Prøv avisen

Kunstsamlingen på herregården

Verdens største studiesamling over en enkelt kunstner, J.F. Willumsen, kan opleves på Odden i Vendsyssel. Samlingens skabere, Kirsten og Victor Petersen, på henholdsvis 72 og 82 år, forestår den daglige drift, men kan ikke fortsætte ret længe

Juleaftensdag er der åbent indtil klokken 16. En billet gælder en uge. Det forretningsmæssigt betænkelige i dette anfægter ikke Victor Petersen. Det vigtigste for ham er, at gæsterne får god tid til at lære Willumsen-samlingen på herregården Odden i Mygdal ved Hjørring at kende. Den samling, hvis opbygning er hans livsværk. Lad dette være de første antydninger af, at vi er ankommet til et usædvanligt sted. 862 arbejder af maleren, billedhuggeren, grafikeren, keramikeren og arkitekten J.F. Willumsen (1863-1958) hænger tæt i de smukke, atmosfærefyldte rum på den mere end 600 år gamle herregård. Ophængningen giver et indtryk af Willumsens omstændelige skabelsesproces. Man kan følge hans arbejde fra de første skitser over de stadigt mere grundige forarbejder frem til »generalprøven« (Willumsens udtryk) på det færdige værk. Samlingen, der i alt består af godt 1400 studier, skitser, tegninger og malerier, anses for at være verdens største studiesamling over en enkelt kunstner. I årene 1969-1980 kunne den ses i Ribe. Derefter var den opmagasineret indtil 1989, da den kom til Odden. I mere end 11 år har museets daglige drift været varetaget af Kirsten og Victor Petersen på henholdsvis 72 og 82 år. Parret, der fejrede guldbryllup sidste år, bor i et hus over for hovedbygningen. Samlingen ejes af en kongeligt konfirmeret fond, der oprettedes i 1969. Indvielsen overværedes af dronning Ingrid og daværende kulturminister Kr. Helveg Petersen. Festtalen ved fondens 25 års jubilæum holdtes af kulturministeren dengang, Jytte Hilden, der blev en ven af huset. Dette er symptomatisk for det gode forhold, Victor Petersen har haft til de skiftende kulturministre. Kirsten og Victor Petersen arbejder gratis for fonden, til hvilken de tilmed forærede samlingen. At passe museet er ifølge Victor Petersen ikke et arbejde, men en fornøjelse. Men det er en fornøjelse med omkostninger. Hvordan skulle det være anderledes med den generøse åbningstid? »Alle dage«, kun med den indskrænkning, at ægteparret juleaftensdag tillader sig at lukke to timer tidligere end ellers på den årstid. I de 11 år, hvor Kirsten og Victor Petersen har passet museet og taget sig af rundvisninger, har de kun to gange begge været borte fra Odden så længe som i halvandet døgn. Med ansættelsen (foreløbig for et år) af en hjælper pr. første februar er de imidlertid blevet lidt mindre stavnsbundne. Og da Kristeligt Dagblad besøgte dem, havde de netop været fire dage i Sydengland, hvis milde klima fjernede gigtsmerterne fra Victor Petersens ben lige så hurtigt, som de efter hjemkomsten vendte tilbage. Hvad skuffen gemte Selvom gigten er en ganghæmmende plage, er der noget andet, som optager Victor Petersen mere: Hvordan kan de sikre samlingens fremtid? Uden at kende den slipper han ikke frivilligt livsværket. - Da jeg i slutningen af 1940'erne begyndte at opkøbe tegninger, syntes kunsthistorikerne, at jeg var en gal mand, der interesserede sig for atelier-opfejninger, fortæller Victor Petersen. - Men i dag køber museerne rask væk disse »opfejninger«. Derfor er det sjældent, vi får nye ting. Vi kan ikke være med i konkurrencen. - To næsten ens akvareller, forarbejder til et maleri, købte vi for 200 kroner stykket. En tredje akvarel var i september sidste år til salg i en kunsthandel i København. Den var vurderet til 12.000 kroner, men blev solgt for 41.000. Vi havde skaffet penge, så jeg kunne købe for indtil 20.000 kroner. - Willumsen blev overhovedet ikke regnet i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne, siger Victor Petersen, der støtter udsagnet med et drastisk eksempel: en Willumsen-tegning degraderet til køkkenpapir. Han fandt den i en skuffe hos en marskandiser. Der gjorde den i al ydmyghed tjeneste som underlag. Tegningen vendte nedad, kun det uberørte, hvide papir var at se. Ved en anden lejlighed opsporede Victor Petersen en skitse, der blev brugt som omslag på en skolebog. - Willumsen var meget streng over for sig selv. Vi har 105 forarbejder til hans billede »Badende Børn«. Jeg ville ikke blive forundret, hvis der er 300 forarbejder. 