Når kirker rundt om i landet gør regnskabet op sidst på året, er det ikke salg af gravsteder eller billetter til kirkekoncerter, der skæpper mest i kassen.
Folkekirkens største fortjeneste ligger i skov og landbrugsjord.
For selvom kirken for længst er holdt op med at modtage bondegårde som betaling for at bede for mennesker, sidder den stadig på en betydelig del af Danmarks grønne områder.
Kirken ejer ifølge en opgørelse fra 2012 over 7000 hektar landbrugsjord 13 procent af al offentligt ejet landbrugsjord hvilket svarer til et areal lidt større end øen Tåsinge. Og ifølge tal fra Kirkeministeriet tjente kirken i 2012 næsten 39 millioner kroner på at forpagte jorden ud.
En stor del af forklaringen på de store jordbesiddelser er, at kirken tidligere fik jord som modydelse for at holde sjælemesser for de afdøde, forklarer lektor i kirkehistorie Carsten Bach-Nielsen, Aarhus Universitet.
LÆS OGSÅ: Københavnerkirke til salg. Pris: 10 millioner
Kirken blev en stor jordbesidder i middelalderen. Var man velhavende, gav man en gård, og så lovede kirken at bede og ringe med klokker for den afdøde i al evighed. Så kom man nemmere gennem skærsilden.
Efter Reformationen i 1536 snuppede kongen en stor del af kirkens gods svarende til cirka en tredjedel af jorden i Danmark. Præsterne fik deres præstegårde, så de som bønder kunne brødføde deres familie, indtil præsterne i 1922 kom på fast løn, forklarer kirkehistorikeren.
Derfor forpagter kirken langt hen ad vejen de gamle præstegårdsjorde i dag. Indtægten er en vigtig del af kirkens drift og bare en anden måde at have penge i banken på.
Jordbesiddelserne styrker kirkens arbejde, mener biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.
Man kan selvfølgelig godt hejse fanerne for de høje idealer og sige, at kirken ikke bør eje jord, og at vi bør kunne nøjes med at eje et par sandaler til fødderne til at gå ud og forkynde evangeliet, siger biskoppen.
Men vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden. Hvis vi vil have professionelt arbejde i kirken, kræver det en økonomi. Og her kan det give en økonomisk stabilitet at have en grundkapital stående i landbrugsjord, siger han.
Men det er uheldigt, at folkekirken ejer så meget jord, mener Christopher Arzrouni, debatredaktør på dagbladet Børsen og medlem af Det Etiske Råd.
Det går langt ud over menighedsråds forstand at varetage kapital såsom landbrugsjord. Derfor gør de klogt i at frasælge jorden så hurtigt som muligt, så andre kan forvalte den. Menighedsråd er ikke specialiserede jordejere, og det er ikke deres gesjæft at drive skov eller landbrug. Deres opgave er at sørge for menighedens liv og ikke at forvalte landbrugsjord, siger han.
Værdien af folkekirkens jord beløber sig til omkring en milliard kroner, hvis man tager afsæt i et gennemsnit af Finanstilsynets generelle vurdering af pris på landbrugsjord i Danmark.
Menighedsrådenes problemer med at være jordejere er stort set de samme som en kommunes eller stats pro-blemer med at varetage ejerinteresser, mener Christopher Arzrouni.
Det bliver inkompetent og ineffektivt.
Mange kirker sælger faktisk allerede jord, påpeger biskop i Viborg Stift Karsten Nissen. Han mener, at det er fornuftigt for visse menighedsråd at have en stabil indkomst fra landbrugsjord.
Men udviklingen har i mange år gået i retning af, at man sælger jorden. Det kan der være god grund til, og mange menighedsråd opfatter det som en lettelse, siger han og tilføjer:
Det er ikke kirkens opgave at eje jord. Men når situationen nu er, at kirken faktisk ejer jord, så er det vigtigt, at den bliver forvaltet på den bedste måde. Det er ligesom med stifterne. Det er ikke stifternes opgave at drive bankvirksomhed, men når situationen er, at man har adskillige milliarder i stiftsmidler, skal vi forvalte dem bedst muligt.