I 2008 afsluttede menighedsrådet i Løsning ved Vejle et længe ventet byggeri. En ny kirkesal blev indviet, og den skulle gøre en ende på sognets efterhånden ganske presserende kirkegænger-problem. For nok var det fint, at den gamle middelalderkirke i Løsning kunne tilbyde siddepladser til cirka 220 kirkegængere. Men hvor skulle de 100 andre, der mødte op om søndagen, sidde?
Nogle år senere blev den store firkantede bygning indviet til kirke og derfra brugt til alle gudstjenester. Normalt er der plads til 380 kirkegængere i den lyse sal, men sættes alle stole frem, kan knap 100 ekstra sidde ned. Og den mulighed er ikke unødvendig, siger sognets præst Henrik Højlund.
”Siden indvielsen af bygningen har vi faktisk overvejet, om kirkesalen skulle have været større. For de seneste år har vi oplevet adskillige almindelige 10.30-gudstjenester og højmesser med fuld kirke. Det er jo dejligt, men også lidt et problem, at vi får fyldt op til sidste stol,” siger sognepræsten, som gætter på, at der typisk kommer mellem 280 og 350 til deres gudstjenester om søndagen.
Ikke at have nok bænkeplads til kirkegængerne er måske ikke et problem, man forestiller sig, at mange kirker døjer med. I medierne kan man tværtimod ofte få det indtryk, at præster taler i tomme sale søndag efter søndag. Men over hele landet findes der kirker, som trodser det billede med flere hundrede deltagere hver søndag og i løbet af ugen.
Og hvordan formår de så egentlig at gøre det? Spørger man nogle af de velbesøgte kirker, så findes der ingen endegyldig formel, men forskellige forklaringer og værktøjer til at få folk i kirke.
Bliver vi i Løsning Sogn, så kan Henrik Højlund blandt andet pege på en stærk tradition i det område af Danmark, som netop er kendt som ”de stærke jyders egn”.
”Historisk har det at gøre med en særpræget vækkelsesbevægelse i området, som har trukket lange tråde helt frem til nutiden og skabt noget særligt på egnen. I sognet har man sørget for at holde fast i traditionen og i den klassiske kristendom. Ingen præst i Løsning Kirke har stået for en fortyndende forkyndelse,” siger han og tilføjer, at kirken ligefrem kan have betydning for, hvor folk bosætter sig.
”Når vi spørger folk, siger de, at de gerne vil bo her, fordi Løsning Kirke er en god kirke at gå i – at her er en stor og favnende menighed og præster med noget på hjerte.”
Før besøget i en af landets andre populære kirker er det tid til at se, hvad vi generelt ved om kirkegang.
Det er først og fremmest ikke meget, siger Steen Marqvard Rasmussen. Han er sociologisk vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og står for arbejdet med deltagerstatistik og kirketællinger. Ifølge ham findes der ikke tal fra samtlige stifter til at give et overblik over kirkeaktiviteten i dag og tidligere.
Men ud fra de tal, der findes, kan man pege på tre overordnede forklaringer på god kirkegang, siger Steen Marqvard Rasmussen.
Den første er, som Henrik Højlund nævnte, områdets tradition. Vækkelsesbevægelserne i Jylland sætter stadig deres præg på kirkegangen i bestemte områder, og tidligere undersøgelser har for eksempel vist, at kirkegangen i Viborg Stift set i forhold til indbyggertallet er dobbelt så stor som i Roskilde Stift, siger han.
GRAFIK: Klik på knapperne, og læs om 10 populære kirker, som trækker mange til gudstjenester. Teksten forsætter nedenunder
En anden forklaring er, at tallene ifølge Steen Marqvard Rasmussen tyder på, at sogne med en stor andel af folk med lange uddannelser generelt har en højere kirkegang.
