Prøv avisen

Kvinden i Barbaras præstegård

dsdsdssdsd. Foto: Bente Clausen.

Den første kvindelige præst på Færøerne kan sagtens ende med tre-fire dages transport hjem fra en gudstjeneste

Når 68-årige Elsa Funding holder gudstjeneste i Færøernes østligste sogn, øen Fugloy, er det altid spændende, hvornår hun kommer hjem til præstegården igen. Vejret på Færøerne er uforudsigeligt, og ikke mindst når et pastorat har tre økirker med i puljen, kan det ende med tre-fire dages ophold.

– Første gang det skete, kom jeg hjem efter tre dage. Brændingen var så høj, at selv ikke helikopteren turde lande. Jeg havde ikke prædikenlisten med, så det var heldigt, at jeg kom af sted torsdag. Det gav mig tid til at skrive den næste prædiken, siger hun.

Elsa Funding er Færøernes første kvindelige præst. Hun blev ordineret næsten 30 år efter de første kvindelige danske præster: i 1977.

– Jeg kan høre på mine kvindelige kolleger, at det er værre at være kvindelig præst nu, end da jeg blev ordineret, siger hun. Og hiver med et stort smil en karikaturtegning frem fra avisen Socialurin, hvor mandlige præster er ved at hegne kirken ind. Teksten under tegningen hedder: Stærke præster affolker folkekirken.

– Så slemt synes jeg nu heller ikke, det er, siger hun om de især yngre mandlige kolleger.

– Jeg kunne jo være mor til dem, siger hun lidt forbavset.–

– Da jeg fik mit første embede på Soderø, arbejdede jeg tæt sammen med Heimamissionens (Indre Mission) formand. Han er en af de bedste kolleger, jeg har haft, og jeg har aldrig hørt et ondt ord om mig som kvindelig præst hverken fra ham eller menighederne.

– I dag vil formanden for Heimamissionen ikke acceptere mig som præst. Det er en udvikling, der har været i gang siden 1980?erne, da en dansk præst på den teologiske yderste højrefløj i radioen sagde, at han var et talerør for mange på Færøerne, og at modstanden mod kvindelige præster og vielse af fraskilte var latent, siger Elsa Funding.

– Jeg mærker intet til det her på Vidoy, men jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er sket. Det ligger så langt fra den lyse kristendom, mine bedsteforældre fortalte om. Det var deres tro, der gjorde, at jeg ville være præst.

Den helt store præmie ved Norderøernes Præstegæld (det færøske ord for pastorat) ud over menighederne er præstegården og naturen.

Det bliver også bemærket i guidebogen for Færøerne: Vidoy-øen regnes for at være en af de vildeste og mest imponerende af de 18 færøske øer. På nordsiden af øen ligger Vesteuropas højeste forbjerg, der falder mere end 700 meter lodret ned i Atlanterhavet.

Bygden Vidareidi, hvor præstegården ligger, er den eneste grønne plet på kortet over Vidoy. Resten er fjelde. Det kræver seks tunneler og to broer at komme fra Thorshavn til Vidareidi. Men det er turen værd. Når man kører ned ad fjeldet, kommer dalen frem, hvor den lille hvide kirke på kanten af klippen har en formidabel havudsigt – som kirkegængerne dog ikke kan nyde under gudstjenesten. Og bag den ligger en af de ældste præstegårde på Færøerne. Den ældste "nulevende" del af den er fra midten af 1800-tallet.

Der er mange turister, som bramfrit banker på vinduerne for at komme ind og se "Barbaras præstegård". Ifølge legenden har præstefruen Beinta nemlig boet i det sorttjærede træhus med græstag. Hun skulle være det forføreriske forbillede for Jørgen-Frantz Jacobsens (1900-38) "Barbara", der udspiller sig i 1700-tallet. Der findes også andre forklaringer på Barbara-figuren.

Elsa Funding, som inviterer turisterne indenfor i de lavloftede stuer, afliver også myten om, at Beintas skab er forhekset, og at den, der flytter det, ikke lever året ud.

– Der er en konservator, som har fortalt mig, at skabet ikke er ældre end 1880. Så det er altså ikke Beintas, siger hun tørt om skabet, der ligger ude i den gamle stald.

Men tilføjer så, at under Anden Verdenskrig var der en færøsk præst, der faldt over bord fra et skib, og siden blev han skilt.

Han havde flyttet Beintas skab.

Selv humper Elsa Funding rundt og er nu sygemeldt. Det skyldes ikke Beintas skab, men den færøske økonomi. Hun skulle have været opereret i foden sidste år, men på grund af underskuddet på Færøernes budget blev kun færinger med livstruende sygdomme sendt til Danmark til behandling.

– Men senere i maj kommer jeg af sted. Og hvornår, jeg går på pension, afhænger af, hvordan operationen går.

Ikke desto mindre har Elsa Funding både bagt boller og æblekage til besøget. Hun er ellers ikke meget for pressen.

– Da mit græstag under en voldsom storm for fire år siden gled ned som gardiner foran køkkenvinduerne, skrev aviserne, at jeg var stået op ved 12-tiden. Det synes jeg ikke, de kunne være bekendt. Jeg havde faktisk været oppe hele natten, siger hun.

Inden sygemeldingen den 1. maj når Elsa Funding en sidste gudstjeneste. 30 mennesker er mødt op i Hvannasund Kirke, og det er ikke så ringe i en bygd med 250 indbyggere, hvoraf halvdelen er medlem af frikirken Brødrene. Det er også en særlig dag for konfirmander og deres forældre.

På Færøerne er der tradition for, at alle konfirmander går til nadver den første søndag efter konfirmationen.

Så mens "Altid frejdig" og "O kristelighed" – på færøsk – løfter kirkeloftet, står Elsa Funding med tydelige smerter ved alteret og gør klar til sin sidste prædiken i lang tid.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

-- I dag vil formanden for Heimamissionen (Indre Mission, red.) ikke acceptere mig som præst. Det er en udvikling, der har været i gang siden 1980'erne, siger Elsa Funding, som er Færøernes første kvindelige præst . --