Prøv avisen
Interview

Broder Giles: Friheden ligger i en livslang forpligtelse

Broder Giles er en af 18 munke i det benediktinske Pluscarden Abbey i Skotland. Det er det eneste middelalderlige kloster i Storbritannien, som stadig er i funktion. Munkene stammer fra blandt andet Skotland, England, New Zealand og Polen. Selv kom broder Giles cyklende fra Edinburgh for 47 år siden. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Munkene i det skotske middelalderkloster Pluscarden bekymrer sig ikke om, hvordan der skal komme nye novicer til. De er overbevist om, at kirken altid vil behøve klostrene som skoler i bøn og spirituelle reservoirer

”Vi har ingen novicer lige nu. Der var en, som forlod os for nylig – efter fælles overenskomst. Mange af dem, som tror, at de er kaldet til et liv i kloster, forlader os ret hurtigt igen, hvis de kommer her på prøve en måneds tid. Rekorden er vist 20 minutter,” siger broder Giles.

Han er en af de 18 munke, der bor på Pluscarden Abbey, et benediktinerkloster i det skotske højland tæt på domkirkebyen Elgin og det eneste middelalderkloster i landet, der stadig er i funktion.

Broder Giles smiler og tilføjer mere alvorligt:

”Vi er et af de få klostre i Skotland og Storbritannien, som har oplevet vækst de senere år. Vi er omtrent lige så mange nu, som da jeg kom hertil for over 40 år siden.”

Klostret ligger i et bakket, skovklædt landskab, hvor fasaner, svaler og sommerfugle sværmer omkring, og hanernes galen kun afbrydes af jagerfly fra det britiske luftvåben, der flyver over området på træningsture. Broder Giles, der er 68 år, kom til klostret første gang i 1971 som 21-årig universitetsstuderende.

Han ved ikke, hvorfra han fik idéen om at søge klostertilværelsen som en udvej i sit retningsløse liv. Men han husker tydeligt, hvordan han blev slået af roen, da han trådte ind i refektoriet første gang og så den ”sære samling mænd, som var forsamlet der omkring eftermiddagsteen”.

Han var kommet cyklende fra Edinburgh. Det regnede, og der var ikke plads på vandrehjemmet. Så han bad om husly på klostret, hvor han i overensstemmelse med den benediktinske klosterregel fra 500-tallet blev taget gæstfrit imod. Derfra var der ingen vej tilbage for broder Giles.

”Når man føler sig kaldet, er det afgørende, om der både er et kald fra Guds side og fra ens egen – og om man også er ønsket af det fællesskab, man føler sig kaldet til at gå ind i. Som benediktinsk munk aflægger man løfter om lydighed, omvendelse og stabilitet. Stabiliteten henviser til, at man binder sig til at blive i samme kloster, og netop det er centralt,” siger broder Giles.

”Når man har været igennem prøveperioden og aflægger de evige løfter, er det en forpligtelse på livstid, og det kan virke skræmmende på mange i dag. Mange har svært ved at forpligte sig, hvad enten det gælder ægteskab og familie, arbejde eller noget helt tredje. Men forpligtelsen giver stor frihed, for når tidsperspektivet er resten af livet, er der meget, man ikke behøver at bekymre sig om,” siger han og tilføjer, at selvom der har været svære perioder, har han aldrig fortrudt sin beslutning om at blive munk.

”Og min onkel mente da også, at det var den første fornuftige beslutning, jeg nogensinde havde taget, da jeg valgte at blive novice,” siger fader Giles, der aflagde de evige løfter i 1976 og dermed lagde sine universitetsstudier i blandt andet fransk, engelsk, europæisk historie og matematik bag sig.

”Man skal ikke have en masse idéer om, hvad man præcis skal bruges til. Måske har man nogle bestemte talenter, som man gerne vil udvikle og bidrage med. Men det kan være, at fællesskabet har brug for andre ting, eller at Gud har helt andre planer.”

For tiden bruger broder Giles en del tid på at oversætte, tage sig af administrative opgaver og tage imod gæster fra både ind- og udland. Men han passer også af og til klostrets butik, hvor der sælges cd’er med munkenes gregorianske sang, håndlavede sæber, rosenkranse, katolsk litteratur samt honning fra klostrets egen produktion. Og som alle andre tager han sin tørn i køkkenet og haven.