”Det tolker jeg sådan, at veluddannede mennesker har et mere polariseret forhold til kirke og kristendom end den øvrige del af befolkningen. Det vil sige, at de veluddannede er mere tilbøjelige til at være enten for eller imod kirken, og de, der er for, bidrager da til at give kirkegangen et ekstra løft.”
Den tredje og sidste forklaring er en indsats hos kirkerne selv. Der kan være tale om en populær præst, et aktivt menighedsråd eller en skarp kirke-profil. Selvom tal peger på, at søndagsgudstjenesten er den aktivitet, der samlet set trækker flest danskere i kirke, så fylder anderledes aktiviteter for familier, unge og ældre i løbet af ugen stadig mere, fortæller Steen Marqvard Rasmussen.
”Kirkens bevidsthed om at have mange forskelligartede tilbud er vokset i de senere år. Det er sket ud fra en erkendelse af, at folk er blevet inddelt i mange forskellige segmenter. I dag har vi nærmest 117 tv-kanaler til de forskellige segmenter, og kirken har forstået, at den også skal have flere varer på hylderne, hvis den skal være relevant. De forskellige tilbud afspejler kirkens mangfoldighed i befolkningen.”
Selvom mennesker har vidt forskellige motiver til at gå i kirke, kan de groft inddeles i nogle overordnede kategorier, siger Henrik Bundgaard Nielsen. Han er generalsekretær i Kirkefondet, som inspirerer og vejleder kirker i, hvordan de kan være nærværende og relevante for mennesker i dag.
Mere præcist vil han pege på fire kirkegængergrupper:
1) gudstjenestemenigheden, som går fast i kirke om søndagen.
2) kalendermenigheden, som kommer til bestemte højtider som jul og fastelavn samt til spaghettigudstjenester og lignende, som er blevet ”sat i kalenderen”.
3) den biografiske menighed, der kommer til ”livsbegivenheder” som dåb, konfirmation, vielse og begravelser. Og 4) segmentmenigheden, som krydser sognegrænser og kommer i de kirker, der har netop de relevante tilbud for dem.
”Hvis man vil have flere folk i kirke, så kan man med fordel fokusere på at give de tre sidste grupper anledning til at møde op. Det kan være ved at tænke i flere tilbud til kalendermenigheden – jagtgudstjenester, for eksempel; ved at tænke i andre livsbegivenheder, som kan få den biografiske menighed ind – et sølvbryllupsritual eller guldkonfirmationer; og at tænke i aktiviteter for unge, gamle og familier,” siger han.
I Skovlunde Kirke nordvest for København oplever man netop, at anderledes aktiviteter får folk i kirke. Kirken tilbyder klubber for yngre og ældre kvinder, som kan høre foredrag om og af deres eget køn, en klub for mænd samt spisefællesskaber. Holdene har plads til mellem 100 og 150, og der er stort set altid venteliste på de faste aktiviteter, fortæller sognepræst Henriette Thorup Ringgaard.
”Der har altid været en folkelig opbakning til kirken som et slags sognets forsamlingshus, men vi har også gjort vores for at forblive en aktiv aktør og medspiller. Det, at vi får folk til aktiviteterne, betyder samtidig, at folk opdager, at kirkens gudstjenester også er noget, de kan komme til. De forbehold, de kan have, forsvinder, når først de møder præsten, personalet og andre, der også kommer i kirken,” siger hun.
Andre kirker peger på fordelen ved blandt andet at holde aktiviteter for børn og unge. I Brorsons Kirke i København dukker der ofte over 100 mennesker op til den rytmiske højmesse Bøn&Brunch, der holdes to søndage i måneden. Derudover kan de samle op til 400 ved store koncerter eller ved aftengudstjenesten Brorsons After Dark, hvor et band deltager.
I Aarhus Valgmenighed deler man blandt andet kirkens børn ind i grupper efter alder og laver særlige aktiviteter for dem i andre lokaler, mens deres forældre er til søndagsgudstjeneste. Og i Christianskirken i samme by vurderer sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, at kirken ud over de almindelige aktiviteter for minikonfirmander og konfirmander har cirka 20 forskellige grupper for børn, unge og voksne.
