Kulturmøder i en individualistisk tid

ETIK: Den individualistiske danske kultur kan lære af indvandrergruppernes fællesskabsorienterede menneskesyn - og dermed samtidigt lære af sin egen kristne kulturarv

I mødet med det vi opfatter som fremmede kulturer og religioner, føler mange mennesker sig tilskyndede til at holde fast i de såkaldte »danske værdier«. Intet kan derfor gøre en dansker mere »kristen« end konfrontationen med især muslimer.

Det pudsige er imidlertid, at mange muslimer kulturelt set repræsenterer nogle af de samfunds- og familiemæssige værdier, som netop den vestlige verdens kristne kultur bygger på.

Det hører derfor med til den megen debat om indvandrergrupper i Danmark at drøfte, om deres tilstedeværelse kan være med til at styrke en vigtig del af vores kulturelle arv, nemlig et fællesskabsorienteret menneskesyn. Det er en kulturarv, som det danske samfund med dens udprægede individualisme på flere punkter kunne indgå en frugtbar dialog med.

Det er ofte blevet bemærket, at vi lever i en individualistisk orienteret kultur. Denne orientering er ikke blevet mindre synlig, efter vi har fået en liberalistisk regering, som i sagens natur lægger meget vægt på, hvad de ser som »samfunds-atomet«, nemlig individet. Her lovpriser man individets frie valg af alt fra værdier og livsstil til sygehuse og bilmærker. En sådan atomistisk tankegang leder os nemt til at undervurdere de mange sociale aspekter af det menneskelige liv, og det vil sige alle de aspekter, der handler om vores relationer og om samspil med andre mennesker.

Men faktisk lever vi ikke kun i en individualistisk tid. Vi lever også i, hvad der er blevet kaldt »etikkens årtier«. Og det har vi gjort siden 1980'erne. Der laves etiske regnskaber, kurser for erhvervsledere i værdibaseret ledelse, politiske høringer om socialt ansvar, og statsministeren har indledt en hed værdi-debat i alle medier. Det betyder, at borgerne og regeringen i Danmark taler om etik som aldrig før.

Der er dog en hage ved al den snak. For etik har i højere grad med vore handlinger end med vores tale at gøre. Ser vi på vore handlinger, så har vi danskere i ganske høj grad skubbet det sociale medansvar fra os over på professionelle: Pædagoger passer vores børn, lærere underviser dem, sygeplejerskerne tager sig af vores syge, handicappede og gamle familiemedlemmer, de psykiatriske hospitaler af de sindslidende, socialarbejderne og psykologer af vores utilpassede unge, fængsler og betjente varetager de kriminelle, og præster tager sig af de sørgende. Det, som vi tidligere var med til at tage os af inden for familiens og byfællesskabets rammer, har vi nu overladt til mennesker med uddannelse inden for de enkelte områder.

Selvom der ikke er nogen grund til at idyllisere de samfundsformer, hvor langt flere opgaver varetages inden for storfamiliens rammer, har udviklingen i retning af professionalisering af ganske almindelige medmenneskelige opgaver dog taget overhånd i en sådan grad, at mange bliver svigtet i professionalismens navn. Ofte savner de ældre kærligt menneskeligt nærvær, mere end de savner at få pudset vinduer og få flere kanaler på fjernsynet. Og kærligt nærvær og den meningsfylde i livet, som sådan et nærvær giver, kan man som bekendt ikke købe sig til.

Men storfamiliens tid er på godt og ondt forbi. Vi er ikke længere pressede, hverken kulturelt, socialt eller fysisk/biologisk til at forblive i en social sammenhæng og omgås mennesker, der ikke interesserer os, eller som ligger for langt fra os selv. Hvis vi ikke trives eller får noget ud af at være i familien, kollegafællesskabet, venne-kredsen eller interessefællesskabet, så skifter vi ganske enkelt gruppen ud og vælger en ny efter egne interesser og behov. Bagsiden af den medalje er, at vi dermed heller ikke udvikler de menneskelige karakter-egenskaber, der skal til for f.eks. at varetage det sociale medansvar i relationer, der ikke er regulerede og begrænsede, som den professionelle relation er det.

