Vi mangler en nøgtern undersøgelse af, hvad ansættelsen af kvinder i mere end halvdelen af præstembederne har betydet for folkekirken. Der er flere interessante perspektiver ved udviklingen.
Den første meget lille generation af kvindelige præster var gode til at optræde autoritativt i de første årtier efter indførelsen af kvindelige præster i 1948, så de hurtigt blev accepteret af store dele af lægfolket, fordi de i deres fremtræden ganske enkelt lignede de mandlige præster. Fra 1970’erne og frem blev de afløst af et kraftigt stigende antal kvindelige præster fra en ny generation, som fornemmede, at både de selv og deres præstearbejde stod sig ved, at de lagde vægt både på personlig tilstedeværelse og empati i deres arbejde i et omfang, som det ikke havde været vanligt blandt mandlige præster. De mandlige præster var imidlertid hurtige til at lure kvinderne kunsten af. Den største ændring i præsterollen blev derfor de mandlige præsters skifte siden cirka 1980, hvor de på kun én generation gik fra at optræde som autoritative, måske autoritære, til at optræde mere personligt og empatisk.
Skiftet i præsterollen skyldtes dog ikke kun kvindernes indmarch, men langt mere befolkningens ændrede forventninger til præsten. Da jeg skrev speciale om præsterollen i 1975, primært på grundlag af undersøgelser fra 1960’erne, var sagen klar: Folk flest forventede, at præsten skulle optræde som én, der kunne garantere, hvad der var op og ned og godt og ondt i kirke og samfund. Konen stod ved præstens side, og børnene sad velfriserede i kirken om søndagen, selvom de ofte var de eneste fra deres aldersgruppe.
Efterhånden forsvandt behovet for en præst, der kunne stå som garant for et samfund, der ikke længere fandtes i de fleste menneskers virkelighed. I stedet fik man nu brug for en præst, som man kunne identificere sig med, én, der talte med baggrund i sin egen kamp med det omskiftelige liv, som mennesker stod midt i. Det var et stort held for folkekirken, at de kvindelige præster, der ofte var rigtig gode til at leve op til de nye forventninger, kom på banen i akkurat de år, hvor forventningerne til præsten ændredes så drastisk.
I sidste halvdel af det 20. århundrede var bemærkningen ”Man kan slet ikke mærke, at du er præst”, den største ros, en præst kunne få. Der var et stort folkeligt behov for at få præsterne pillet ned fra de autoritære og fromme piedestaler, som de i praksis ofte for længst havde forladt. I filmen ”Italiensk for begyndere” fra år 2000 siger hotelportieren Mortensen efter en samtale om et personligt problem med præstevikaren Andreas: ”Man kan godt nok mærke, at du er præst.” Det markerede en ny tid: At være præst er stadig et teologisk reflekteret håndværk, men nu forventes det også, at præsten er et menneske mellem andre med de problemer, der hører vor tid til. Det er hovedpointen i de snart utallige film med præster som vigtige figurer, der er produceret i Danmark gennem de seneste tre årtier.
Hvorfor har kvinderne som hovedregel haft lettere ved at leve op til de nye forventninger til præsten end mændene? Det skyldes primært de to små, men dog vigtige forskelle, der er mellem kvinder i almindelighed og mænd i almindelighed. For det første kan kvinder blive gravide, bære et foster, føde et barn og amme deres spædbørn. Det giver kvinderne nogle unikke erfaringer, som mænd nok kan ønske sig, men aldrig rigtigt kan få.
For det andet har kvinder indtil i dag været ganske kraftigt rodfæstede i den form for kvindekultur, der er indrettet til at tage vare på de skrøbelige liv, som især skal værnes om i hjemmet. På det område kan mændene sagtens tage deres del, men helt er det ikke sket endnu. Med disse særlige former for udrustning har kvindelige præster i mange henseender været foran på point, når det gjaldt om at udfylde den nye præsterolle.
Hertil kommer naturligvis, at kvinderne udgjorde en enorm intelligensreserve, som folkekirken ligesom mange andre samfundsinstitutioner gik glip af før kvindernes indtog.
Folkekirken har i dag et godt tag i sin opgave med at præsentere og repræsentere kristendommen, så Kristus kan bo ved troen i menneskers hjerter. Det giver næsten sig selv, at en meget stor del af forklaringen herpå er de kvindelige præster. Man kan blot anstille en modprøve: Hvordan havde konfirmationstallene set ud, hvis konfirmandforberedelsen i dag foregik på samme måde som i 1960? Hvordan ville folkekirken have set ud, hvis der med usynlig skrift var skrevet over alle kirkedøre: Her forkyndes evangeliet for alle, dog ikke af kvindelige præster?
Det ville have været en katastrofe og et eklatant svigt af kirkens opgave.8
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.