Langfredag sidste år sad Stephen Timms i sit hjem i Østlondon og læste sig igennem stakken af mails, som han får i sin egenskab af parlamentsmedlem valgt for arbejderpartiet Labour i East Ham.
Her stødte han på to mails fra folk, der bad om hjælp, fordi de ikke havde råd til mad. Hans umiddelbare tanke var, at der ikke var noget at gøre på grund af påsken. Men længere nede i indbakken var en mail fra en af de lokale borgmestre, Rokhsana Fiaz fra Newham. Hun skrev, at hvis han i påsken hørte fra folk, der sultede, så kunne de kontakte en lokal præst, som så ville sørge for, at der kom mad ud.
”Byrådet i Newham har aldrig tidligere haft sådant et forhold til lokale kirker. Det var helt nyt,” fortæller Stephen Timms, der har repræsenteret lokalområdet siden 1994.
Han er tillige formand for den tværpolitiske parlamentsgruppe for tro og samfund, og den historie inspirerede til, at gruppen undersøgte, hvordan det så ud i resten af landet.
Det resulterede i rapporten ”Keeping the Faith” (At holde fast i troen), som bekræftede, at billedet gik igen over hele landet.
”Pandemien har vist, hvordan samfundet i Storbritannien er blevet afhængigt af kirkerne,” konstaterer Stephen Timms, der håber, at det nødvendigvis må føre til en ændring af opfattelsen af kirkens rolle i samfundet.
”Det seneste år har vist, at kirker ikke bare har haft motivationen og ressourcerne til at gøre noget. Det har også skabt nye bånd mellem kommuner og kirker. Og udviklingen viser, hvor potentialet for forandringer i samfundet skal findes. Jeg håber, at det er noget, vi kan holde fast i også de næste 10, 20 og 30 år,” siger Stephen Timms.
Pandemien har forværret forholdene for mange, ikke bare på bunden af samfundet, men også for andre mennesker, der bare er faldet igennem sikkerhedsnettet af hjælpepakker såsom lønkompensation.
”Som konsekvens er vi blevet meget mere fortrolige med madbanker, og eksempelvis fonden The Trussell Trust gør et fantastisk stykke arbejde. Alle deres madbanker holder til i en kirke,” fremhæver Stephen Timms.
Behovet for madbanker til landets fattige har nået så stort et omfang, at der nu er flere madbanker end afdelinger af burgerkæden McDonald’s.
”Pandemien har vist potentialet i samarbejdet mellem kommuner og trosbaserede grupper, når det handler om at give hjælp,” siger den kristne parlamentariker.
Selvom Stephen Timms taler om trosbaserede grupper, så er det kirkerne, der løfter den helt store opgave. Det oplever han eksempelvis hjemme i sin egen valgkreds East Ham.
”Selvom det er et meget multikulturelt område, så er det kirkerne, der løfter broderparten af opgaverne. Men der er også et par moskeer og andre, der gør et stort arbejde.”
Det er en af solstrålehistorierne i en coronatid, hvor også troslivet har været ramt.
”Folk har ikke været i stand til at mødes. Som mange andre har vi i min lille kirke holdt videogudstjenester online. Men vi ved ikke, hvilken effekt det over tid vil have for kirkelivet generelt,” siger Stephen Timms.
Han er selv mangeårigt ledende medlem af Plaistow Christian Fellowship, som er en lille selvstændig evangelikal kirke med et par dusin medlemmer, som normalt mødes hver søndag på en lokal folkeskole.
”Hver søndag formiddag mødes jeg som altid med nogle kristne venner, hvor vi taler om mit politiske arbejde, og hvor vi beder sammen, men det er nu også flyttet online.”
I Labours 200 medlemmer store parlamentsgruppe har Stephen Timms rollen som ”Faith Envoy”, så han er partiets repræsentant i trosspørgsmål.
”Det er lidt et usædvanligt koncept, som jeg blev udnævnt til af premierminister Gordon Brown i 2007. Jobbet er at tale med folk, der kommer til politik fra troens verden. Jeg skal gøre det klart, at partiet sætter pris på folk med en tro, og at de ikke skal lægge deres tro bag sig, når de går ind i politik, men at tro er en del af deres politiske arbejde. Det faktum, at jeg har den rolle, indikerer det positive i, hvordan Labour ser på, hvad kristne kan bidrage med,” forklarer Stephen Timms, der videre fremhæver, at Labour-bevægelsen ved starten for 200-250 år siden havde sine rødder i kirken
”Det er, hvor vores politiske bevægelse kommer fra.”
Han beklager omvendt, at den direkte kontakt fra regering til trossamfund blev nedlagt af den daværende konservative premierminister David Cameron, da han trådte til i 2010.
”Vi vil gerne have en kommissær for tro, som skal have plads i hjertet af regeringen og fungere som den direkte forbindelse til trosbaserede grupper, der ønsker at hjælpe. For som det er nu, så er regeringen en svær institution at få kontakt til for trossamfund,” pointerer Stephen Timms.