Kulturkristendom er gået fra minus- til plusord

Sognepræst Lena Kjems i Vejlby Kirke prædiker en englehistorie iført blandt andet en glintrende ...

"Jeg er grundtvigsk indstillet og åben for kulturen, så for mig er det ikke et fy-ord. Kulturkristendommen kan være udtryk for, at man vil støtte de værdier, der repræsenteres i kristendommen og den kristne forkyndelse, uden at man vil købe hele pakken. Og min erfaring er, at det, folk støder sig på, er trosbekendelsen, og at man skal bekende noget med andre, som man ikke selv har haft noget med at gøre,” siger sognepræst Lena Kjems, der her ses til en julegudstjeneste i Vejlby Kirke, hvor hun prædiker en englehistorie iført blandt andet en glintrende engleglorie. Foto: Tycho Gregers/Polfoto

Du kan ikke have en kirkekristendom uden kulturkristne supportere eller ildsjælene blandt de karismatisk kristne.
Hans Raun Iversen, lektor

Siden Kristeligt Dagblad første gang omtalte ordet ”kulturkristendom” i 1933, er begrebet vokset. I dag er det ikke længere et skældsord, men dækker de fleste danskeres tro, siger ekspert

Det blev slået stort op i Kristeligt Dagblad den 13. november 1943. Artiklen dækkede det meste af en side, og interviewpersonen havde da også et kontant budskab:

”Kulturkristendommen er nonsens,” sagde Michael Neiiendam blandt andet.

Han var Holmens provst og kgl. konfessionarius i København og blev udspurgt om sit syn på forholdet mellem kirken og kulturlivet, ”de troende” og ”Verden”.

Særligt opsigtsvækkende var hans omtale af kulturkristendommen, for på det tidspunkt var det kun brugt en gang tidligere i Kristeligt Dagblad, i 1933, i et par linjer om et teologisk studentermøde i Trondheim, Norge, hvor pastor, dr.theol. Hans Ording havde holdt foredrag om pietisme og kulturkristendom.

Men Michael Neiiendam var klar i mælet:

”Kulturen hører denne Verden til og er forfængeligt Menneskeværk, Kirken frembærer Rigets evigt gyldige Ord om Forløsning og Frelse. Rigets Ord vil være Surdejgen, der gennemsyrer Menneskelivet i dets Helhed (..) Kulturkristendommen er Nonsens, men en kristen Kultur er værd at stride for,” sagde Michael Neiiendam blandt andet.

Siden da er begrebet ”kulturkristen” og ”kulturkristendom” blevet langt mere almindeligt og positivt ladet, og inden for de seneste 10 år er der endda sket en fordobling af brugen i de landsdækkende medier.

Men begrebet har ofte været genstand for kirkelig debat. Første gang begrebet ”kulturkristne” blev brugt i nyere tid, var i en artikel fra Weekendavisen i 1992. Her udtalte Knud Riis, der dengang var lærer på Ry Højskole i Østjylland, sig om kristendom i moderne tid og sagde:

”Kulturelt set er vi ’kulturkristne’, det vil sige etisk, moralsk præget af kristendommen, men fundamentalt er vi ateister, og det kan ikke være anderledes,” sagde han.

Han er i dag sognepræst i Lintrup-Hjerting-Sdr. Hygum Pastorat i Sønderjylland. Hans syn på kulturkristendommen, som han også betegner som ”jesendom”, har i virkeligheden ikke ændret sig fra 1992 og til i dag.

”Det betyder, at Kristus er fladet ud, og det er en meget problematisk udvikling for kristendommen. For når Kristus falder ud, så falder også frelsessiden, den vi har udtrykt i artiklerne om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv i den kristne trosbekendelse, ud. Det, der så står tilbage, er jesendommen, som bliver til en slags sekulær religion, hvor al vægt er lagt på næstekærlighedsbuddet som en idealistisk etik med utopisk sigte, mens evangeliernes Jesus forkyndte mere kontant: De Ti Bud suppleret med næstekærlighedsbuddet, som han også begge helt naturligt har fra Det Gamle Testamente, der i jesendommen rynkes på næsen ad som noget reaktionært,” siger Knud Riis.

For sognepræst Lena Kjems fra Vejlby Sogn ved Aarhus er kulturkristendom omvendt ikke et ”minusord”, siger hun.