100 er måske forsvundet i løbet af de 100 år, der er gået. Og andre 100 hænger andre steder. Det er fantastisk, så grundig Willumsen har været! Og så kritisk over for sig selv! J.F. Willumsen fortalte således om sin arbejdsmetode: »Efter at alle Forarbejder er gjort til et Billede (...), og jeg tror at kende til Punkt og Prikke alt, hvad der er nødvendigt for at kunne gennemføre Billedet, maler jeg et Forarbejde til det, som oftest i fuld Størrelse, helt ud af Hovedet. Det er det Forarbejde, jeg kalder »Generalprøven«. Derved vil det vise sig, om jeg formaar at male selve Billedet med den Viden, jeg har faaet ind ved Hjælp af mine Studier, eller om der skal flere til. Thi jeg holder paa, at en Maler ikke behersker sit Emne, naar han ikke kan det udenad. Man kan nemlig ikke i samme Øjeblik være den spørgende Elev og den vidende Mester.« Tre modeller til én kvinde Willumsen er den store ener i dansk kunst. Hans værk indtager en særstilling og lader sig ikke uden videre entydigt indpasse i kunsthistorien. Han er en af de mest alsidige danske billedkunstnere, maleriet var dog hans foretrukne udtryk. I sit fædreland følte han sig forkætret, og de sidste 40 år af sit lange liv boede han for det meste i Sydfrankrig, især i Nice. Et år før hans død indviedes J.F. Willumsens Museum i Frederikssund. Det årlige besøgstal på Odden angives at være cirka 17.000. I dette tal er dog ikke medregnet de temmelig mange, der udnytter tilbuddet om genbrug af indgangsbilletten. Forståeligt at de gør det. For skal man blot tilnærmelsesvis gøre sig fortrolig med stedet og dets ånd, er det ikke tilstrækkeligt med en hurtig halv times gennemgang. På den tid når man kun en lille del af billederne. Og man når i hvert fald ikke at udforske de mange detaljer i udviklingen frem mod det færdige værk. En særlig interesse samler sig naturligvis om nogle af de mest berømte. Såsom studier til samt »generalprøve« på »Efter stormen« (1905) i »Sommerstuen«. Udkastet i »Det rosa værelse« til »Sophus Claussen læser sit digt Imperia for Helge Rode og J.F. Willumsen« (1915). Eller studierne i »Det grønne værelse« til »Bjergbestigersken« (1904). Med den pointe, at kunstneren brugte tre forskellige modeller til skabelsen af den monumentale kvindeskikkelse på bjerget. Har Victor Petersen mon et yndlingsbillede? Spørgsmålet stilles, da vi sidder bænket i herregårdskøkkenet og (skønt mætte efter frokosten med hjemmetilberedte sild, sylte og ost) er i gang med det andet stykke af den lagkage, som kan købes der, og som mange gæster utvivlsomt har bevaret i sød erindring. - Et yndlingsbillede? Det bliver jeg tit spurgt om, siger Victor Petersen. - Jeg synes, at billederne er gode alle sammen. Man får et vældigt indtryk af, hvor ihærdigt Willumsen arbejdede. Han gik aldrig på kompromis. Er de færdige værker altid de bedste? - I nogle tilfælde har »generalprøverne« mere voldsomhed og vildskab. Fæstebønderne Billederne er imidlertid ikke det eneste udbytte af et besøg på Odden. Undervejs gennem rummene bør man tage sig tid til de gamle møbler, hvis tilstedeværelse er afstemt efter interiøret. Indimellem kan man kikke ud ad de høje vinduer og måske tænke på den krigeriske bondefører Skipper Clement, der under Grevens Fejde i 1530'erne forsøgte at tiltvinge sig adgang. Men han måtte opgive. Odden var den eneste herregård i Vendsyssel, han ikke kunne indtage. Hans afmagt skyldtes det ufremkommelige