Hr. vicepræsident, Formand for kongressen,
Ærede kongresmedlemmer,
Kære venner,
Jeg er meget taknemmelig for jeres invitation til at tale i kongressen, ”i de frie land og de modiges hjem”. Jeg tror gerne, at det skyldes, at også jeg er en søn af dette store kontinent, hvorfra vi alle har modtaget så meget, og som vi har et fælles ansvar for.
Enhver søn eller datter af et givent land har en mission, et personligt og socialt ansvar. Jeres eget ansvar som medlemmer af kongressen er, gennem jeres lovgivningsarbejde, at gøre dette land i stand til at vokse som en nation. I er dets folks ansigt, dets repræsentanter. I er kaldede til at forsvare og bevare jeres landsmænds værdighed i en utrættelig og krævende stræben efter det fælles gode, for det er hovedformålet for al politik.
Et politisk samfund består, når det som et kald søger at tilfredsstille fælles behov ved at stimulere dets medlemmers vækst, især de, der er havnet i sårbare eller risikofyldte situationer. Lovgivningsarbejdet bygger altid på folkets omsorg. Til dette formål er I blevet inviteret, kaldet og sammenkaldt af dem, der har valgt jer.
Jeres arbejde får mig til at reflektere på to måder over Moses’ figur. På den ene side symboliserer patriarken og lovgiveren for Israels folk dets behov ved at fastholde deres følelse af sammenhold i livet ved hjælp af retfærdig lovgivning. På den anden side fører Moses’ figur os direkte til Gud og dermed til menneskets transcendente værdighed. Moses giver os en god syntese af jeres arbejde: I er gennem loven ansvarlige for at beskytte det billede og den lighed, som Gud har formet i hvert menneskes ansigt.
I dag vil jeg ikke kun henvende mig til jer, men gennem jer til hele USA’s befolkning. Jeg vil gerne, sammen med dets repræsentanter, benytte mig af lejligheden til at gå i dialog med de tusindvis af mænd og kvinder, som hver dag bestræber sig på at udføre et ærligt arbejde; at komme hjem med deres daglige brød; at spare penge op og – et trin ad gangen – at opbygge et bedre liv for deres familier.
Disse er mænd og kvinder, der ikke alene bekymrer sig om kun at betale deres skatter, men på deres egen stille måde holder samfundet i gang. Med deres handlinger skaber de solidaritet og opretter organisationer, der tilbyder en hjælpende hånd til de mest trængende.
Jeg vil også gerne i dialog med de mange ældre personer, der er en kilde til visdom smedet sammen af erfaringen, og som på mange måder, især gennem frivilligt arbejde, forsøger at dele deres historie og deres viden. Jeg ved, at mange af dem er pensionister, men fortsat aktive; de fortsætter med at arbejde for at opbygge dette land. Jeg ønsker også at være i dialog med alle de unge mennesker, der arbejder for at virkeliggøre deres store og ædle ambitioner; som ikke er ført på vildspor af letkøbte forslag, og som tackler vanskelige situationer, ofte som følge af mange voksnes umodenhed. Jeg vil gerne i dialog med jer alle, og jeg vil gøre det gennem jeres folks historiske hukommelse.
Talen fortsætter under billedet
Mit besøg finder sted på et tidspunkt, hvor mænd og kvinder af god vilje fejrer mærkedagene for en række store amerikanere. Trods historiens kompleksitet og den menneskelige svagheds virkelighed har disse mænd og kvinder ikke desto mindre formået, trods deres forskelligheder og begrænsninger, gennem hårdt arbejde og selvopofrelse – nogle på bekostning af deres eget liv – at opbygge en bedre fremtid.
De formede grundlæggende værdier, som altid vil bestå i det amerikanske folks ånd. Et folk med sådan en ånd kan gennemleve mange kriser, spændinger og konflikter, men vil altid finde ressourcerne til at bevæge sig fremad og med værdighed. Disse mænd og kvinder tilbyder os en måde at se og tolke virkeligheden på. Ved at ihukomme dem bliver vi selv midt i konflikter inspireret af dem, og vi kan i dagligdagens trummerum trække på vores dybeste kulturelle reserver.