Og så skal man heller ikke undervurdere præstens betydning. Rundtom i landet findes der præster, som i kraft af deres egen person har formået at forvandle halvtomme kirker til store forsamlinger på søndage og sogneaftener. Nogle af de kendte i medierne er de sjællandske sognepræster Kathrine Lilleør og Poul Joachim Stender, men i Rungsted Sogn i Helsingør Stift har provst Hans Henrik Nissen også formået at skabe liv i kirken. Da han kom til kirken for 28 år siden, fik han den opmuntrende besked, at han skulle regne med 10-12 kirkedeltagere hver søndag, hvis ikke menighedsrådet også dukkede op. Nu har han i gennemsnit 80-100 deltagere.
”Noget af det første, jeg gjorde, var at gå i gang med at pleje menigheden. Det er vigtigt at give dem et sted, hvor de føler, de kan mødes og være en del af et fællesskab, og hvor præsten ved, hvad de hedder, og taler til dem med nerve, alvor, fromhed og levende engageret tale. Du kan ikke tænde ilden i noget, hvis du ikke selv brænder. Man skal læse en prædiken, som var det et kærestebrev – men man skal samtidig huske, at det er Guds og ikke præstens ord, folk kommer for at høre,” siger han.
Og når så først man har fået nogle stykker i kirke, så kan man ifølge Hans Henrik Nissen glæde sig over Matthæus-effekten: Den, der har, skal få mere.
”Når der kommer et fremmed menneske ind til gudstjeneste hos os i den tro, at han kun vil blive mødt at to ældre damer, så er det noget, der gavner os. Man bliver positivt overrasket og får måske lyst til at komme igen. Men selv når menigheden har vokset sig stor, skal man sørge for at holde den ved lige. Ellers gider folk ikke komme.”
Hans Henrik Nissen sørger også for at give folk en anledning til at komme forbi kirken. Han beder forlovede par om at kigge forbi til en gudstjeneste inden bryllupssamtalen med dem, og når nye konfirmander skal indskrives, så kræver han, at de og deres forældre møder op i kirken til gudstjeneste.
”Det handler om at give folk et alibi for at komme.”
Medansvar er også vigtigt, oplever sognepræst i Brønderslev Kirke i Nordjylland Gitte Lykke Andersen. Kirken har de seneste år øget antallet af hverdagsaktiviteter, og det har også medført flere kirkegængere til gudstjenesterne om søndagen, hvor knap 140 dukker op i gennemsnit.
Ifølge hende har aktiviteterne skabt fællesskaber og engagement.
”For eksempel oplevede vi, at forældre fandt sammen i fællesskaber ved vores børneaktiviteter, og da børnene så blev for gamle, foreslog forældrene selv nye aktiviteter og blev også frivillige. Vi har også forældre, der er kommet med i menighedsrådet, så det forgrener sig ud,” siger Gitte Lykke Andersen og tilføjer, at engagementet også gælder de unge selv.
”Vi har konfirmander, der er begyndt at arbejde som frivillige, og tidligere konfirmander, der er blevet ungdomsmedarbejdere. Og ved indsamlinger til for eksempel Folkekirkens Nødhjælp kan vi også finde på at prikke nogle unge på skulderen og spørge, om de vil hjælpe. Det at sige, at vi har brug for dem, giver dem et medansvar, som gavner kirken.”
Tilbage i Løsning Sogn har Henrik Højlund også en ekstra faktor, som er umulig at styre, men absolut nødvendig at nævne, når det kommer til kirkevækst: Helligånden.
”Når alt kommer til alt, så kan vi sagtens prøve at lave formler for, hvordan vi får folk i kirke. Men der er ingen automatik i det her. Der er altid det ubekendte, der handler om, hvad Gud og ånden gør. Det har vi ikke styr på – og tak for det!”.