"Ja, jeg bruger det jo ikke til halsbetændelse eller forhøjet blodtryk. Jeg er jo også læge, og i de tilfælde forventer folk – med rette, synes jeg – en naturvidenskabelig tilgang."
Og Gud har skabt en verden, hvor penicillin er opfundet til behandling af lungebetændelse og anden medicin til forhøjet blodtryk, så derfor skal man ikke bruge bøn til alt, fastslår Allan Axelsen.
Men ellers er den praktiserende læge i Aarhus nu systematisk begyndt at tilbyde bøn som led i behandlingen af sine patienter. Dermed har han taget Jesus på ordet, når han i Johannesevangeliets tekst, som der prædikes over i folkekirken i morgen, taler om bøn.
"Bed, og I skal få," siger Jesus. "Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det."
Den 52-årige Allan Axelsen var i 1990 med til at stifte Aarhus Valgmenighed, der nu har omkring 700 medlemmer. Han er opvokset i en kristen familie – faderen var kordegn, moderen organist – og da han kom til Aarhus, fik kristendommen større og større betydning for ham. Sammen med sin ligeledes kristne kollega i lægehuset i Risskov har han taget initiativ til at samle en gruppe af kristne læger i Aarhus, som samles fire gange om året. Bl.a. har de haft besøg af lektor, dr.theol. Niels Christian Hvidt, Syddansk Universitet, der forsker i bøn, tro og helbred.
"Hvidt har påvist, at når det handler om bøn, så er hospitalerne de største bedehuse," fortæller Allan Axelsen. "Danskerne tænker i høj grad på Gud, når de bliver syge, og det vil de egentlig også godt tale med lægen om, men barrieren er lægen. Patienten tager typisk ikke et emne som tro op i forhold til sin læge. Hvis det skal på banen, så er det lægens opgave."
"Det fik mig til at tænke på, at det så egentlig var for dårligt, at jeg som kristen læge, der selv har kristendommen som en så stor ressource i mit liv, ikke tilbød mine patienter bønnen og samtalen om det religiøse som mulighed, når nu patienterne gerne vil. Derfor besluttede jeg mig for, at nu ville jeg prøve det."
Axelsen vedtog med sig selv, at han hver dag ville stile mod at bede en bøn for mindst en af sine patienter. I en skrivebordsskuffe har han et gammelt brunt kladdehæfte med navne på over 100 patienter, som han siden har talt med om Gud og bøn i forbindelse med konsultationen, og i omkring 60 tilfælde er samtalen endt med, at han har bedt en bøn for patienten. Hæftet skal egentlig ikke bruges til andet end at holde ham selv fast på sin beslutning om at tilbyde bøn som en del af behandlingen, når situationen indbyder til det, forklarer Allan Axelsen.
"For mig har det været lidt af en udfordring at gøre det. Jeg træder jo ud af min hvide kittel – som jeg godt nok har lagt – men jeg træder ud af min lægerolle og bliver person og dermed mere sårbar, når jeg spørger en patient, om jeg skal bede en bøn. Det er meget lettere at give en pille. Det opfylder jo den forventning, folk har til lægen. Med det her går jeg ud over min egen kant – sådan oplever jeg det i hvert fald, så der skulle nogen overvindelse til."
Allan Axelsen beder i sin konsultation Gud om trøst og lindring for sine patienter. Direkte helbredelse har han endnu ikke haft mod til at bede om i dette regi, erkender han.
"Som menighedsrådsformand ude i kirken kan jeg godt bede om, at folk må blive helbredt, men her i konsultationen beder jeg om Guds nærvær, og om trøst og lindring. De patienter, jeg typisk vælger at bede for, er mennesker, som befinder sig i eksistentielle kriser af den ene eller anden art, eller som lever i stor ensomhed, og det er jo ikke noget, man direkte kan bede om helbredelse for, men hvor lindring og trøst kan være afgørende. Jeg synes også, at det ellers ville blive for meget sammenblanding med det lægelige. Hvis jeg beder om helbredelse for en kræftpatient i stedet for at henvise ham til hospitalet, så mener jeg, at jeg svigter min rolle som læge."
Med sit tilbud om bøn for patienterne vil Allan Axelsen bidrage til at "få Gud med ind i det offentlige rum", som han siger.
"Jeg synes, at religionen hører hjemme i det offentlige rum. Kristendommen, som har været Danmarks grundlag i 1000 år, er ikke kun en privat sag, og bøn ikke noget, der kun skal foregå inden for kirkens mure."
Allan Axelsen erkender, at der kan være en risiko for, at nogle patienter kan føle sig presset – af respekt for lægens autoritet – til at sige ja til en bøn.
"Der er en risiko, det er rigtigt, men jeg prøver jo på at være forsigtig. Er patienten ikke interesseret, går jeg selvfølgelig ikke videre med det. Samtidig tænker jeg, at det i hvert fald ikke kan skade mine patienter. Hvis man tror på Gud, så mener man vel ikke, at en bøn kan skade. Hvis man ikke tror, så kan det da i hvert fald heller ikke."
Mens reaktionerne hos Allan Axelsens kolleger har været blandede – men samtidig en hel del positive – har det på en måde overrasket ham, hvor glade hans patienter har været for tilbuddet om bøn.
"Jeg har oplevet en stor taknemmelighed hos de patienter, jeg har bedt en bøn for. Større og helt anderledes, end hvis jeg havde kureret deres halsbetændelse. Der er en varme i deres øjne og håndtryk, måske fordi de har følt, at jeg her har vist mig som et menneske, der trådte ud af lægerollen."
Selvom bøn herhjemme ikke er noget anerkendt lægeredskab, så mener Allan Axelsen, at bøn rent faktisk er mere veldokumenteret end mange andre behandlingstilbud.
"For eksempel, hvis man har en tennisalbue, så behandler man sommetider med binyrebarkhomon, selvom det faktisk ikke er dokumenteret, at det er en god behandling, og at den har nogen effekt. Derimod har der været flere undersøgelser, som har vist effekt af bøn."
I debatten omkring Allan Axelsens tilbud om bøn til sine patienter har kolleger sammenlignet tilbuddet med samtaleterapi og effekten med placebo.
Allan Axelsen udelukker hverken det ene eller det andet, men selv er han som kristen fuldt og fast overbevist om, at der er mere på spil, og som Jesus siger i søndagens tekst, der bebuder hans bortgang, kan kristne nu tilmed bede i Jesu navn. Allan Axelsen:
"For mig er det at bede i Jesu navn en understegning af, at vi som kristne får lov til at bede på hans autoritet. Han har autoriseret os, ligesom da han sendte apostlene ud med autorisation til at lægge hånd på de syge (Lukasevangeliet 10, 1-20). På hans autoritet kan vi bede for mennesker."