Jeg vil gerne nævne fire af disse amerikanere: Abraham Lincoln, Martin Luther King, Dorothy Day og Thomas Merton.
I år er det 150-årsdagen for mordet på præsident Abraham Lincoln, frihedens vogter, der arbejdede utrætteligt for at ”denne nation, under Gud, [kan] fødes på ny i frihed”. At opbygge en fremtid i frihed kræver en kærlighed til det fælles gode, og at vi samarbejder i en ånd af subsidiaritet (det, at beslutninger tages tættest muligt på dem, de vedrører, red.) og solidaritet.
Vi er alle udmærket klar over og dybt bekymret over den foruroligende sociale og politiske situation i verden i dag.
Vores verden er i stigende grad genstand for vold, konflikt, had og brutale grusomheder, nogle endda begået i Guds og religionens navn. Vi ved, at ingen religion er immun over for visse former for individuelle vildfarelser eller ideologisk ekstremisme. Dette betyder, at vi må være særligt opmærksomme på enhver form for fundamentalisme, uanset om den er religiøs eller ej.
En delikat balancegang er påkrævet for at kunne bekæmpe vold, som bliver begået i en religions, en ideologis eller et økonomisk systems navn, og samtidig sikre religionsfrihed, intellektuel frihed og de individuelle frihedsrettigheder. Men vi må være særligt på vagt over for en anden fristelse: den forenklede reduktionisme, der kun ser tingene som godt eller ondt; eller om I vil, som de retfærdige og syndere.
Da den moderne verden med dens åbne sår påvirker så mange af vore brødre og søstre, er vi nødt til at konfrontere enhver form for polarisering, som forsøger at opdele den i disse to kategorier. Vi ved, at når vi forsøger at befri os fra den udvendige fjende, er vi fristede til at fodre den indvendige fjende; at efterligne tyranners og morderes had og vold er den bedste måde, hvorpå vi kan indtage deres plads. Det må I som folk afvise.
Vores svar må i stedet være et af håb og helbredelse, af fred og retfærdighed. Vi opfordres til at udvise mod og klogskab til at løse nutidens mange geopolitiske og økonomiske kriser. Selv i den rige del af verden er resultatet af strukturer og uretfærdige handlinger alt for synlige. Vores indsats bør sigte mod at genoprette håbet, at rette, hvad der er galt for at opretholde forpligtelserne og dermed fremme trivslen blandt individer og folkeslag. Vi må sammen bevæge os fremad, forenet i en fornyet ånd af broderskab og solidaritet, og samarbejde generøst for det fælles bedste.
De udfordringer, vi står over for i dag, opfordrer til en fornyet samarbejdsånd, som har opnået så meget godt op gennem hele USA’s historie. Kompleksiteten, alvoren og tempoet af disse udfordringer kræver, at vi samler vore ressourcer og talenter og forsøger at støtte hinanden i respekt for vore forskelle og vore overbevisninger.
I dette land har de forskellige religiøse trosretninger bidraget enormt til at opbygge og styrke samfundet. Det er lige så vigtigt i dag som tidligere, at troens stemme fortsat bliver hørt, da det er en stemme af broderskab og kærlighed, som prøver at udtrykke det bedste i enhver af os og i ethvert samfund. Et sådant samarbejde er en magtfuld ressource i kampen for at afskaffe nye former for slaveri affødt af alvorlige uretfærdigheder, som kun kan overvindes gennem nye politikker og nye former for social konsensus.
Talen fortsætter under billedet
Her tænker jeg på USA’s politiske historie, hvor demokratiet er dybt forankret i det amerikanske folks bevidsthed. Al politisk aktivitet må tjene og fremme det gode i mennesket og bygge på respekt for dets værdighed.
”Vi anser disse sandheder for indlysende: at alle mennesker er skabt lige; at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder; at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke” (Den amerikanske uafhængighedserklæring, den 4. juli 1776).
Hvis politik virkelig skal stå til rådighed for mennesket, følger heraf, at politik ikke kan være slave af økonomien eller finanser. Politik er i virkeligheden et udtryk for vores tvang til at leve forenet i opbygningen af det største fælles gode: nemlig et samfund, der ofrer individuelle interesser for, i retfærdighed og fred, at dele sine goder, sine interesser, sit sociale liv. Jeg undervurderer ikke vanskelighederne, men jeg vil opfordre jer til at gøre denne indsats.
