Landehøringer af Norge, Holland og Island

Landehøringer om erfaringer med ophævelsen af blasfemibestemmelsen modtaget af justitsministeriet fra Norge, Holland og Island

Justitsministeriet har modtaget de følgende konsoliderede indberetninger fra Norge, Holland og Island, som besvarer en række spørgsmål om de praktiske erfaringer med ophævelsen af en blasfemibestemmelse i national lovgivning.

En række centrale afsnit i indberetningerne er fremhævet med fed.

Henvisninger og bilag er udeladt. 

Norge

Ambassaden i Oslo, den 26. maj 2017

”Norge afskaffede blasfemiparagraffen i marts 2015 efter terrorhand-lingen mod Charlie Hebdo i Paris.

Det havde dog allerede inden stået klart, at paragraffen skulle fjernes i norsk lovgivning. Dels havde en ’ytringsfrihedskommission’, som blev nedsat i forbindelse med forberedelserne til grundlovsrevisionen (2014), i 1999 peget på, at tiden havde overhalet blasfemiparagraffen:

”Historisk set har blasfemiparagrafen sine røtter i det gamle samfunn der statsreligionen var en realitet i den forstand at religionen var en av funda-mentane for staten, det vil sige at den bidro til å gi staten autoritet”.

”Det som for noen er blasfemi kan for andre være en relevant kulturkri-tik…Det betyr at det som for noen fortoner seg som rimelige forbud, for andre kan fortone seg som uberettigede inngrep i ytringefriheden”. (NOU 1999:27).

Dels havde en senere ’straffelovskommission’ i 2002 foreslået en afskaffel-se, bl.a. under henvisning til ”skadefølgeprincippet”, dvs. at alene handlin-ger, som medfører skade eller fare for skade, straffesanktioneres.

Forslag til revision af straffeloven, som et flertal i Stortinget stillede sig bag i 2005, var formuleret i overensstemmelse med ovenstående, ligesom det endelige forslag i 2009.

Af forskellige grunde blev ikrafttrædelsen af lovgivningen forsinket, så blasfemiparagraffen var fortsat gældende, da terrorhandlingen mod Charlie Hebdo fandt sted. Og det er på den konkrete baggrund, at Stortinget i maj 2015 ophæver paragraffen; selvom det alligevel ville være sket i forbindel-se med vedtagelsen af straffeloven senere på året. Jfr. vedhæftede argu-mentation.

Der foreligger ikke oplysninger om, at ophævelsen skulle have givet anledning til trusler, fysiske manifestationer eller sikkerhedsmæssige og/eller udenrigspolitiske konsekvenser.

På toårsdagen for Charlie Hebdo i januar 2017 offentliggjordes en opini-onsundersøgelse blandt norske muslimer om indstillingen til straf for blas-femi, hvoraf det fremgik, at 41 % vil straffe blasfemi, og at 7 % støtter dødsstraf.

(I parentes kan det dog bemærkes, at det yderligtgående muslimske miljø i Norge i marts 2016 demonstrerede mod henrettelsen i Pakistan af den per-son, der dræbte den liberale guvernør i Punjab-provinsen, angiveligt fordi guvernøren havde gjort sig til talsmand for mindre strenge blasfemilove.)

En vis, begrænset (elitær) debat har fundet sted omkring et projekt om ytringsfriheden i Norge, som gennemføres af organisationen ’Fritt Ord’, jfr. den tidligere omtalte opinionsundersøgelse blandt norske muslimer.

Debatten har i mindre grad drejet sig om blasfemi og højere grad samlet sig om regeringens strategi mod ’hadefulde ytringer’, hvis udformning blev lanceret i en ’politisk erklæring’ i 2015, og som i november 2016 forelå i sin endelige form.

Det kan eventuelt være værd at bemærke, at statsminister Solberg i forbin-delse med en diskussion om beskyttelse mod krænkelser udtalte sig som følger:

«Solberg, Dagsavisen 23.04.2016:
” – Så mener du ikke at den enkelte skal beskyttes mot krenkelser?
– Det kommer an på hva som er krenkelse. Hva man blir krenket av er så subjektivt. Vi må tåle blasfemi, understreker Solberg.
– Opplever du det krenkende at din religion blir kritisert, at din ideologi blir kritisert – det er ikke noe staten skal beskytte. Men vi skal gripe inn om du er utsatt for personlige krenkelser fordi du ytrer deg, fordi du mener noe, på bakgrunn av personlige egenskaper, handikap eller kjønn.”

