Prøv avisen

Kvindelige præster: Sådan oplever vi diskrimination

Flere af de kvindelige præster, Kristeligt Dagblad har talt med, har især i deres første tid som præst oplevet at blive talt ned til at kolleger og andre samarbejdspartnere, om end de ikke omtaler den slags oplevelser som direkte diskrimination.

Det er ikke opfattelsen hos de fleste kvindelige præster, at de har været udsat for kønsdiskrimination. Det viser en rundringning, Kristeligt Dagblad har foretaget blandt kvindelige præster i Danmark

”Har du nogensinde følt dig diskrimineret af en mandlig kollega på baggrund af dit køn?”.

Det har Morgenavisen Jyllands-Posten spurgt kvindelige præster i folkekirken om, og i søndags kunne man læse, at en fjerdedel af de adspurgte svarede ja. Men hvad gemmer der sig bag tallene, og hvilke konkrete oplevelser med diskrimination har kvindelige præster haft? Kristeligt Dagblad har ringet til en række kvindelige præster fra hele landet, fra Hvide Sande til Bornholm, for at blive klogere på de spørgsmål, og der er langt mellem oplevelser af decideret diskrimination.

Christina Inés Wandel, som er sognepræst i Jersie-Kr. Skensved i Østsjælland, og som skriver på en master- opgave i teologi om ligestilling i folkekirken, ser ikke store problemer med diskrimination af kvindelige præster i folkekirken.

”Det kan godt være, at der er et par mandlige præster, som ikke vil give os hånd. Det har jeg selv oplevet. Men det skal de da have lov til, for vi ser forskelligt på Bibelen. Jeg synes, at problemet ligger et andet sted, nemlig ved, at der ligger nogle forskellige forventninger til, hvad kvindelige versus mandlige præster skal kunne,” siger hun.

Christina Inés Wandel har ikke oplevet den slags forventninger fra sine mandlige kolleger, men fra skiftende menighedsråd og øvrige omgivelser.

”Det er udefrakommende forventninger om, at kvindelige præster leverer omsorg, bollebagning og babysalmesang, mens mandlige præster er bedre til den tunge teologi. De er dem, der skal skrive doktordisputatser og kyndige prædikener. Det er jeg træt af, og den slags synes jeg vi skal kunne tale om.”

Flere af de kvindelige præster, Kristeligt Dagblad har talt med, har især i deres første tid som præst oplevet at blive talt ned til af kolleger og andre samarbejdspartnere, omend de ikke omtaler den slags oplevelser som direkte diskrimination. En af dem er sognepræst Vibeke Houmøller fra Sankt Lukas Kirke i Aarhus.

”Jeg har aldrig oplevet, at nogen behandlede mig decideret dårligt, fordi jeg er kvinde. Men jeg har oplevet situationer, hvor ældre, mere erfarne mænd har sagt nogle lidt arrogante ting til mig som yngre kvindelig præst. Jeg tror dog i virkeligheden mere, at det er udtryk for alders-diskrimination end for kønsdiskrimination,” siger hun.

Laura Cæcilie Jessen er sognepræst i Vestermarie og Nylars Kirker på Bornholm og understreger, at hun har ”fuld respekt” for dem, der oplever diskrimination, men hun er ikke selv stødt på den i sit virke.

”I mit daglige virke fylder det ikke meget, at jeg er kvindelig præst. Jeg går ikke rundt og tænker på mig selv som kvindelig præst, og det er heller ikke mit indtryk, at andre tænker det om mig. Derfor er jeg meget taknemmelig over for de kvinder, som er gået forud og har trådt stierne og taget nogle tæsk for os andre, ligesom jeg også er taknemmelig over for de kvinder, der stadig gør det.”

I Tarm Sogn oplever Birgitte Nør Jahn heller ikke diskrimination på grund af sit køn.

”Jeg er i et provsti, hvor der egentlig er nogle præster, som har den holdning, at kvinder ikke skal være præster. Men jeg har ikke oplevet nogen ubehageligheder, kun gensidig respekt.”

Hvor nogle præster vil opleve det som diskrimination, at en mandlig kollega på grund af en konservativ teologisk bibeltolkning ikke vil anerkende dem som præster, vil andre ikke dele den oplevelse. Og der er forskel på, om man føler sig personligt diskrimineret på sin person eller anfægtet på sit fag, mener Eva Holmegaard Larsen, der er sognepræst i Nødebo Sogn i Nordsjælland. Hun oplever ikke diskrimination i sit virke som præst.

”Den generation, der var før os, har virkelig skullet bane vejen, for at vi kunne komme på banen i folkekirken. De har oplevet grove former for diskrimination, tilsidesættelse og nedladende sprog på grund af deres køn. Men det er svært for mig at se, hvordan det kan tage sig ud i dag. For jeg oplever, at vi som kvindelige præster står i en meget stærk position i folkekirken. Gennem de seneste 25 år er vi gået fra at være ’kvindelige præster’ til at blive ’præster’,” siger hun.

Som præst i København oplever Mia Rahr Jacobsen ikke ofte den konservative teologi, som andre steder i landet kan betyde, at kvindelige præster fravælges.

”Hovedpointen for mig er, at når jeg taler med andre kvindelige præster, er køn ikke ligegyldigt for os, og i København, hvor jeg er præst, handler det altså ikke om konservativ teologi. Jeg kender til eksempler, hvor kvinder søger en ledig præstestilling og får at vide, at der i forvejen er flere kvindelige præster i det sogn, og at man derfor vil ansætte en mand for at undgå, at det bliver en hønsegård. Det er jo ikke et teologisk standpunkt, men en mere generel arbejdspladsproblematik, når kvinder omtales på den måde,” siger sognepræsten, der virker ved Sankt Jakobs Kirke på Østerbro.

”Det handler jo ikke om hverken at gøre sig selv til offer eller være efter mænd, men om at man i situationer kan se, at kønnet spiller en rolle. Jeg tror dog, folk er påpasselige med at fortælle om deres oplevelser af diskrimination efter MeToo-bølgen, hvor kvinder, der fortalte om deres oplevelser, blev kritiseret for at være ude efter andre,” tilføjer Mia Rahr Jacobsen.