Her tænker jeg på den march, som Martin Luther King for 50 år siden stod i spidsen for, fra Selma til Montgomery, som led i kampagnen om at opfylde hans ”drøm” om fulde civile og politiske rettigheder til afroamerikanerne. Denne drøm inspirerer fortsat os alle. Jeg er glad for, at Amerika fortsat for mange er ”drømmenes” land. Drømme, der fører til handling, deltagelse, engagement. Drømme, der vækker det, der både er dybest og mest ægte i et folks liv.
Gennem århundreder er millioner af mennesker kommet til dette land for at forfølge deres drømme om at opbygge en fremtid i frihed. Vi, folket på dette kontinent, er ikke bange for udlændinge, fordi de fleste af os engang var fremmede. Jeg takker jer som en søn af indvandrere, velvidende at mange af jer også er efterkommere af indvandrere.
Tragisk nok er rettighederne blandt dem, der har været her længe før os, ikke altid blevet overholdt. Til disse folk og deres nationer, i hjertet af det amerikanske demokrati, ønsker jeg at bekræfte min højeste agtelse og påskønnelse. Disse første kontakter var ofte turbulente og voldelige, men det er vanskeligt at bedømme fortiden med nutidens kriterier. Men når den fremmed iblandt os appellerer til os, må vi ikke gentage fortidens fejltagelser og synder. Vi må beslutte os for at leve så ædelt og retfærdigt som muligt, mens vi uddanner de nye generationer til ikke at vende ryggen til vore ”naboer” og alt omkring os. At opbygge en nation kalder os til at erkende, at vi hele tiden må forholde os til andre, afvise en fjendtlig ånd for i stedet at tilegne os en gensidig subsidiaritet (det, at beslutninger træffes tættest muligt på dem, de vedrører, red.) i et konstant forsøg på at gøre vort bedste. Jeg er sikker på, at vi kan gøre det.
Vores verden står over for en flygtningekrise af et omfang, hvis lige ikke er set siden Anden Verdenskrig. Den stiller os over for store udfordringer og mange svære beslutninger. På dette kontinent er tusindvis af folk også drevet til at vandre nordpå i jagten på et bedre liv for dem selv og deres kære. Er det ikke det, vi ønsker for vores egne børn? Vi må ikke blive overrasket over deres antal, men snarere se dem som personer, se dem i ansigtet og lytte til deres historier, forsøge at reagere så godt vi kan på deres situation. At reagere på en måde, der altid er menneskelig, retfærdig og broderlig. Vi har brug for ikke at falde i den hyppige fristelse i dag: at kassere alt, hvad der viser sig vanskeligt. Lad os huske den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt 7,12)
Denne regel indikerer en klar retning. At vi behandler andre med samme passion og medfølelse, som vi selv ønsker at blive behandlet med. At vi søger at give andre de samme muligheder, som vi selv efterstræber. At vi hjælper andre med at vokse, sådan som vi selv ønsker at blive hjulpet. Med andre ord; ønsker vi sikkerhed, så lad os give sikkerhed; ønsker vi liv, så lad os give liv; ønsker vi muligheder, så lad os sørge for muligheder. Den målestok, vi anvender på andre, er den samme målestok, vi selv bliver målt med. Den gyldne regel minder os om vores ansvar for at beskytte og forsvare menneskelivet på alle trin af dets udvikling.
I grafikken herunder kan du se hele pave Frans program i USA, som han gæster fra den 22. til den 27. september. Talen fortsætter under grafikken
Denne overbevisning har fra begyndelsen af min tjeneste ført mig til, på forskellige niveauer, at foreslå en fuldstændig afskaffelse af dødsstraffen. Jeg er overbevist om, at denne vej er den bedste, fordi ethvert liv er helligt, ethvert menneske har en umistelig værdighed, og samfundet kan kun drage fordel af at rehabilitere dem, der er dømt for forbrydelser. Mine brødre, biskopperne i USA, har for nyligt fornyet deres krav om at afskaffe dødsstraffen. Ikke alene støtter jeg dem, jeg tilbyder også min opmuntring til alle, der er overbevist om, at en retfærdig og nødvendig straf aldrig bør udelukke håbets dimension, som er målet med rehabilitering.