Lovgivningsmæssigt finder beskyttelse mod ’hadefulde ytringer’ udtryk i den norske straffelovs paragraf 185.

Det bemærkes, at den norske regering i oktober 2016 fremlagde en hand-lingsplan mod antisemitisme.”

Holland

Ambassaden i Haag, den 26. maj 2017

  • ”Nederlandene afskaffede i 2013 blasfemiparagraffen. Afskaffel-sen gav i sig selv ikke anledning til større parlamentariske eller of-fentlige debatter mv. 
  • Afskaffelsen skete imidlertid på baggrund af en årelang debat om re-ligions- og ytringsfrihed i kølvandet på mordet på Theo van Gogh i 2004. Denne debat var til tider voldsom, og gav anledning til en række (yderligere) sikkerhedsmæssige hændelser og foranstaltnin-ger. Oprindeligt gav mordet anledning til et ønske om at ’revitalise-re’ blasfemiparagraffen’, men den efterfølgende debat gik i retning af en afskaffelse.
  • Blasfemiparagraffen var før afskaffelsen stort set aldrig anvendt, og det vurderedes, at en afskaffelse ikke reelt ville ændre retstil-standen, henset til bredere kriminalisering af diskrimination og op-ildnen til vold og had mod forskellige grupper, herunder religiøse. Endvidere fandtes blasfemiparagraffen bl.a. at skabe ulighed for lo-ven ift. andre grupper end religiøse, eks. etniske.

Andetkammeret i det nederlandske parlament vedtog den 16. april 2013 at ophæve kriminaliseringen af blasfemi i den nederlandske straffelov, inde-holdt i straffelovens § 147. Ophævelsen blev efterfølgende ligeledes ved-taget i Førstekammeret (Senatet), som primært befatter sig med lovtekniske aspekter, den 3. december 2013, hvorefter lovændringen trådte i kraft pr. 1. januar 2014. 

Lovforslagets behandling forløb helt gnidningsløst. Forslaget blev oprinde-ligt fremsat af De Liberale (VVD), De Socialliberale (D66) og Socialistpar-tiet (SP). Imidlertid blev det i forbindelse med valg og regeringsdannelse klart, at VVD - og premierminister Mark Rutte – ville være nødt til at sam-arbejde med det lille kristne parti SGP i Førstekammeret for at sikre parla-mentarisk flertal for lovgivning i almindelighed. Eftersom SGP var imod ophævelse af blasfemiparagraffen, valgte VVD derfor at trække sin støtte til forslaget af hensyn til forholdet til SGP. Dette fik dog ingen konse-kvenser, idet D66 og SP genfremsatte forslaget, hvorefter det blev vedta-get.

Lovændringen gav i sig selv ikke anledning til hverken særlige sikker-hedsmæssige foranstaltninger eller hændelser (øget trusselsniveau, om-fattende demonstrationer eller uroligheder e.l.), så vidt vides heller ikke i udlandet. En politisk debat med stærke meningstilkendegivelser fandt dog sted, hvor bl.a. det lille, stærkt kristne parti SGP spillede en rolle. 

En del af forklaringen på det relativt rolige forløb skal måske findes i det faktum, at lovændringen havde været længe undervejs. I Nederlandene havde blasfemiparagraffen op til afskaffelsen været anvendt meget sjældent. Bestemmelsen blev indført i 1932, bl.a. som følge af tiltagende kommunistisk religionskritik, og havde senest været anvendt i 1968. Imid-lertid gav mordet på manden bag den islamkritiske film ’Submission’, Theo van Gogh, i 2004, anledning til et ønske hos daværende justitsminister (kri-stendemokratiske Piet Hein Donner) om at ’revitalisere’ blasfemiparagraf-fen. Van Gogh blev som bekendt myrdet af en mand af marokkansk op-rindelse.