Det er etisk set problematisk, for en del af vores etiske forpligtigelser i livet drejer sig om den personlige forpligtigelse på medmennesket, på de mennesker vi er sat i verden sammen med. Denne etiske forpligtigelse rækker uendeligt langt ud over den professionelle relations rammer. Så selv om vi ikke længere kulturelt, socialt eller fysisk/biologisk er nødt til at forblive i sociale sammenhænge, så er vi stadig etisk set forpligtet på medmennesket i de konkrete sociale sammenhænge, vi indgår.

Så i stedet for at brokke os over, at det virkeligt er for dårligt, at personalet på plejehjemmet ikke gør nok rent hos vores gamle far eller mor, kunne vi jo tage vores del af det sociale medansvar på os ved i første omgang helt konkret at låne støvsugeren og hjælpe til.

Det er, når det kommer til forpligtigelsen på medmennesket i konkrete sociale sammenhænge, vi kan lære noget af de værdier, visse indvandrergrupper fra f.eks. østen og middelhavsområdet bringer med ind i det danske samfund.

I disse kulturer opfattes mennesket som grundlæggende relationelt, og det er en opfattelse, kristendommen deler. Det betyder, at mennesket i kraft af, hvad det er for et væsen, nødvendigvis indgår i forbindelser med andre. De sammenhænge, mennesket udfolder sig igennem, er for de fleste indvandrergruppers vedkommende de givne sociale tilhørsforhold, de fødes ind i:

familie, slægt, by, trosfællesskab osv. Mennesker opdrages og uddannes derfor med henblik på, at de skal kunne indgå og begå sig i fællesskaber, selv om de ikke nødvendigvis altid har lyst til det eller oplever en fordel ved det ud fra egeninteresser.

Denne relationelle og fællesskabsorienterede opfattelse udgør et modstykke til den liberalistiske idé om menneske-atomet, som i udgangspunktet er isoleret, og som når alt kommer til alt, kun indgår i en relation, hvis det selv har en interesse i det. At være i stand til at indgå i fællesskaber uden at gøre det fra en egeninteresse har et stort etisk potentiale på netop de punkter, hvor vores danske dannelse halter

- vel vidende at en overdreven udvikling af disse træk naturligvis også kan have uhensigtsmæssige konsekvenser, både moralsk og politisk.

Det at kunne omgås, tage hensyn til og hjælpe mennesker, man ikke nødvendigvis personligt kan lide eller »får noget ud af at se«, på en respektfuld måde, er en forudsætning for f.eks. et godt familie- og arbejdsliv, for frivilligt politisk og socialt arbejde og af og til for at kunne tage sig af de ældre i ens slægt. Sådanne evner har bedre grobund for at udvikle sig i en kollektivt orienteret kultur end under individualismens himmelstrøg.

I tidens ofte blok-orienterede værdidebat præget af en »os mod de andre«-mentalitet og den dertil tæt knyttede indvandrer- og flygtningedebat, er det derfor væsentligt at huske på, at etik handler om medansvaret for andre mennesker. For nogle gælder dette medansvar kun for den gruppe, man tilhører. Men ud fra en kristen tankegang gælder dette medansvar over for alle, vi møder på vores vej: rige som fattige, kendte som fremmede, spændende som kedelige, sympatiske som usympatiske og venner som fjender.

Når vi i det danske samfund har en tilbøjelighed til på det personlige plan at fralægge os det sociale medansvar for vores syge, udstødte og gamle, kan vi lære af de kulturer og befolkningsgrupper, der påtager sig dette medansvar ud fra en fællesskabsorienteret forståelse af mennesket - og dermed lærer vi samtidigt af vores egen kristne kulturarv, som netop betoner medmenneskets altafgørende rolle i den enkeltes liv.

Birgitte Graakjær Hjort er ph.d. og

sognepræst ved Christianskirken i Århus. Hun er medforfatter til

antologien »Det meningsfulde liv«.

.

Cecilie Eriksen er cand.mag. i filosofi og forlagsredaktør. Hun er medforfatter til og har redigeret antologien »Det meningsfulde liv«, der bl.a. indeholder en bredt funderet kritik af individualismen.

»Det meningsfulde liv« udkom i torsdags på Aarhus Universitetsforlag