I en tid, hvor sociale bekymringer er så vigtige, kan jeg ikke lade være med at nævne Guds tjenerinde Dorothy Day, der grundlagde Den katolske Arbejderbevægelse. Hendes sociale aktivisme, hendes passion for retfærdighed og kampen for de undertrykkede var inspireret af evangeliet, hendes egen tro og helgenernes eksempel. Hvilke fremskridt er der ikke sket på dette område så mange steder i verden! Hvor meget er der ikke gjort i disse første år af det tredje årtusinde for at hjælpe folk ud af ekstrem fattigdom!
Jeg ved, I deler min overbevisning om, at der fortsat er meget at gøre, og at man i krisetider og tider med økonomiske vanskeligheder ikke må miste en ånd af global solidaritet. Samtidig vil jeg opfordre jer til at huske på alle de mennesker omkring os, der er fanget i fattigdommens onde cirkel. De har også brug for at få et håb. Kampen mod fattigdom og sult må hele tiden kæmpes på flere fronter, især dens årsager. Jeg ved, at mange amerikanere i dag ligesom tidligere arbejder på at løse dette problem.
Det er indlysende, at en stor del af denne indsats er at skabe og fordele velstand. Den rette brug af naturressourcer, den rette anvendelse af teknologi og en udnyttelse af iværksætter-ånden er væsentlige elementer i en økonomi, der ønsker at være moderne, inkluderende og bæredygtig.
”Erhvervsmæssige aktiviteter tjener et ædelt formål, når de tjener til at øge velstanden og gøre verden til et bedre sted at leve. De kan bringe fremgang til de områder, hvor de foregår, især når jobskabelse er et af målene.” (Laudato Si’, 129)
Dette fælles gode omfatter også jorden, et centralt tema i den encyklika (rundskrivelse, hvori paven henvender sig til biskopperne og de troende, red.), som jeg for nylig har skrevet for at ”indlede en dialog med alle mennesker om vort fælles hjem.” (Laudato Si’, 3)
”Vi har brug for en diskussion, som inddrager alle, for miljøproblemerne og deres menneskelige årsager vedrører og påvirker os alle.” (Laudato Si’, 14)
Talen fortsætter under billedet
I Laudato Si’ slår jeg til lyd for en modig og ansvarlig indsats for at ”omdirigere vor påvirkning” (61) og afværge de mest alvorlige virkninger af nedbrydningen af miljøet, som menneskelig aktivitet er skyld i. Jeg er overbevist om, at vi kan gøre en forskel, og jeg er ikke i tvivl om, at USA – og denne kongres – har en vigtig rolle at spille.
Nu er tiden kommet til modige handlinger og strategier, som retter sig mod at implementere en ”kærlighedens kultur” (231), og ”en strategi for en løsning skal derfor være en samlet indsats, der bekæmper fattigdommen og giver de udstødte deres værdighed igen og samtidig beskytter naturen” (139). ”Vi har friheden til at begrænse og styre teknologien” (112); ”at udtænke intelligente måder at styre, udvikle og begrænse vor magt på” (78) og at lade teknologi ” tjene en anden form for fremskridt, som er sundere, mere menneskeligt, mere socialt, mere integreret” (112). I den forbindelse er jeg overbevist om, at Amerikas enestående akademiske institutioner og forskning kan yde et væsentligt bidrag i de kommende år.
For hundrede år siden, ved begyndelsen til Den store Krig, således som pave Benedikt XV beskrev det ”meningsløse slagteri”, blev en anden bemærkelsesværdig amerikaner født: cisterciensermunken Thomas Merton. Han er fortsat en kilde til åndelig inspiration og en vejleder for mange mennesker. I hans selvbiografi skrev han: ”Jeg kom til verden. Fri af natur i Guds billede, men ikke desto mindre blev jeg en fange af min egen vold og egoisme som et billede af den verden, jeg blev født ind i. Denne verden var et billede på Helvedet, fuld af mennesker som mig, der elskede Gud og alligevel hadede Ham; født til at elske, men som i stedet levede i frygt for deres egne håbløse, modstridende lyster”. Merton var frem for alt en bønnens mand, en tænker, der udfordrede sin tids vished og åbnede nye horisonter for sjæle og for kirken. Han var også en dialogens mand, en talsmand for fred mellem folkeslag og religioner.