”Det skyldes nok, at jeg er grundtvigsk indstillet og åben for kulturen, så for mig er det ikke et fyord. Kulturkristendommen kan være udtryk for, at man vil støtte de værdier, der repræsenteres i kristendommen og den kristne forkyndelse, uden at man vil købe hele pakken. Og min erfaring er, at det, folk støder sig på, er trosbekendelsen, og at man skal bekende noget med andre, som man ikke selv har haft noget med at gøre,” siger Lena Kjems.

Det tidligste forsøg på at undersøge kulturkristendommen som begreb i forskningen skete ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger i 1997. Lektor Hans Raun Iversen fra Systematisk Teologi ved Københavns Universitet skrev dengang forskningsartiklen ”Kulturkristne, kirkekristne og karismatiske kristne” og fulgte op med en mere udførlig afdækning af emnet i 1999. Dermed har Hans Raun Iversen bidraget til udbredelsen af betegnelsen. Som han forklarer kulturkristendommen, er der tale om en kristendomsform, der ikke er kirkelig.

”Det er en kristendomsform, som i princippet, men ikke i praksis, kan undvære kirken. Kulturkristne er kristne. De har et kristent menneskesyn, historiesyn, de sproglige kristne ressourcer og en kristen kulturpraksis. Men de har ikke bønnen, bekendelsen eller den religiøse praksis. Jeg vil påstå, at 90 procent af danskerne er kulturkristne, selvom nogle af os eksempelvis er kristne oveni,” siger Hans Raun Iversen.

I virkeligheden, mener Hans Raun Iversen, er det kulturkristendommen, der gør, at vi har en folkekirke i Danmark, som har en af de højeste medlemsprocenter i Europa.

”Jo mere entydig en kirke bliver, desto mindre bliver den. I eksempelvis England og Norge har kirken en meget mere profileret kristendom end i Danmark. Men på grund af folkekirkens rummelighed kan de fleste, der er eksistentielt søgende, finde noget, de kan bruge i folkekirken. Andre kirker, der kører mere stilrent med én form og én sandhed, har det sværere,” siger Hans Raun Iversen.

Ifølge ham er styrken ved folkekirken, at kulturkristendommen lever side om side med de to andre kristendomsformer, som han har rubriceret som kirkekristne og karismatisk kristne:

”De tolererer, respekterer og anerkender hinanden. Det er et åbent spørgsmål, hvad der er vigtigt. Men du kan ikke have en kirkekristendom uden kulturkristne supportere eller ildsjælene blandt de karismatisk kristne,” siger Hans Raun Iversen.

Hvor det i dag er blevet almindeligt, at danskere betegner sig selv som kulturkristne, forekom det i 2006 sjældnere. Èn, der dog åbent talte om sig selv som kulturkristen, var Lise W. Egholm, tidligere skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København.

”Jeg opfatter det som dejligt at gå i kirke, fordi man får en oplevelse med musik. Men ellers er jeg vel nok det, man kalder for kulturkristen,” sagde hun dengang til Kristeligt Dagblad.

Siden da er hun nok blevet ”mere almindelig kristen” og har bevæget sig hen imod at stå mere fast på at være kristen, fortæller hun i dag. Det har måske med alderen at gøre, siger hun. Men da hun beskrev sig som kulturkristen, skyldtes det primært den kristne kulturarv og den måde, som den har formet billedkunsten, litteratur og musikken på.

”Det handlede vel om, at det kulturelle vejede lige så meget som det trosmæssige. For mig er der en naturlig kobling mellem musikken, billederne og kristendommen, og for mig er det det mest naturlige, at vi er et kristent land. Det er en del af vores kultur, og så kan vi samle os om det,” siger Lise W. Egholm.

Når ordet kulturkristen fylder mere i de danske medier, forklares det af Hans Raun Iversen med den klangbund, det har i befolkningen.

”De allerfleste danskere vil ikke tage afstand fra kristendommen. Selvom der i undersøgelser er et flertal for adskillelse af kirke og stat, så mener folk alligevel, at folkekirken skal være den fremtrædende religion i samfundet. Det er den religion, som de ønsker, at deres børn møder. Nogle vil sige, at ordet ’kulturkristendom’ betyder, at der ingen kristendom er i Danmark, men det er ikke rigtigt. For historisk er vi blevet præget af kristendommen, og julen er et godt eksempel på det. Mit yngste barnebarn, der bliver to år, ved alt om julegaver, og i vuggestuen synger de ’Et barn er født i Betlehem’. På den måde lever kulturkristendommen. Formidlet af kirken, men også kulturen selv. Det er helt afgørende for vores identitet.”