Kvinders ligestilling blev fremmet af kirkeorganisationer

De kirkelige foreninger og frikirker gav på et tidligt tidspunkt kvinder en platform til offentligt virke, og dette ofte oversete faktum har været med til at bane vej for nutidens ligestilling

At der var en stor andel af kvindelige forfattere bag sangskrivningen i Indre Missions tradition, kunne man læse om i Kristeligt Dagblad for nylig. Men bag dette ligger det historiske faktum, at de folkekirkelige foreninger og frikirkerne tidligt gav kvinder en platform til offentligt virke.

Af forskellige grunde kom lægfolk aldrig til at spille nogen stor rolle i den lutherske kirke efter Reformationen, og da slet ikke kvinderne. Præsterne spillede en stor rolle, og embedet var forbeholdt mænd. Men reformatoren Martin Luther havde talt om det almindelige præstedømme, og vækkelsesbevægelserne genoplivede dette. Med pietismens vækkelse i 1720’erne fik kvinder en offentlig stemme. Maria Wulff, der blev mormor til digteren Johannes Ewald, var i samtiden kendt for at undervise andre ved møder i sit hjem i København.

I den såkaldt gudelige vækkelse efter 1800 var der ligeledes en række aktive kvinder. På Haslev-egnen satte ”den himmelske Kathrine” gang i det åndelige liv, og i 1837 kom det til en strid mellem en præst og en lægprædikant, fordi sidstnævnte forsvarede kvinders ret til at tale i forsamlinger.

Med religionsfriheden af 1849 åbnedes muligheder for et kirkeligt foreningsliv med rum for kvinders aktive medvirken. Inden for grundtvigianismen var ”Skov-Kirsten” aktiv som prædikant og sjælesørger i Vendsyssel i 1860’erne. Indre Mission var forholdsvist tidligt ude med at inddrage kvinder i en række offentlige opgaver. Man tolkede ordene fra Paulus om, at kvinder skal tie i forsamlinger, på den måde, at præsteembedet var forbeholdt mænd, men at kvinder kunne og burde medvirke i de øvrige kirkelige aktiviteter. Thora Esche blev leder af et hjem for prostituerede piger og var en pioner som kvindelig taler, når hun rejste rundt for at samle støtte til sit arbejde. Indre Mission fik også oprettet et kvindeseminarium i Århus, så troende kvinder kunne få en uddannelse og præge folkeskolen indefra.

Historikeren Pia Fris Laneth har i en bog om kvinders frigørelse nævnt disse kredses betydning:

”Det paradoksale er, at Indre Mission i sin iver for at give menighedens kvinder et kristent alternativ til socialismen og emancipationen i allerhøjeste grad blev et frigørende projekt for de mange kvinder, der gik ind i filantropisk arbejde”.

Indre Mission har været mere kendt for ikke at gå ind for kvindelig præstetjeneste end for igennem sit eget virke at have åbnet vej for kvinders emancipation. Arbejdet for ydre mission blev præget af aktive kvinder, og de første udsendte danske lægemissionærer var kvinder.

I de evangeliske frikirker var kvinder meget ofte igangsættere. Den svenske forfatter P. O. Enquist kaldte pinsebevægelsen for ”Sveriges største kvindebevægelse”, men også i danske frikirker spillede kvinder en central rolle. I Frelsens Hær spillede kvinder en ligestillet rolle, og Apostolsk Kirke havde den tidligere skuespiller Anna Larsen Bjørner som en af sine vigtigste pionerer.

Sikkert ikke uden sammenhæng med hele denne udvikling igennem 1800-tallet fandt kultusminister I. C. Christensen det naturligt at give kvinder stemmeret til de nye menighedsråd i 1903. Hans begrundelse i folketingssalen i 1901 var, at ”netop hos Kvinden er den kirkelige Interesse og den kirkelige Modenhed hyppigt i langt højere Grad udviklet end hos Manden”.

Det var det første offentlige valg, danske kvinder fik stemmeret til, og beslutningen vakte så vidt vides ingen modstand. Måske var man blevet vant til, at kvinder spillede en stor rolle i hele det kirkelige foreningsliv?

I den officielle folkekirke kom udviklingen langt senere, selvom kvinder længe (eller måske altid?) har været i flertal på kirkebænkene. Fra 1904 kunne kvinder studere teologi, men teologi forblev længe et mandefag. I 2019 udkom bogen ”Bid i Æblet” om seks kvinders tornestrøede vej ind i de maskuline teologiske universitetsmiljøer i 1960’erne. Siden kom kvinderne i flertal på teologistudiet og i præsteembederne, og som det nyeste har de vistnok også taget førertrøjen i den kirkelige debat. I hvert fald udkom der i 2020 en bemærkelsesværdig række af kirkeligt-teologiske bøger med kvindelige forfattere, for eksempel Birgitte Kragh Engholm, Eva Holmegaard Larsen, Sørine Godtfredsen og Marianne Gaarden.

Hvordan hele denne historiske udvikling i øvrigt skal forstås, forklares og fortolkes, overlades trygt til læseren.

Kurt E Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.