terræn: en landtange med indsø og voldgrave og dertil en afvisende vindebro. Under store protester fra egnen lod herremanden i 1914 gennemføre en afvanding, hvortil han havde fået landbrugsstøtte. Som ikke-statsanerkendt museum modtager Odden intet offentligt tilskud. Derfor oprettedes i 1995 »Støtteforeningen Oddens Venner«, hvis cirka 900 medlemmer indbetaler 200 kroner om året. Disse penge bruges til vedligeholdelse af bygningerne, til kunstsamlingen samt til indkøb af nye værker. Man bliver medlem ved at underskrive et fæstebrev. Så er man »fæstebonde« og som sådan forpligtet til at udføre fire timers hoveriarbejde om året. Det er dog vist især de nærmestboende, der må holde for. »Lønnen« består i, at man en gang om året kan spise gratis på Odden: gule ærter »med alt, hvad det indebærer«. Mange kendte er blevet »fæstebønder«. Blandt andre både den nuværende og en forhenværende udenrigsminister, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, skuespillerne Ghita Nørby og Tommy Kenter. Også den afdøde stifter af Louisiana, Knud W. Jensen, lod sig indrullere og sagde i den forbindelse: »Det er med glæde, jeg er blevet fæstebonde hos herremanden (og -kvinden ikke at forglemme). Jeg har i årtier beundret Victor Petersens ildhu som samler af væsentlige arbejder inden for Willumsens livsværk.« Tåreblændet referent Ligesom Knud W. Jensen bør andre huske kvinden på Odden. Kirsten Petersens medvirken har været en afgørende forudsætning for, at Victor Petersen har kunnet komme så vidt med samlingen, som tilfældet er. Han er den af de to, der har den største interesse for Willumsen, men, som han siger, »min kone er fulgt gævt med«. Uanset sin uundværlighed foretrækker Kirsten Petersen at holde sig udenfor pressens rampelys. Den foretagsomme og finurlige Victor Petersen er født i Eskelund ved Brørup i Sydjylland. Han fattede tidligt interesse for journalistik. Men et job som referent fra begravelser viste sig ubærligt for den unge mand med anlæg for tårer. Han cyklede fra avis til avis i et forsøg på at blive journalist for alvor, men ingen ville ansætte den ordblinde stammer. Jamen, så var der jo ikke andet for end selv at udgive en avis! Han valgte at gøre forsøget i Middelfart, hvor »Middelfart Avis« netop var gået konkurs. Han havde aldrig været på et trykkeri og anede intet om, hvordan en avis blev til. Ikke desto mindre kom hans »Middelfart Dagblad« på gaden. Under krigen påtog Victor Petersen sig at trykke »Frit Danmark«. Dette illegale arbejde, der kunne have betydet dødsstraf, havde han udført i to år, da han i oktober 1943 måtte flygte fra tyskerne. Skjult om bord på en kulbåd slap han til Sverige. Efter krigen bestyrede han Morsø Avis, Svendborg Amtstidende og Ærø Avis, inden han i 1950 blev redaktør for Ribe Stiftstidende. En post, han bestred i 30 år. Men nu gælder det fremtiden. Willumsen-samlingens fremtid. Det haster. Ikke ret længe endnu vil Kirsten og Victor Petersen, der begge har problemer med helbreddet, kunne fortsætte med at varetage museets daglige drift. - Det er meget vigtigt for os, at samlingen sikres, siger Victor Petersen. Flere kunstmuseer har vist interesse for den. Som det ser ud i øjeblikket, er det mest nærliggende nok, at samlingen placeres i Skagen, hvor besøgstallet forventes at kunne stige betragteligt. Et bud har lydt på over 40.000 betalende gæster allerede det første år i den turistvrimlende by. Samtidig arbejdes der med planer om at genskabe Odden som middelalderborg. Det vil blandt andet medføre, at den voldgrav, der er forsvundet, skal vende tilbage. Samtlige borgmestre i Vendsyssel støtter planerne og er medlemmer af det præsidium, der med prinsesse Elisabeth som protektor er dannet til støtte for projektet. Victor Petersens Willumsen Samling. Herregården Odden, Oddenvej 1, Mygdal, Hjørring. Åbent alle dage. 1. juni - 31. august kl. 9-19. 1. september - 30. juni kl. 10-18.