Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kulturkristendommens aktuelle succes kan blive dens udfordring

Den særlige danske variant af kulturkristendommen er en paradoksal konstruktion. Foto: Christian Lindgren/Scanpix

Intet forener flere danskere end kulturkristendommen, som også bærer en stor samfundsøkonomisk gevinst. Men det brede kulturkristne fællesskab kan paradoksalt nok være udfordret af kirkens aktuelle succes, mener teolog og forfatter

”Jeg er ikke religiøs, men kristendommen er nu engang vores kultur.” Sådan lyder den kulturkristne danskers bekendelse i kort form, siger forfatter og tidligere lektor i kirkehistorie Jørgen I. Jensen. Han skrev i 1995 bogen ”Den fjerne kirke”, som fortsat af mange anses for at være blandt de mest rammende beskrivelser af danskernes særlige forhold til kirke og kristendom.

”For langt de fleste danskere er det vigtigere, at kirken findes end selv at komme i den. Der er en udbredt blufærdighed i forholdet til det religiøse. Man vil ikke identificeres med et bestemt moralsk system, og derfor ønsker man heller ikke at bekende en tro, slet ikke hvis der er andre til stede. Samtidig anerkender man kristendommens store kulturelle betydning,” siger Jørgen I. Jensen.

Kulturkristendommen er ifølge Jørgen I. Jensen en dyb åndshistorisk bevægelse, som kan føres tilbage til romantikernes anelse af kristendommens sandhed. På samme måde fornemmer danskerne i dag, at kristendommen siger noget sandt. Men det skal bare ikke siges for direkte, understreger han.

”Det er romantikernes længsel efter kristendommens sandhed over for pietismens mere direkte bekendelse af troen. Romantikerne appellerede til en forestillingsverden, som var mere åben, som havde højere til loftet, og som derfor også slog bredere an end den pietistiske fromhed,” siger Jørgen I. Jensen.

Han peger på, at den romantiske guldalder samtidig fik en række stærke kunstneriske udtryk i billedkunst, musik og salmer, som i høj grad har bidraget til at slå forestillingen om den fjerne kirke fast i danskernes mentale kode. Det hører dog med til billedet, at der verdenshistorisk er sket meget siden den fredelige periode mellem 1989 og 2001, hvor ”Den fjerne kirke” udkom, og det har betydning for kulturkristendommens ansigt herhjemme, understreger han.

”Den aktuelle uro har fået mange kulturkristne danskere til at rykke lidt tættere sammen om deres kirke. Det har aktuelt ført til kirkelig succes med øget kirkegang og optagethed af kristne værdier. Men ivrigheden fra kirkens side efter at imødekomme den stigende interesse er også med til at udfordre forestillingen om den fjerne kirke, som mange danskere gerne vil kunne træde ind i og ud af uden at blive konfronteret med alt for meget kirkelighed og bekendelse,” siger Jørgen I. Jensen.

At den særlige danske variant af kulturkristendommen er en paradoksal konstruktion, bekræfter lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen.

For ham hænger det blandt andet sammen med, at vi har en folkekirke som på en og samme tid er verdens svageste og stærkeste monopolkirke, som han formulerer det.

”Ser man på folkekirkemedlemmers opslutning til gudstjenesten, har vi en svag kirke, men ser man på medlemstallet og tilslutninger til ritualer som dåb, konfirmation, vielse og begravelse, så har vi noget nær verdens stærkeste kirke,” siger Hans Raun Iversen.

Han er den første som i forskningssammenhæng har brugt begrebet kulturkristendom til at beskrive en kulturform, som grundlæggende og historisk er præget af kristendommen. Han skelner mellem kirkekristendom, karismatisk kristendom og kulturkristendom, hvor sidstnævnte er den altdominerende gruppe i dansk kristendom. Kulturkristendommen kan aflæses i alt fra danskernes menneske- og livssyn til det sprog, de gør brug af, når de vil sige noget vigtigt om livet, døden og kærligheden, fortæller Hans Raun Iversen.

”Det betyder også, at hvis du vil noget med danskerne, så er du nødt til at knytte an ved kulturkristendommen. Det er den bredeste alliance, som findes herhjemme, og den hører med til forståelsen af de afgørende politiske bevægelser i Danmark. Når vi for eksempel ikke blev nazister i 1930'erne og 1940'erne skyldes det i høj grad den folkelige modstandskraft i kulturkristendommen,” siger Hans Raun Iversen.

Også samfundsøkonomisk har den bredt forankrede kulturkristendom vist sig at være en god forretning, fortæller professor i nationaløkonomi og tidligere overvismand Niels Kærgård.

”Den danske kulturkristendom danner grundlag for en fælles moral og en udbredt gensidig tillid i befolkningen, som betyder, at samfundet skal bruge færre penge til kontrol. Hvis moralen er høj, så behøver man mindre politi, og hvis man kan stole på hinanden, behøver man færre advokater,” siger Niels Kærgård.

Kristne værdier som næstekærlighed og barmhjertighed har historisk været et vigtigt fundament i etableringen af de nordiske velfærdsstater, siger han. En anden afgørende samfundsøkonomisk fordel ved dansk kulturkristendom er dens homogenitet og fraværet af konflikter mellem stat og kirke.

”Det tætteste, vi har været på en religiøs konflikt herhjemme, var splittelsen mellem de grundtvigske og de missionske i mange jyske byer i mellemkrigstiden, hvor man for eksempel havde både et grundtvigiansk andelsmejeri og et søndagslukket missionsk mejeri. Det var ikke økonomisk hensigtsmæssigt,” siger han.

Det var en del af baggrunden for Staunings berømte citat om, at ”hvis man får vrøvl med de hellige, så er fanden løs”. Det er i virkeligheden den politiske udgave af den kulturkristne bekendelse. Religiøse konflikter er ikke i politikernes og samfundsøkonomiens interesse, påpeger Kærgård.

”Religion kan styrke tilliden blandt de kulturkristne danskere, men samtidig kan det øge mistilliden til dem, der står udenfor. Det så man i mellemkrigstiden, og det ser man aktuelt i forholdet til islam,” siger han.