Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg har et kristent guds-forhold og har kredset meget om tro og Gud i mine billeder og i mit liv. Jeg har altid haft brug for at tro i svære situationer, og ved livskriser eller sygdom har jeg bedt. Efter at jeg mødte min kone, Anna, som er præst, har jeg lært, at man også har tro i stor glæde og lykke. Hun vækkede mig.
Jeg er i øvrigt blufærdig ved at tale om tro, lidt ligesom når man stemmer til et valg.
LÆS OGSÅ: I mørket opstår den kristne fortælling
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i en kulturradikal familie med et afslappet forhold: Vi var medlemmer af folkekirken, men dyrkede ikke religion og kom kun i kirke til jul, begravelse, konfirmation og dåb.
Når jeg som barn var med mine forældre i kirke, havde min mor svært ved at gå til alters. Jeg fik min mor og far til at bede, som farmor havde lært mig. Da jeg var tre-fire år gammel, lød en af mine bønner: Ole Lukøje må ikke give mig mareridt. Røverne må ikke stjæle mig. Og Gud må ikke lade mig dø.
Min bror og jeg er døbt, men min bror valgte non-firmation og fik fest og gaver uden kirke. Det kunne jeg også have valgt, men jeg ville konfirmeres. Min konfirmation var ikke betinget af gaver og fest, for jeg havde et forhold til tro.
Min farmor kom fra et socialdemokratisk hjem og var en jordnær kvinde, men hun havde et forhold til Gud. Da jeg var ganske lille, lærte hun mig at bede aftenbøn, og hun lærte mig også, at man kan, hvad man vil. Hun var en stærk kvinde og et forbillede for mig. Farmor kunne flytte bjerge.
Jeg malede hende til hendes 90-årsfødselsdag. Fem år senere var hun senildement og ikke til at genkende. Da hun døde i 2007, sagde min svigerfar: Du skal male opstandelsen. Det var noget, jeg havde svært ved, og jeg tænkte dengang: Hvordan håndterer jeg det? Tror jeg på spøgelser?. Opstandelsen udfordrer mig. Hvad er det? Kan jeg male den i vores rationelle verden? Det rationelle og irrationelle hænger ikke helt sammen.
Jeg ved godt, at to plus to er fire, men jeg har også en tro på, at to plus to er fem. Når jeg maler, er jeg nødt til at forholde mig til spørgsmål, jeg ikke nødvendigvis får svar på i hvert fald ikke fuldt svar. Det er her, religion får ting til at hænge sammen.
Jeg tror ikke, at nogen er født uden tro. Gud er kimen til liv. Men der er folk, der fornægter det og synes, det er noget pjat. Det skal de have lov til.
Da min farmor døde i påsken, endte jeg med at male en mælkebøtte. Ukrudt kalder vi den. Farmor lugede dem altid helt væk, og det havde måske været mere oplagt at male en påskelilje. Alligevel kom hun op som mælkebøtte i mit maleri. Der er kraft i mælkebøtter. De kan ikke holdes nede.
Hvad har udfordret din tro?
Er det evige liv bare lys? Jeg kan tvivle. Der må være modsætninger som himmel og helvede, lys og mørke. Hvis der kun var det tomme rum, ville det være svært. Jeg lever i en balance i en tyngdekraft på jorden, hvor det er svært at forstå verden som lys uden mørke. Der må være en spænding til at udløse energien.
Det udfordrer mig også, at jeg ikke er mere modig. Hvorfor har jeg endnu ikke turdet male Jesus? I mange malerier ser man et distanceret og abstrakt forhold til Gud, og jeg har selv malet kristne symboler, men vil gerne være mere konkret. Faren er, at det kan blive patetisk. Når jeg maler et billede, skal jeg kunne genkende mig selv i det. Jeg må forholde mig til det og finde en form og måde, jeg kan bruge i vores tid.
I mit næste alterprojekt vil jeg gerne male skærtorsdag med Jesus, der vasker fødder. Det er også mit store ønske at male en korsfæstelse. Smerten er det at være menneske, når vi forlader Gud. Det kan være, når vi forlader Gud til fordel for en Gucci-taske eller et fladskærms-tv når vi er blevet vores eget projekt i stedet for Guds.
Der er så meget modstand i livet, og det er svært at håndtere kriser, der er tæt på. Men modstand er også inspirerende. Mine billeder må gerne røre, men også gerne skabe konflikt, for i konflikten aflæser jeg min egen bevægelse i tid og rum.
Døden er også en udfordring for mig. Min kone har et meget mere afklaret forhold til døden, end jeg har. Man kan ikke intellektuelt komme til det. Jeg kunne godt tænke mig at have mere ro med det, og den ro vil jeg prøve at finde. Som 19-årig havde jeg en kæreste, hvis mor døde tidligt af kræft helt afsjælet og forpint. Det var ikke en smuk og fredfyldt oplevelse.
Men da min mormor blev syg og døde, var hun 80 år og havde levet sit liv. Hun lå syg og døde hjemme, og min mor og bror var tæt på. Det turde jeg ikke på det tidspunkt. Jeg havde svært ved at møde smerten og fik dårlig samvittighed bagefter, fordi jeg havde reageret sådan. Da hun var død, ville jeg gerne se hende. Det var anden gang, jeg så en død. Denne gang var det fredfyldt og smukt, og jeg fik en oplevelse af, at alt var i orden.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
At opleve, at livet smiler til mig. Jeg troede ikke på den store kærlighed, før jeg mødte min kone. Jeg havde heller aldrig forestillet mig, at jeg skulle giftes. Men vi har været så privilegerede at få hinanden. Den dybe lykke får jeg med Anna.
Da vi så hinanden første gang, havde vi hvert sit liv. Vi mødtes igen senere i en proces, der ikke var helt god, og som gav os skyldfølelse i en periode. Men nu er vi glade. Man skal passe på med ikke at ødelægge det nye liv ved at bruge ressourcerne på det gamle.
Vi mødtes i 2005, blev gift i 2007 og har fået tre børn sammen. Det var en stor lykke at opleve fødslerne. På intet tidspunkt tænkte jeg, at det kunne gå galt. Der var en samhørighed og en voldsom lykkefølelse. Bagefter stod jeg tilbage med: Det her må jeg lige takke for og med en styrket tro.
Vi havde begge et barn i forvejen. Jeg har en søn på ni år med en tidligere kæreste, så vi har fem børn.
Vores tre fælles børn blev født hjemme, for vi ville gerne undgå at være patienter på et hospital. Vores jordemoder var meget tæt på os, og jeg fik en mere aktiv rolle. Hvis der opstår problemer, kan man jo tage af sted. Jeg synes, at det er så vigtigt at være til stede i sit eget liv og ikke være bange for det. Vi skal være dem, vi er erkende, at her er jeg lige nu, og i morgen bærer jeg det med mig, som jeg har erfaret.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Både på de glade og de triste dage giver den mig en større indsigt i livet. Den betyder, at jeg kan dele mit liv. Troen giver mig en større spændvidde, et større rum. I krisetider og lykkestunder kan jeg sende en stille tanke op om, hvad jeg er glad for, og hvad jeg er ked af. Jeg kan både dele ting med andre mennesker og i mit eget stille sind med nogen, med noget, med Gud.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Min kone. Jeg kan bruge hendes teologi i min kunst. Og hun kan bruge min kunst i teologien. Vi har stor glæde af hinanden. Det er dejligt, at hun har indsigt i og forståelse for det, jeg laver.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Min ven sagde engang, da jeg undskyldte, at jeg ikke fik ringet: Lad ikke festen gå ned, fordi der er en, der ikke kommer. Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.