Kulturkamp om konfirmandernes tid

Konfirmationen er folkekirkens pædagogiske flagskib. Kampen om konfirmandernes interesse viser, hvor vigtig både aldersgruppen og ritualet i kirken er

Når ens lille barn begynder i vuggestue, får man en pædagog i familien. Når ens store barn begynder at gå til konfirmationsforberedelse, så får man en præst i familien. Så enkelt er det. Præsten fungerer som det, man kunne kalde tilknytningspunkt for en hel institution, for folkekirken. Omkring 50.000 unge bliver konfirmeret i de kommende uger – og de har fået et forhold til folkekirken, som omvendt har fået en privilegeret bid af de unges tid.

Det er netop tiden, der står kamp om. Hvornår er en teenager bedst? Om morgenen, synes det – for en teenagerforælder – noget overraskende svar at være. Det er i hvert fald morgentiden, der kæmpes om i Lyngby-Taarbæk Kommune. Spørgsmålet er, hvem der skal have den bedste tid – er det folkeskolen eller folkekirken? I den nordsjællandske kommune er sagen spidset til, borgmesterens forsøg på mægling mislykkedes, og spørgsmålet skal nu afgøres af kommunalbestyrelsen.

Men det er umuligt at afgøre sagen, når den stilles sådan op. Skal man så prioritere dansk frem for konfirmationsforberedelse? Konfirmationsforberedelse frem for idræt? For præster og folkekirke er det praktisk, at konfirmationsforberedelsen ligger om formiddagen, så der også er plads til kirkelige eftermiddagsaktiviteter. For skolerne er det upraktisk, at der er andre aktiviteter end skoleaktiviteter i den centrale skoletid.

Praktiske forhold taler man sig til rette om, sværere er det, når der også er ideologi i sagen. Folkekirkens konfirmationsforberedelse er ifølge lovgivningen sikret plads i skoletiden, som officielt ligger fra klokken 8 til 16. Det er en torn i øjet på nogle skolebestyrelser, der vil have religion ud af den fælles tid, ligesom andre har ønsket religion ud af det offentlige rum – uden hensyn til tradition og historie.

Artiklen fortsætter under annoncen

Netop historie og kulturgrundlag er det argument, der med god grund bringes i felten for folkekirkens privilegerede adgang til skoleelevernes tid i 7. eller 8. klasse.

Sagen om konfirmandernes tid er endnu en af de moderne kulturkampe, hvor religion og kristendom er til forhandling i det fælles rum. Alt er til forhandling, men det er værd at huske, at vi samtidig lever en hverdag og et familieliv med gentagelser, som vi ikke kunne drømme om at sætte spørgsmålstegn ved. Det giver mening, men når det overleverede kræves italesat, så kommer det i knibe. Spørgsmålet er, hvor dybt det stikker.

Ifølge en spørgeundersøgelse foretaget af Zapera ønsker blot 20 procent af de adspurgte således konfirmationsforberedelsen flyttet fra skoletiden. Heriblandt er sikkert en del forældre, der synes, det er praktisk, at der er konfirmationsforberedelse på et tidspunkt, hvor den griber mindst muligt ind i familiens andre aktiviteter.

Det kan skolebestyrelserne notere sig. Omvendt må præster og folkekirken betænke, at der selv med traditionens inerti og en konfirmationsprocent på 70 er en udfordring at forholde sig til og en virkelighed at agere i. Der er store geografiske forskelle, men hvis 30 procent ikke deltager – dur det så at insistere på morgentider? Det er svært at se, at det skulle være tidspunktet, der er det mest afgørende spørgsmål for konfirmationsforberedelsen.

Mere centralt er spørgsmålet, om dette folkekirkens pædagogiske flagskib får nok opmærksomhed? – eller det kildne spørgsmål, om konfirmationsforberedelsen har tilstrækkelig høj status blandt præster? Lykkes det faktisk at skabe den vigtige personlige relation til de unge, som er forudsætningen for et livslangt forhold til folkekirken? Er præsterne godt nok uddannet til opgaven – eller skulle de måske som deres kolleger i andre protestantiske kirker have assistance fra andre faggrupper?

Det kan godt være, at konfirmander er besværlige, og at der er præster, der drager et lettelsens suk, når de har lagt hånd på den sidste konfirmand og har de gode morgentimer til deres andre opgaver.

Men konfirmation betyder noget – for konfirmander og familie. Det er stadig et folkekirkeligt hit, selvom konfirmationsprocenten falder. Nok er det ikke, som da oldefar var ung og trådte ind i de voksnes rækker, fik skudsmålsbog og kom ud at tjene. Men noget er der stadig om det, konfirmationen er en overgangsrite – folkekirken gør drenge til mænd og piger til kvinder.

Det er "once in a lifetime".

Hvis ikke det var vigtigt, hvorfor skulle forældre og unge, der vælger konfirmationen fra, ellers stå på hovedet og slå knuder på sig selv for at markere den overgang?

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse og vurdering af aktuelle tiltag og begivenheder i kirkens og troens verden. Birgitte Stoklund Larsen, som har skrevet denne uges analyse, er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende.