En norsk prinsesse, der tror på engle, og en kvindelig amerikansk engleterapeut, der indfører Den Internationale Engledag. Kirkens engle er under stadig forandring, og det er kvinderne, der har fat i den lange ende af de vingede væsners udvikling. Sådan har det dog ikke altid været.
Traditionelt set har engle været af hankøn. Små, buttede drenge, også kaldet puttier, eller store, maskuline mænd som ærkeenglene, Gabriel, Rafael, Uriel og Mikael. De bibelske sendebude har i kunsten ofte optrådt delvist nøgne. Dog har det aldrig været deres kønsdele, der var i fokus, snarere deres vinger. På trods af den manglende seksualitet hos englene har der aldrig hersket tvivl om deres mandlige køn.
De første tegn på et kønsskifte i engleverdenen kom ifølge den britiske forfatter Callum G. Brown i starten af 1800-tallet. I denne periode blev englene i stadig højere grad portrætteret som kvinder. Men det var ikke den eneste forandring, der fandt sted på dette tidspunkt. Som de mandlige engle blev afløst af de kvindelige, blev englene ligeledes i stigende grad afbildet inde frem for ude i det fri. Callum G. Brown peger på, at de to udviklingstendenser skal ses samlet, for kirken i 1800-tallet anskuede kvinden som hjemmets skytsengel og den ærbare hustru. Hendes plads var derfor forbundet med hjemmet og ikke uden for.
I Danmark som i resten af Europa skifter englene form og udseende i kunsten i 1800-tallet. Nils Holger Petersen, kirkehistoriker og centerleder på Københavns Universitet, fortæller, at englenes mere feminine træk skal ses på baggrund af de forandringer, der fandt sted i samfundet:
Kønsskiftet hænger sammen med en skiftende opfattelse af kristendommen. Den gryende romantiske periode og oplysningstiden har stor indflydelse på samfundets tanker og forestillinger. Det er alt sammen et led i en større kulturhistorisk proces.
Den romantiske periode er også afgørende for Annika Hvithamar, adjunkt og religionssociolog fra Syddansk Universitet, for netop dén kendetegnes ved, at der bliver lagt ekstra vægt på det kvindelige:
Det er det søde og bløde, der er fremtrædende. Man begynder i romantikken at dyrke kvinden og det kvindelige, og det betyder også, at kvinderne får en stemme i samfundet.
Søren Kaspersen er lektor ved Afdeling for Kunsthistorie ved Københavns Universitet. Han peger på, at englenes mere feminine træk, som træder tydeligt frem i 1800-tallet i visse dele af Europa, skal ses som en tilbagevenden til det tabte:
I Tyskland var der i høj grad tale om at genopdage middelalderen. Mange tyskere var bange for det nye og moderne, og de søgte derfor tilbage til kunsten og religiøsiteten fra før Reformationen. Der er således noget regressivt (tilbageskridende, red.) i udviklingen.
Den rivende udvikling i Europa blev i lange perioder ført an af England. Og det er netop her, kunsten specielt lader sig inspirere af feminine engle. Callum G. Brown beskriver i bogen The Death of Christian Britain (Det kristne Storbritaniens død, red.), at forandringerne for alvor fandt sted i den tidlige victorianske periode, der gik fra cirka 1830 til 1860. Her blev det i kunsten almindeligt at se kvindelige engle. Han forklarer denne udvikling i billedkunsten med, at kvinder fik en anden plads i kirken end førhen.
Hvor kvinder før havde været forbundet med urene ting som menstruation og barnefødsler, blev de nu indbegrebet af fromhed og hellighed. Og netop det, at synet på kvinderne undergik denne forandring, førte til, at de fik en plads i engleverdenen.
Englekvindernes indtog i kunsten kom dog med visse restriktioner, mener Callum G. Brown. En af de mest iøjnefaldende er, at de feminine engle spærres inde på billederne. Igen skal englenes nye omgivelser afspejle kvindernes rolle i samfundet.
Ifølge Callum G. Brown skulle de borgerlige kvinder holde sig på dydens trange sti, og det betød, at en stor del af deres tid gik med hjemlige sysler. Der var så at sige to forskellige vidt forskellige rum for mænd og kvinder. Og det er dette billede af samfundet, der genskabes i den victorianske periodes kunst.
På trods af at billedkunsten i Europa i 1800-tallet bliver kvindelig, så er der ikke tale om, at kunsten får en mere seksuel undertone.
Søren Kaspersen forklarer:
Der er tale om en kvindeliggørelse af hår og ansigt, ikke at englene for eksempel får bryster. Det er nogle dyder, der lægges ind i kunsten, således at den dydige kvinde idealiseres.
klitgaard@kristeligt-dagblad.dk
