Jeg har været kristen, siden jeg var 13 år og har ofte gået i kirke. Så at bede til Gud både til hverdag og i pressede situationer er helt naturligt for mig. Derfor har jeg også, siden jeg startede med standup i 2016, altid bedt en bøn, lige inden jeg skulle ind på scenen. En bøn, hvor jeg takker Gud for at give mig mulighed for at sprede latter og glæde hos andre mennesker, og det havde jeg selvfølgelig også planlagt at gøre til DM-finalen i standup sidste år.
Jeg får også altid ro af at bede, og det havde jeg særligt brug for den aften i Glassalen i Tivoli, også fordi min nervøsitet kun var blevet større af, at vi kort inden showstart fik at vide, at vi, lige inden vi gik på scenen, skulle interviewes af vinderen fra 2016.
Det passede mig slet ikke, for jeg havde forberedt et show, hvor jeg først skulle tale engelsk, inden jeg ville slå over i dansk. Meningen var, at det skulle være lidt en overraskelse for publikum a la ”se, han er afrikaner, men han taler dansk”. Men nu ville alle på forhånd vide, at jeg talte dansk – og så ville første del af min optræden miste sin pointe.
Så hvad skulle jeg svare? Jeg nåede aldrig at finde ud af det, inden sidste års vinder, Mikkel Rask, stak mikrofonen frem og spurgte mig, hvad jeg gjorde, lige inden jeg gik på scenen. Og så lige pludselig handlede det ikke længere om sprog og punchlines. Der var noget meget større på spil, og jeg følte, hvordan alting på den ene side gik meget stærkt og på den anden kørte i slowmotion.
For det her var et afgørende øjeblik i mit liv. Et øjeblik, hvor jeg over for mig selv, Gud og mennesker skulle demonstrere, hvad jeg bekendte mig til, og jeg mærkede med hver en fiber i kroppen livsvalgets nærvær. Det var, som så jeg apostlen Peter for mig, som han har stået den nat mellem skærtorsdag og langfredag, hvor han hævdede ikke at kende Jesus.
Og jeg vidste, at jeg ligesom Peter kunne vælge imellem at fornægte Jesus og slå ind på den tilsyneladende lette vej – eller åbent erklære mig troende og dermed stå ved den Gud, som jeg altid har troet på. Jeg valgte det sidste, og jeg følte en stor styrke og ro ved for rullende kameraer at sige, at jeg er kristen. Det var, som blev jeg i det øjeblik omgivet af en stor kraft, der påskønnede det mod, som jeg havde vist, og jeg vidste, at nu havde jeg lagt min skæbne i Guds hænder.
For min branche – standup-branchen – er normalt ikke en branche, hvor man er troende, ikke officielt i hvert fald. Så jeg havde selvfølgelig altid været urolig for at blive stemplet som ”én af dem”, hvis jeg åbent gik ud med, at jeg var religiøs. Men nu var det altså gjort, og jeg har aldrig oplevet nogen negative kommentarer om min tro, hverken den aften, hvor jeg i øvrigt gik hen og vandt DM i stand-up, eller sidenhen.
Derimod har der altid været stor accept og også nysgerrighed om min tro, ja, jeg har sågar haft nogle af mine standupkolleger med i kirke, fordi de gerne ville se, hvad det var for noget, og så inviterede jeg dem selvfølgelig med. Ikke at jeg skal omvende dem eller få dem til at se lyset, for det er slet ikke min mission.
Jeg tror også, at Gud arbejder i hver af os på sin egen måde, så ingen skal blande sig i de andres trosrejse. Det handler derimod om at være åben, accepterende og inkluderende – og om at stå ved sin tro.
Jeg har også siden den aften i Glassalen kun oplevet fremgang og endda meget af den. Jeg har lige været på en stor turné, og jeg er i gang med at indspille en film. Men der er jo også noget med, at Gud siger, at den, der ærer mig, ærer jeg. Og jeg bliver æret og får meget i livet forærende i øjeblikket, men det betyder ikke, at alt går som smurt på min trosrejse. Jeg er også kun 27 år, og der er meget, som jeg kæmper med endnu, men den aften til DM-finalen tog jeg et afgørende valg, og det føles stadig stærkt, levende og rigtigt.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det har jeg fået af min mor, som sagde til mig, da succesen som stand-upper begyndte: ”Husk at putte Gud først, så du har hovedet i himlen og benene på jorden”. Det er et godt råd, om end det faktisk har været svært – også rent lavpraktisk. Jeg røg i hvert fald hurtigt ind i en rumle, hvor jeg sov om dagen, spiste usundt og begyndte at forandre mig, så jeg blev mindre kærlig og mindre nærværende, hvad både mine venner og familie lagde mærke til.
Så for en måned siden gik jeg til lægen og fik et par gode råd, så nu spiser jeg sundt, får min søvn og er i balance, også fordi jeg igen husker at give Gud plads. Jeg er blevet Melvin igen, og det er rart.
Der er så desværre nogle venner, der er smuttet i mellemtiden, men der er også nogle tilbage, og det er jeg glad for. Så nu håber jeg, at jeg kan holde fast i mig selv – også af hensyn til min fremtidige kone og børn. For min far har aldrig været dér for mig, men jeg vil være nærværende for min fremtidige familie, som min mor altid er det for mig.
Hvordan bliver din tro udfordret?
Min succes i det sidste år har udfordret min tro på den måde, at jeg skal huske på ikke at glemme mig selv, og hvor min indre energi kommer fra.
Jeg vidste fra starten, at jeg ikke ville tage stoffer eller drikke alkohol i de mængder, som det ofte sker i stand-up-branchen. Men jeg var uforberedt på, hvor hårdt presset er, når man skal præstere hver aften – og hvor let man forfalder til at hente sin næring i anerkendelsen fra publikum i betydningen, at kun hvis tilskuerne griner, er man god nok som menneske.
Men ens værdi som menneske har ikke noget med ens præstationer at gøre. Man er noget som menneske, fordi man er elsket og set af Gud, og det har jeg skullet lære at huske mig selv på, også fordi jeg i det forløbne år slet ikke har været så meget i kirke, som jeg plejer.
Jeg vil gerne mere i kirke, og jeg prøver også at skabe rum til at bede og sige tak – bare i ti minutter hver dag, – så jeg kan blive ydmyg, og Gud kan virke i mig. For nej, bønnen inden showstart kan ikke stå alene i mit trosliv, der skal mere til i min vaklende indre trosrejse. Gud skal have plads.