Sygeplejerske: Kvinden med det dødfødte barn har jeg stadig med mig

Som næsten nyuddannet sygeplejerske tilbragte Mona Østergaard Klit en dag med en kvinde, der netop havde født et dødfødt barn. Mødet med kvindens sorg blev også en oplevelse af mening midt i lidelsen

Mona Østergaard Klit er underviser på sygeplejerskeuddannelsen og nyvalgt til menighedsrådet i Thisted Kirke. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Mona Østergaard Klit er underviser på sygeplejerskeuddannelsen og nyvalgt til menighedsrådet i Thisted Kirke. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det var en morgen i vinterhalvåret. Jeg var næsten nyuddannet sygeplejerske og mødte ind på hospitalet klokken 7 om morgen. Lederen på afdelingen fordelte arbejdet, og jeg fik en enestue, hvor der lå en kvinde, som aftenen før havde født et dødfødt barn. Jeg gik hen til stuen. Døren var lukket, og jeg bankede forsigtigt på. Ingen svarede. Jeg gik ind og så en kvinde, der lå i sengen. Hun var vågen, men kiggede ikke på mig og sagde ingenting. Jeg gik hen til sengen, sagde mit navn og så: ”Jeg kommer for at hjælpe dig i dag.”

Da jeg tilbød hende morgenmad, rejste hun sig op og fortalte, hvad hun ønskede. Efter morgenmaden fortsatte hun med at fremsætte forskellige ønsker.

Jeg bevarede roen og fulgte kvindens ønsker. ”Nu vil jeg gerne i bad”, og ”nu vil jeg gerne have mit barn herind”. Jeg hentede vuggen med barnet. ”Han skal vaskes, vil du give mig en vaskeklud,” sagde kvinden. ”Nu vil jeg gerne have ham herop til mig.”

Jeg hentede en varm vaskeklud og løftede tæppet til side i vuggen for at tage barnet op. Jeg blev overvældet af en bevægelse inden i mig. Jeg tænkte: ”Hvorfor fik dette barn ikke lov til at leve et liv?”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da jeg gav barnet til hende, løb tårerne ned ad mine kinder. Hun kiggede intenst på mig. Vi var ansigt til ansigt i stilheden på stuen. Hun græd og vaskede ansigtet på sit barn. Min vagt sluttede klokken 15. Jeg bestilte nye blodprøver, ordnede sygeplejeopgaverne og fik lagt en ambulant tid ind til kvinden til 14 dage efter udskrivelsen. Jeg sagde farvel til hende og tog hjem.

En dag omkring tre uger senere skulle jeg modtage indkaldte patienter. Jeg gik i venterummet for at tage en ny patient med til modtagerummet. En kvinde rejste sig hurtigt op, kom helt hen til mig og sagde: ”Må jeg lige tale kort med dig?”.

Vi fandt en niche, hvor vi kunne tale sammen. Jeg genkendte hende som kvinden med det dødfødte barn. Hun takkede mig for min måde at være sammen med hende på den første dag efter fødslen:

”Du blev hos mig i mit kaos den dag. Og jeg kunne se, at du også blev rørt.”

Jeg sagde også tak til hende. Så kom lægen, hun skulle tale med.

Da min vagt sluttede den dag, tænkte jeg for mig selv, at det vel nok var en fantastisk gave at få givet. En gave, jeg ikke havde forventet skulle komme til mig.

Dagen på stuen og mødet med kvinden tre uger senere er kommet tilbage til mig mange gange siden. Jeg husker, hvordan jeg stod med barnet i mine arme og mærkede meningsløsheden. Da kom påskens budskab med, at livet leves i lyset af glæden – i visheden om tilgivelsen på korset og livets sejr over døden.

Kvindens tak var en gave, som kom til mig uventet som en undren over livet og det, der kan opstå, når vi tør gå åbent ind i mødet med et andet menneske. Jeg kunne være gået ud fra stuen og have sagt til kvinden, at hun kunne ringe på klokken, hvis hun havde brug for noget. Men jeg ved nu, at det gør patienter i en sådan tilstand ikke. Det siger jeg altid til de studerende, når jeg bruger egne eksempler i min undervisning.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner kædes ofte sammen med sygepleje og omsorg. Ifølge Løgstrup kan man være barmhjertig ved at sige ja til barmhjertigheden, når den melder sig som mulighed i en given situation.

Løgstrup skriver om det i sin kendte tekst fra ”Den etiske fordring”: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Denne passus vækker bevægelse i os. Jeg kender mange sygeplejersker, der bevæges så meget af disse ord, at de ikke kan lade være med at trøste, handle og hjælpe. Det er, når etikken bliver synlig i hverdagen sammen med patienterne. Det var også det, der skete i mit møde med kvinden med det dødfødte barn. Der kom en åbning, og det er stadig en gåde for mig, hvordan den åbning opstod – at hun kunne bede om hjælp.

Den åbning spejles for mig i teksten om den syge ved Betesda Dam. Fortællingen om de syge ved Betesda Dam handler om lidelse og kaos, men også om den åbning, der kan opstå midt i kaos. Sådan var det også med kvinden, der havde mistet sit barn. Hun var lammet af angst og lidelse, men åbnede op og ville være rask igen, og jeg fik lov at være medhjælper i det.

Den relation, der opstod mellem kvinden og mig på den dagvagt for mange år siden, lever i mig og har lært mig at se mere nuanceret på dannelsen af relationer. At ”stå i det åbne” og lade situationen vise, hvad der skal ske. Tro er for mig først og fremmest hengivelse. At jeg som menneske hengiver mig og stiller mig undrende over for livets fænomener som noget, der har værdi i sig selv og taler til mig.

Når vi rammes, rystes og røres, sætter øjeblikke sig igennem. Øjeblikke, der spænder over fortid, nutid og fremtid. I dette spænd dukker meningen op. Det betyder noget, at et menneske fødes og dør. Mon dette øjeblik også har det i sig, at i øjeblikket har Gud sat mennesket stævne?

Hvad har udfordret din tro?

At tale om, hvad tro er. I Danmark er vi meget præget af arven fra Luther, og det betyder også, at troen ofte opfattes som noget meget privat, hvor vi hver især kan læse i Bibelen og gøre os tanker og erfaringer, men hvor det ikke er almindeligt at tale om troen i et fælles rum. Men jeg tror på, at der kan skabes et ”tredje rum” i samtalen om tro, og efterhånden som jeg er blevet ældre og har mere livserfaring, tør jeg i højere grad dele mine tanker med andre.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Et citat, som jeg virkelig synes har nogle relevante perspektiver også i dag, er fra Augustin (354-430), der i sin selvbiografi beskriver sin indre rejse. Derfra stammer den ofte citerede sætning: ”Du har skabt os til samfund med dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.” Det tror jeg, at der er meget sandhed i. Jeg tænker, at man som ateist ofte bruger en masse energi på at gøre modstand mod noget, og som sygeplejerske har jeg oplevet en del patienter, som, når de bliver meget syge, har fået et anderledes perspektiv på de eksistentielle spørgsmål om liv og død. Mange får brug for at tale med præsten og for at finde fred. Og her synes jeg, at Augustin har meget at sige.