Kvindesyn, islam og Grundloven

Kristeligt Dagblads religionsdebat på www.religion.dk får løbende tilsendt spørgsmål. Vi bringer her et uddrag af debatten den seneste uge

Spørgsmål: Mit spørgsmål er såmænd ganske elementært, men som far til to døtre og tre børnebørn af hunkøn har de bedt mig stille disse spørgsmål:

a. Hvorfor har alle tre religioner en historisk fordømmende holdning til kvindekønnet?

b. Denne historiske fordømmelse er med hensyn til kristendommen og delvis jødedommen efterhånden blevet til kun historie. Men går vi til muslimerne, så hersker der den totale adskillelse af kønnene med en klar fordel til det at være mand.

c. Hvad er det, der gør islam til en religion, der i den grad er uden enhver form for respekt for piger/kvinder.

Venligst

Steen F. Jørgensen

Præst

Lissi

Rasmussen

svarer:

Kære Steen.

Både jødedom, kristendom og islam har deres oprindelse i patriarkalske samfund. Samtidig har de tre religiøse traditioner været præget af, at overvejende mænd har oversat og fortolket deres grundlæggende skrifter. Dette har i særlig grad været problematisk for islams vedkommende, idet Koranen opfattes som Guds talte ord. Oversættelse og tolkning bliver derfor afgørende. Alligevel betød islams opståen en forbedring af kvindens position på mange områder.

Du har ret i, at det kristne kvindesyn i højere grad har været historisk, kulturelt bestemt, dvs. til alle tider afspejlet det kvindesyn, der har været fremherskende i samfundet på forskellige tidspunkter af historien. Og der udviklede sig tidligt en kritik af den patriarkalske holdning.

Denne udvikling hænger dels sammen med, at der ikke fremkommer noget egentligt kvindesyn i Det Nye Testamente. Kønspolitik var ikke et anliggende for Jesus, selv om han undertiden gjorde op med det traditionelle jødiske kønsrollemønster. Og han behandlede ikke kvinder anderledes end mænd.

Paulus har været brugt til at holde kvinder på plads i samfund og kirke. Men dels var Paulus præget af det kønsrollemønster, der eksisterede på den tid. Dels mente han ligesom andre kristne på den tid, at Gudsriget stod for døren, hvorfor en virkelig nyfortolkning af kvinderollen var irrelevant. Som kristne må vi se Paulus' ord om kvinder i den historiske sammenhæng og sætte dem ind i den virkelighed, vi lever i nu. I den katolske kirke har kvinder dog ikke opnået de samme rettigheder som mænd, når det gælder det kirkelige liv.

Muslimer kan ikke se på Koranen på samme måde. Her forestiller man sig, at ordene og reglerne er gyldige til alle tider og må efterleves, som de forekommer. Der har dog altid været muslimske kvinder, der har gjort oprør. Inden for de sidste årtier er flere og flere kvinder, især i Iran, Marokko, Tunesien, USA og Europa, gået tilbage til Koranen for at læse den med nye øjne. Der er kvinder, der forsøger at gentolke Koranen ind i den nuværende sammenhæng.

Men det er en proces, der tager tid, fordi det er vanskeligt for mændene at acceptere, at der er andre måder at oversætte og fortolke på end den, de har været vant til, og som har givet dem en særstatus i praksis.

Selv om det jødiske kvindesyn i højere grad end det muslimske har været præget af de historiske betingelser, så har kvinder stadig en underordnet rolle at spille på visse områder, især på det rituelle. Men også her er der reformbevægelser, især i USA, der forsøger at ændre på denne ulighed.

(forkortet af red.)

Grundloven og den islamiske stat

Spørgsmål:

Hej Mona Sheikh.

Du er med i Minhaj-ul-Quran, Koranens Vej. Dennes leder, prof. Muhammad Tahir-ul-Qadri, har skrevet en artikel, »Islam som statsreligion«, hvor han blandt andet skriver:

»Ifølge vestlig grunnlovgivning, er det grunnloven, enten skrevet eller uskrevet som er den øverste loven i landet. (...)

Men i en islamsk stat er situationen ganske forskjellig. (...) Koranen og Sunnah er høyest og grunnloven, så vel som alle andre lover i staten, er underordnet dem. Konstituelle forskrifter i en islamsk stat er automatisk ugyldige hvis de på en eller annen måte er i strid med Koranen, Sunnah og de etablerte lovene til Shariah.«

Hvis et flertal af en befolkning stemmer på islam som statsreligion som defineret af Muhammad Tahir-ul-Qadri, kunne du så acceptere dette, eller ville du flytte til et andet land?

Hvis der blev afholdt en folkeafstemning i et land med en grundlov som den danske, hvor man kunne stemme:

1. Bevare Grundloven, som den er

2. Indføre islam som statsreligion som angivet af prof. Muhammad Tahir-ul-Qadri - hvad ville du så stemme på?

På forhånd tak!

Peter S.

Studerende

Mona

Sheikh

svarer:

Kære Peter.

Hvis flertallet af en befolkning ønsker islam som en statsreligion, ville jeg uden tvivl acceptere dette i demokratiets ånd - sålænge statens praksis så i øvrigt lever op til de universelle menneskerettighedsstandarder. Så længe staten varetager og står som garant for sine borgeres rettigheder (såvel majoritet som minoritet), kan jeg ikke se, hvorfor man skulle udvandre i protest.

Koranen og Sunnah udstikker primært en række moralske og etiske retningslinjer for livsførelse, mens islamisk retslære (Figh) og lov udledes af Sharia (retsprincipper) og kan være genstand for fortolkning og kontekstualisering. At der er en overordnet etisk ramme, en stat agerer inden for, er ikke et særligt fænomen - jf. blot at (næsten) alle eksisterende stater opererer under en ramme defineret af FN's menneskerettighedscharter.

For klarhedens skyld, så forbinder jeg ingen eksisterende rædselsregimer med selvproklamerede islamiske referencer som islamfunderede.

Herimod er det islamiske statskoncept i min optik, en stat, der læner sig tæt op af den danske velfærdsmodel. Eksempelvis er social bevidsthed og omfordelingsimperativer iboende den islamiske praksis og pligt (jvf. bla. zakaat konceptet). Endvidere er eksempler som beskyttelse af minoriteters rettigheder og hensyn til forskelligheder et fænomen, der allerede udfoldede sig i bystaten Medina i det 7. århundrede (jf. bla. Medina konstitutionen). Det er endvidere en myte, at demokrati er uforenligt med det islamiske statskoncept - såvel den historiske praksis og islamisk vokabularium fordrer folkeviljen.

Som muslim ville jeg - hvis det hypotetiske valg var virkelighed - foretrække den islamiske reference frem for den nuværende kristne. Men dette ville ikke være ensbetydende med en omskrivning af den nuværende grundlov, da idéerne bag Grundloven er sammenfaldende med min trosoverbevisning.

(forkortet af red.)