Prøv avisen
Dagens portræt

"Jeg vil ikke så mange ting udover mit arbejde og min familie"

Birger Nygaard, der er sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, skrev speciale om Kinas kristne, da han studerede teologi på Aarhus Universitet. Siden da har han beskæftiget sig med den globale kirke hele livet. – Foto: Leif Tuxen

Sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd Birger Nygaard har ikke så meget at bruge sin tid på udover arbejde og familie. I morgen fylder han 60 år

Birger Nygaard har to hobbyer: Familien og arbejdet. Og den ene hobby må af og til indfinde sig med, at han prioriterer den anden. For eksempel var sekretariatschefen for Folkekirkens mellemkirkelige Råd i efterårsferien i New York med sin familie. Men her fik familien ham ikke helt for sig selv. Han listede bort til et par møder med nogle kirkefolk, inden han sluttede sig til familien igen. Birger Nygaard bliver 60 år i morgen.

”Min familie er vant til, at jeg at har svært ved at lægge det fra mig, som jeg beskæftiger mig med til daglig. Det er meget svært for mig ikke at benytte mig af en god mulighed for at møde folk fra kristenheden ude i den store verden. Jeg er meget beriget med at have en familie, der forstår, at jeg arbejder med noget, der er min livspassion, og at jeg ikke kan lade være med at reflektere over det,” siger han.

Når Birger Nygaard taler om sit liv og arbejde, gentager han ofte ordene ”berigelse”, ”taknemmelighed” og ”privilegium”.

Selvom man prøver, er det svært at hive det mindste sortsyn ud af sekretariatschefen, der gennem de seneste 30-40 år har arbejdet med den kristne kirke i hele verden. Han er blevet forskånet for de store livskriser, nedture og stress, mens han har forsøgt at balancere familieliv med et travlt arbejdsliv.

”De ting, der er svære i mit liv, må regnes for småting i forhold til de privilegier, jeg nyder. Og det føler jeg en dyb taknemmelighed og ydmyghed over for, for jeg er udmærket klar over, at det sagtens kunne være gået anderledes,” siger han.

Han blev født i 1959 i Givskud i Sydjylland i et landbrugshjem. Der er ikke meget landmand over ham i dag, men han mener selv, at landbrugslivet har sat sit præg på ham. I landbrugshjemmet voksede han nemlig op med, at familieliv og arbejdsliv ikke var adskilt. Denne sammenhæng mellem livsopgave og arbejde har for ham været afgørende for at undgå stress over alt det andet, han ikke kan nå.

”I et landbrug var der én ting, man gjorde og fokuserede på. Der var ikke tid til så meget andet, og det har der heller ikke været i mit liv. Jeg har ikke så mange hobbyer. Golf blev det aldrig til, og jeg må konstatere, at tiden er gået, når jeg er færdig med de ting, jeg har at lave. Jeg tror, at mange, der bliver stressede, lider under, at de gerne vil nå en masse. Jeg vil ikke så mange ting ud over mit arbejde og min familie, og det er nok godt for mig.”

Ud over at være et landbrugshjem var barndomshjemmet i Givskud også kirkeligt. Moderen var organist i den lokale sognekirke, og faderen menighedsrådsformand. Birger Nygaard flyttede som ung mand til Aarhus og studerede teologi, og her blev han inspireret af den nu afdøde teologiprofessor Johannes Aagaard.

Allerede i studietiden blev hans interesse for den globale kirke vakt. Han skrev speciale om kirken i Kina, og siden har han beskæftiget sig med kristendom over hele verden gennem stillinger ved blandt andet Santalmissionen, Dansk Missionsråd og Areopagos-stiftelsen.

En af hans opgaver nu er at forsøge at gøre folkekirken mere åben over for indvandrere og andre uden dansk baggrund. Fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd blev der forleden lanceret en engelsksproget hjemmeside om folkekirken med netop det formål. Men der er lang vej igen, og der skal meget mere til end en hjemmeside, vurderer Birger Nygaard, som ville ønske, at man i folkekirken var mere opmærksom på andre kristne.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi var mere åbne over for globale perspektiver. Det er normalt, at vi som menigheder og kirker lider af en form for provinsialisme, hvor man ikke har blik for, at der er kristne uden for vores egen tradition. Der tror jeg også, at folkekirken kan gøre mere for at åbne for andre traditioner. Heldigvis er processen med dette stille og roligt gået i gang.”

De seneste 10 år har han kirkeligt været engageret i Adventskirken, en lokal sognekirke i Vanløse, hvor han er næstformand for menighedsrådet. Han siger selv, at ”troens væsen” har været det samme for ham i alle årene, men at den hele tiden bliver fornyet. Det har han senest oplevet i overvejelser om kristendom og klimakrise:

”I reformatorisk kristendom har vi haft et ret entydigt syn på Kristi gerning som frelse for det enkelte syndige menneske. I en tid med dommedagstale om klimakrise dukker bibelvers op, der taler om, at alt på jorden som i himlene er forsonet i Kristus. Kalder dette os ikke ind i troen på, at selv en klimakrise er kendt af Gud og rummet i Kristi forsoning? Og med det håb kan vi gå ind til vores forvalteransvar.”