”Det benediktinske liv kræver noget af både hjerne, hjerte og krop,” siger han, mens han viser rundt i den store have, hvor en gruppe munke sammen med nogle besøgende er i gang med at høste solbær, som skal laves til marmelade.

”Når man som munk bliver bedt om at gøre noget, må man adlyde og have tillid til, at Gud ved bedst – uanset om det handler om at tage opvasken eller rejse langt væk til et sted, hvor man ikke aner, hvad der venter én,” siger han.

I 2005 blev han bedt om at rejse til Ghana for at hjælpe med opbygningen af et benediktinsk kloster, og han blev der i seks år, inden han vendte tilbage til Pluscarden i Skotland. Siden har han været på besøg på det ghanesiske kloster en del gange og kan konstatere, at klostret med de 10-12 munke fungerer godt. Men ligesom i Pluscarden er antallet af novicer begrænset.

”Klostrene oplever ikke så stor tilgang, som mange nok kunne ønske. Alligevel er jeg ikke så bekymret. Kirkehistorien er fuld af op- og nedture, og der har været masser af tidspunkter, hvor det kunne se ud, som om kirken og klostrene var på vej mod afgrunden. Men Guds planer er uforudsigelige, og der kan vise sig nye veje, vi slet ikke kan forudse. Masser af gange i kirkehistorien er der opstået nye klosterordener ud af nærmest ingenting, og også i dag er der masser af grøde,” siger broder Giles.

”På den ene side lever vi i en meget sekulariseret tid, hvor det bestemt ikke er på mode at vælge Gud til. Men på den anden side sker der mange spændende ting. Flere og flere lægfolk beder tidebønnerne. Det er husmødre, indsatte i fængslerne, pen- sionister. Alle slags mennesker. Det er som en tsunami af bøn. På havet er det blot en lille bølge, men når den kommer til kysten, har den en voldsom kraft. Vi aner endnu ikke, hvad der vil komme ud af det,” siger han.

”På samme måde med vores mange gæster, som kommer på korte retræter. Mange af dem er søgende, men ved ikke, hvad de søger. Vi ved heller ikke præcis, hvad de tager med herfra. Kun Gud ved, hvad de frø, vi lægger i jorden, bliver til,” siger broder Giles, mens han viser rundt i kirken, som i dag kun er en lille udgave af den oprindelige klosterkirke fra 1240.

Klostret blev grundlagt af munke fra Frankrig og fungerede frem til omkring 1580, da det som en forsinket konsekvens af Reformationen blev lukket. Først i 1948, da en rig adelsmand og konvertit til katolicismen forærede klostret til abbeden af Prinknash Abbey, et katolsk kloster i Gloucester i England, flyttede der igen munke ind i de ødelagte bygninger, som langsomt blev genopbygget. Munkene har gjort det meste af arbejdet selv, og genopbygningen fortsætter, i takt med at der langsomt bliver økonomi til det. For tiden samler munkene penge ind til at opføre en ny gæstefløj til kvindelige retrætegæster samt et nyt bibliotek.

Klostret modtager mange gæster på op til 14 dage lange ophold, og hvert år i august arrangeres en weekendretræte for unge, mandlige katolikker, der ønsker at få indblik i klosterlivet med de syv daglige tidebønner og faste rutiner.

”Det er ikke et forsøg på at fange nye novicer ind, for det tror vi ikke på, at man gør på den måde. Men vi vil gerne give et indblik i, hvad klosterlivet består i. Vi tror på, at klostrene altid vil have betydning. Det kan se ud, som om her intet sker. Men ligesom et vandkraftværk er afhængig af et reservoir af vand, er kirkens bevægelse afhængig af et reservoir af bøn, som findes i klostrene,” siger broder Giles.

Han tilføjer, at tre til fire unge mænd ønsker at blive optaget som novicer i nær fremtid.

”Det glæder mig, men jeg regner ikke med noget, før de er her. Guds veje er uransagelige.”

RETTELSE: I en tidligere udgave af artiklen stod der, at broder Giles kom til klosteret som 23-årig. Han kom dog til klosteret allerede som 21-årig. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.

Når man føler sig kaldet, er det afgørende, om der både er et kald fra Guds side og fra ens egen – og om man også er ønsket af det fællesskab, man føler sig kaldet til at gå ind i

Broder Giles
Benediktinerklostret Pluscarden ligger i det skotske højland tæt på domkirkebyen Elgin. Foto: Malene Fenger-Grøndahl