en sej kulturminister? Eller en svag kirkeminister? Ja, det kommer jo sådan set an på, hvad hun laver. Men det kommer også an på, hvad hun deltager i – og ikke mindst hvem man forestiller sig deltager. Er det kirkeministeren, der leger vølve? Eller er det kulturministeren?
Man kan ikke lade være med at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis der var en kulturminister og en kirkeminister, og at de var to forskellige personer, som helhjertet kunne dedikere al deres tid til kun ét ressortområde, som de så kunne arbejde for. Så ville ingen være i tvivl om, at det var kirkeministeren – eller kulturministeren – der brugte sin arbejdstid på at være fotomodel.
T anken er nærmest svimlende. Man skal forestille sig en minister, som ene og alene kæmpede for at promovere, styrke og modernisere både folkekirken og de religiøse mindretal og trossamfund. En minister, som kaster sig ind i folkekirkens ledelsesproblemer, personalekriser, MeToo-sager og teologiske diskussioner. Og som overværer fredagsbønnen med muslimerne og går med i synagogen om lørdagen med jøderne og iagttager alfeblót sammen med de asatroende om efteråret. Samtidig kunne en helt anden person – kulturministeren – så knokle på for netop at tale om kultur, når hele landet er ved at smelte ned i dumhed, uvidenhed, dannelsestab og måske sågar hæve kulturens stemme, når landet ligger i corona-nedlukning. Man kunne have en minister, som kæmpede for kvalitet i kulturen, for kunstneres vilkår og for bedre støtteordninger.
At den nuværende regering ikke havde ét ord om hverken kirke eller kultur med i sit oprindelige aftalepapir, kan måske give et hint om, hvorfor man igen og igen besætter de to sammenslåede ministerier med helt uprøvede ministerkræfter. For ved igen og igen at slå kultur- og kirkeministerium sammen, så viser man med al tydelighed, at man faktisk ikke rigtig vil nogen af delene.
Vi, denne kroniks forfattere, en asatroende og en folkekirkepræst, er muligvis uenige om mange ting. Men vi er på sin vis bare to sider af samme Grundtvig. Vi kæmper begge for god formidling og klar forkyndelse, for den charmerende fortælling og for det seriøse indhold, for at religionen og åndeligheden tages alvorligt og for at kunsten og kulturen får lov at danne befolkningen. Og så kæmper vi for en fortsat dialog imellem kirken og andre trossamfund.
Man kunne ønske sig, at regeringen også tog disse emner alvorligt nok til at skabe mindst to ministerier – et for kirken og et for kulturen. Man kan kun folde sine vikingehænder og bede om, at det en skønne dag sker.