I dette perspektiv af dialog vil jeg gerne anerkende den indsats, der de seneste måneder er gjort for at hjælpe med at overvinde historiske forskelle, som knytter til smertefulde begivenheder i fortiden. Det er min pligt at bygge broer og at hjælpe alle mænd og kvinder til på alle mulige måder at gøre det samme.
Når lande, der har været uenige, genoptager dialogens vej – en dialog, som måske har været afbrudt af mere legitime grunde – åbner der sig nye muligheder for alle. Dette har krævet – og kræver fortsat – mod og dristighed, hvilket ikke er ensbetydende med uansvarlighed. En god politisk leder er en person, der under hensyntagen til alles interesser, griber øjeblikket i en ånd af åbenhed og pragmatisme. En god politisk leder vælger altid at indlede processen i stedet for at besætte magttomrummet (Evangelii Gaudium, 222-223).
At være til rådighed for dialog og fred betyder også at være virkelig fast besluttet på at nedbringe og på sigt at afslutte de mange væbnede konflikter i verden. Her må vi spørge os selv: Hvorfor bliver dødelige våben solgt til dem, der planlægger at påføre individer og samfund ubeskrivelige lidelser? Desværre er svaret, som vi ved, ganske enkelt penge: penge dyppet i blod, ofte uskyldiges blod. I lyset af denne skammelige og skyldige stilhed er det vor pligt at adressere problemet og stoppe våbenhandelen.
Tre sønner og en datter af dette land, fire individer og fire drømme: Lincoln, frihed; Martin Luther King, frihed i mangfoldighed og ikke-udelukkelse; Dorothy Day, social retfærdighed og rettigheder til mennesker; og Thomas Merton, evnen til dialog og åbenhed over for Gud.
Talen fortsætter under billedet
Fire repræsentanter for det amerikanske folk.
Jeg afslutter mit besøg i jeres land i Philadelphia, hvor jeg deltager i Verdensmødet for Familierne. Jeg håber, at familien kan være et tilbagevendende tema under hele mit besøg. Hvilken vigtig rolle har familien ikke spillet i opbygningen af dette land! Og hvor fortjener den ikke fortsat vores støtte og opmuntring! Jeg kan alligevel ikke skjule min bekymring for familien, som måske mere end nogensinde er truet indefra som udefra. Grundlæggende relationer bliver udfordret ligesom selve grundlaget for ægteskabet og familien. Jeg kan kun gentage vigtigheden af familielivet, især dets rigdom og skønhed.
Jeg vil især henlede opmærksomheden på de mest udsatte familier: De unge. For mange af dem åbner der sig en fremtid fuld af muligheder, men mange synes desorienterede og formålsløse, indfanget i en håbløs labyrint af vold, misbrug og fortvivlelse. Deres problemer er vores problemer. Vi kan ikke undgå dem. Vi er nødt til løse dem sammen og arbejde for effektive løsninger i stedet for at køre fast i diskussioner. Med risiko for at overforenkle emnet kan vi sige, at vi lever i en kultur, der presser unge mennesker til ikke at etablere en familie, fordi de mangler fremtidsmuligheder. Men samme kulturer tilbyder også andre så mange muligheder, at også de bliver afskrækket fra at etablere familie.
En nation betragtes som stor, når den forsvarer friheden, sådan som Lincoln gjorde det; når den fremmer en kultur, der tillader folk at ”drømme” om de samme rettigheder til alle deres brødre og søstre, sådan som Martin Luther King søgte at gøre; når den stræber efter retfærdighed og kæmper de undertryktes sag, sådan som Dorothy Day gjorde det med sit utrættelige arbejde; så bliver troens frugt til dialog og sår fred på samme tankefulde måde som hos Thomas Merton.
Med disse refleksioner har jeg forsøgt at præsentere nogle af rigdommene fra jeres kulturelle arv, ånden i det amerikanske folk. Jeg håber, at denne ånd må fortsætte med at udvikle sig og vokse, således at så mange unge som muligt kan arve og bo i et land, der har inspireret så mange mennesker til at drømme.
God bless America!
