I går udløb fristen for indsigelser mod planerne om at nedrive en præstegård i Viby ved Aarhus. Kommunen vil antagelig skulle tage stilling til adskillige protester, for præstegården er blevet erklæret bevaringsværdig og er et markant byggeri i lokalområdet. I en tilsvarende sag fra Rødby på Lolland var de folkelige protester markante.
Præstegården i Viby blev opført 1880-1881 efter tegninger af den lokale arkitekt Carl Steinbrunner, der også stod bag den nærliggende og for længst nedlagte Viby Højskole, som er blevet lidt glemt i den almindelige højskolehistorie, fordi den tilhørte en pædagogisk linje, der var stærkt kritisk over for de dominerende grundtvigske folkehøjskoler. Præstegården er som højskolen opført i en neogotisk stil under anvendelse af de fineste detaljer, som murerhåndværket dengang kunne opvise, og det var ikke så lidt mere, end hvad det kan i dag.
Mange menighedsråd over hele landet står med en vedligeholdelseskrævende tjenestebolig på flere hundrede kvadratmeter hærget af råd og svamp. De har naturligvis et ansvar for, at præstefamilien har en bolig, der ikke er sundhedsskadelig, og den billigste løsning er ofte at rive ned og opføre en helt ny tjenestebolig efter gældende regler. I de større byer kan det hele ovenikøbet finansieres med frasalg eller udstykning af den ofte centralt beliggende og store præstegårdsgrund. Man kan ikke fortænke et trængt menighedsråd i at se velvilligt på en sådan løsning, der er blevet hjulpet på vej af en liberalisering, som gør afvikling og salg af embedsboliger nemmere.
Menighedsrådene står imidlertid også med et ansvar for kulturarven, som ikke alene er repræsenteret af kirkebygningen, men også i mange tilfælde præstegården. Præstegårdene var førhen centrale kulturinstitutioner. Det blev dokumenteret i en antologi redigeret af Niels Thomsen og Eberhard Harbsmeier, der er udgivet på Eksistensen og anmeldt her i avisen i 2017. Når Vedersø Præstegård er interessant, skyldes det eksempelvis, at den var Kaj Munks tjenestebolig. Udby Præstegård på Sydsjælland er ikke kun interessant, fordi Grundtvig er født dér og en overgang også var præst dér, men også fordi præstegårdens ældste dele går tilbage til det 17. århundrede.
Præstegården var oprindeligt en landbrugsbedrift. Mange steder tog bortforpagtningen af jorden allerede fart i det 19. århundrede, og præstegårdsavlen ophørte helt med eksproprieringen af det meste af præstegårdsjorden i begyndelsen af det 20. århundrede. Meget få steder er avlslængerne bevaret i deres helhed. De gamle præstegårde i dag består ofte af den gamle beboelsesfløj suppleret med en enkelt kørestald eller lade, der typisk er bygget om til konfirmandstue, mødelokaler, graverkontor og lignende.
Som det øvrige landbrug undergik præstegårdene i anden halvdel af det 19. århundrede en transformation, der gjorde det økonomisk muligt de fleste steder at udskifte de gamle undersætsige bindingsværkshuse med mere repræsentative og grundmurede ejendomme opført i tidens smag, som på dette tidspunkt var meget historiserende. I Viby skyldtes behovet for en ny præstegård, at den gamle var brændt ned.
Nogle af nybyggerierne antog nærmest karakter af små herregårde, som det er tilfældet i Herfølge ved Køge. Det var selvfølgelig i sig selv en modernisering, der ødelagde gammel kulturarv, men på den anden side er disse ejendomme efterhånden selv gået hen og blevet historisk værdifulde, fordi de repræsenterer en epoke, der for en generation siden ikke nød indfødsret i arkitekternes katalog over den gode smag, men som nu i stadig højere grad anerkendes som både historisk og æstetisk værdifuld også blandt mange arkitekter.
Som nævnt er sagen fra Viby ikke enestående. Også i Hals ved Aalborg, Hadsund i Himmerland, Flødstrup på Fyn og Thorning syd for Viborg kendes tilsvarende tilfælde. Listen kunne med lethed forlænges. Ansvaret for bevarelsen og vedligeholdelsen af præstegårdene påhviler naturligvis ejerne, men i lyset af den økonomiske tvang, som menighedsrådene er underlagt, må spørgsmålet være, om der fra politisk hold kan gives en håndsrækning, der sætter menighedsrådene bedre i stand til at balancere forpligtelsen for kulturarven med ansvaret for sognets budget.
Jes Fabricius Møller er historiker og lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.