I 2012 mistede min kone og jeg vores dengang næsten 11-årige søn, Mathias. Vi var ude hos min kones mormor for at hjælpe hende med at flytte, og da vi kom hjem, stod politiet og ventede på os og fortalte os, at der var sket en ulykke. Tre timer tidligere var vores søn cyklet ud foran et tog og var død på stedet. I tiden, der fulgte, var alt kaos, og alle følelser blev forstørret – vrede, sorg, skyld, savn, afmagt. Samtidig skulle vi holde sammen på familien, som også rummede vores to yngre børn på dengang seks og tre år.
I årene forinden var vi begyndt at komme lidt i Tølløse Baptistmenighed på Sjælland, fordi vi begge var lærere på en skole, som er startet af Baptistkirken. Ingen af os kommer ellers fra kirkelige hjem, og ingen af os var specielt troende. Men vi oplevede, at de ansatte på skolen, som også var engageret i menigheden, var dejlige mennesker, som vi følte fællesskab med, og menighedens præst formulerede den kristne tro på en måde, vi kunne forholde os til. Så da præsten kom hjem til os og spurgte, om han måtte hjælpe, sagde vi ja, tak. Herefter kom han i en periode næsten dagligt hos os og derefter med lidt længere mellemrum, og samtidig støttede medlemmer af menigheden op om os både helt lavpraktisk ved at komme med mad og ved simpelthen at være sammen med os.
Jeg har en stor del af mit liv haft svært ved at se en Gud for mig – som et væsen eller en kraft – eller en gammel mand med et stort skæg – som skulle være grunden til alt liv. Men nu havde jeg brug for at have et sted, hvor jeg kunne gense Mathias, altså forestillingen om et efterliv. Ved en af samtalerne med præsten nævnte jeg det og fortalte ham om min tvivl. Han spurgte mig, om jeg troede på kærligheden, hvortil jeg måtte svare ja, for jeg havde jo både kone og børn stadigvæk, som gav mig et liv fuld af kærlighed. Så sagde han: “Gud er kærligheden.” Da han sagde det, faldt noget på plads. Jeg tænkte, at “hvis man kan få lov at tale kærlighed så meget op i gudsbilledet, så er jeg med på vognen.”
Præsten forklarede, at for ham var Gud den kraft mellem mennesker, som gjorde os i stand til at danne fællesskab, slå følgeskab med hinanden i troen og livet og være der for hinanden – også når det gjorde mest ondt. Han talte om vores rolle i hinandens liv og kærligheden som den kraft, der gør os i stand til at spille en positiv rolle for hinanden. Det gav mening for mig at se Gud som den kraft, der bandt os sammen og gav os styrke til at være der for hinanden. Jeg kunne også se Gud som kilden til den omsorg, folk i menigheden viste os i tiden efter vores søns død.
Det betød også meget, at præsten ved bisættelsen sagde, at Gud ikke havde en mening med det, der var sket, men at han havde en mening om det. At forestille sig, at der skulle sidde en gud og sige, “du skal være her, du skal ikke være her” og detailstyre menneskeheden, det ligger meget langt væk fra den gud, jeg kan tro på.
Jeg er døbt og konfirmeret, men mere af tradition end af tro. De præster, jeg mødte som barn, havde en måde at tale om Gud og kristendom på, som jeg havde meget svært ved at forbinde mig med. I den voksnes bakspejl tænker jeg, at de var for meget vendt mod himlen og for lidt mod os andre. Det, jeg mødte i Baptistkirken, var præcis det modsatte; der oplevede jeg en præst, som talte mere vandret, og en menighed, som i praksis viste, hvordan mennesker kan forbinde sig med hinanden og spille en rolle i hinandens liv ved at tage over og bære med, når nogen ikke kan gå længere.
Allerede inden Mathias døde, kom vi lidt i Tølløse Baptistkirke, fordi vi godt kunne lide fællesskabet og den måde, der blev talt om Gud og troen. Man kan sige, at det rykkede ved min forståelse af, hvad det vil sige at være et kristent menneske, og den forståelse viste sin styrke, da vi mistede vores søn, og præsten guidede os igennem de processer, som sorgen satte i gang.
Ingen af vores børn er blevet døbt, men efter Mathias’ død blev vi medlemmer af Baptistkirken, og da vi fik vores yngste søn for syv år siden, blev han barnevelsignet. Vi kommer jævnligt i kirken til gudstjeneste, især børnegudstjenester, og vi er også med i et fællesskab, hvor vi mødes og spiser sammen og taler om emner, som har med tro og liv og fællesskab at gøre, mens børnene er samlet til børnekirke. Hjemme i familien taler vi om, hvad det vil sige at være et fællesskab og være der for hinanden. At vi følges med hinanden, så langt vi kan, og er fælles om den vej, vi skal gå. For mig er det, hvad det kristne liv handler om.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at se Mathias igen, og jeg ved ikke, om der er et efterliv. For mig er efterlivet nok mine tanker om ham og livet med ham i mine tanker – det er det hinsides. Vi kan håbe, at der er et efterliv, hvor vi mødes. Men jeg tror, at det vigtige er, at vi prøver at være der for hinanden og være noget for hinanden i det liv, vi lever på jorden nu.
Det er også det, jeg forsøger at gøre, når jeg tager ud og spiller og synger. Præsten, som hjalp os i tiden efter Mathias’ død, fik den idé, at jeg kunne lave en koncertberetning om tabet og sorgen, men også om kærligheden og håbet. Han hjalp mig med at udvælge andres sange og egne digte og sætte dem sammen til en helhed. Med min koncertberetning vil jeg gerne give andre, der har mistet, en oplevelse af, at der er andre, der har været i samme situation – jeg er ikke helt alene på vejen. Og jeg håber, at nogen går derfra med den tanke, at de skal gøre sig umage for ikke at vende sig bort fra dem, for hvem livet gør ondt, men blive sammen med dem. Det er for mig det kristne udgangspunkt, at vi skal slå følgeskab med hinanden og være hinandens fikspunkter. Det er sådan, jeg forstår billedet af Gud som kærlighed.
Hvad har udfordret din tro?
At miste min søn udfordrede min tro mest af alt, og jeg spurgte selvfølgelig mig selv: Hvis der findes en Gud, hvor er han så henne i det her? Der var det, at præstens svar til mig om, at Gud er kærlighed, blev afgørende. Men jeg kunne godt have ønsket mig, at jeg havde haft det gudsbillede med mig allerede – i stedet for det fjerne, dogmatiske billede, jeg havde mødt som barn og ung.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det var et råd, jeg fik af sognepræst og sorggruppeleder Lise Trap. I tiden efter min søns død havde jeg svært ved at skille mit liv og sorgen ad. Jeg havde svært ved at turde være glad, samtidig med at jeg var ked af det. Hun sagde til mig, at sorgen og glæden er som to strømme, der peger i hver sin retning – sorgen peger bagud mod det, der var; glæden peger fremad mod det, der kommer. Hun forklarede, at man i sit sind hopper mellem de to strømme, og at man har dem begge i sig hele tiden. Det hjalp mig til at leve med både glæden og sorgen som en del af mit liv – at give mig selv lov til at være glad, selvom jeg stadig var ked af det, og ked af det, selvom jeg kunne mærke glæden.