Donner ønskede i forlængelse af mordet bl.a. at udvide bestemmelsen til også at omfatte ytringer, som kunne virke fornærmende/krænkende på muslimer. ’Revitaliseringens’ formål var at begrænse radikalisering og imø-degå forsætlig offentlig krænkelse af livssyn og religion’. Dette satte imid-lertid gang i en omfattende debat om ytrings- og religionsfrihed, både i offentligheden og i parlamentet. Denne debat, som fandt sted over en læn-gere periode, inddrog ikke overraskende også den danske tegningesag og andre lignende elementer. En central person i denne debat var daværende parlamentsmedlem – og forfatter til ’Submission’-manuskriptet – Ayaan Hirsi Ali. Debatten gik klart i retning af en afskaffelse fremfor en revitali-sering.

Mordet på van Gogh, ’Submission’, og debatten om en evt. udvidelse af blasfemiparagraffen gav på daværende tidspunkt anledning til såvel hæ-vet trusselsniveau, omfattende offentlige manifestationer i form af de-monstrationer mv. samt særlige beskyttelsesforanstaltninger for en række udsatte politikere og offentlige personer. Selve lovforslaget og dets vedtagelse, som altså først kom et år senere, gav altså efter det oplyste ikke anledning til noget sådant.

De retlige konsekvenser af afskaffelsen blev grundigt analyseret i forbin-delse med lovændringen. Overordnet set var konklusionen, at ophævelsen reelt set ikke ændrer retstilstanden, da en række andre diskriminationsbe-stemmelser i den nederlandske straffelov allerede kriminalisere handlinger, som ellers ville være omfattet af blasfemiparagraffen (jf. også den sjældne brug af paragraffen).

§§ 137(c-f) i straffeloven kriminaliserer bl.a. fremsættelse af ytringer rettet mod at krænke eller nedgøre grupper baseret på køn, religion, seksuel over-bevisning etnicitet, køn handicap mm. Tilskyndelse til vold eller had mod sådanne grupper er ligeledes omfattet. En ’Lov om offentlige manifestati-oner’, som udspringer af den nederlandske grundlovs bestemmelser om forsamlings- og religionsfrihed, indeholder i øvrigt også begrænsninger af disse rettigheder. Det nederlandske justitsministerium vurderede derfor, at der ved en afskaffelse reelt set ikke ville blive ændret på retstilstanden, da handlinger omfattet af blasfemiparagraffen allerede var indirekte omfattet af andre bestemmelser.

Af mere principiel betydning i overvejelserne om afskaffelsen var det synspunkt, at blasfemiparagraffen skabte ulighed for loven mellem for-skellige grupper, idet troende gives en særlig beskyttelse som ikke gives til eks. etniske grupper eller andre. Og på trods af, at bestemmelsen stort set ikke blev anvendt, havde den stadig en normativ effekt. Samtidig fandt forslagsstillerne, at en afskaffelse ville virke fremmende på den offentlige debat om samfunds- og religionsforhold, og betragtninger vedr. adskillel-sen af stat og kirke spillede også en rolle i den politiske debat.”

Island

Ambassaden i Reykjavik, den 25. maj 2017

”Blasfemiparagraffen i den Islandske Straffelov blev ophævet i 2015. 

Ophævelsen skete efter forslag fremsat af et medlem af Islands Alting fra Piratpartiet med den begrundelse, at det var en forældet paragraf. Forsla-get gik igennem i Altinget uden problemer eller debat. Da der i Regeringen heller ikke sås problemer med forslaget, fandt man det ikke nødvendigt, at lade spørgsmålet gå gennem et ekspertudvalg til udtalelse inden endelig vedtagelse. 

Der var i 2015 ingen offentlig debat om eller særlig offentlig interesse i paragraffens ophævelse. Afkriminaliseringen af blasfemi har heller ikke siden givet anledning til debat i Island. 

Ophævelsen af blasfemiparagraffen ses ikke at havde ændret rammerne for eller indholdet af den debat, der måtte være i det islandske samfund om religiøse spørgsmål. Det hører med til billedet, at der generelt i Island er meget lille offentlig debat om religion. 

Island har ikke oplevet nogen reaktioner udefra på ophævelsen. Under seneste periodiske landegennemgang (UPR) for Island i FN’s Menneske-rettighedsråd stillede Libyen spørgsmål ved, om ikke Island burde krimina-lisere blasfemi. Islands svar havde været, at man netop havde afkriminali-seret blasfemi. Det gav ikke anledning til yderligere debat eller spørgsmål i menneskerettighedsrådet – eller udenfor. 

Island har ikke iværksat andre regler til at beskytte mod grove forhånelser af religion, fx. offentlige afbrændinger af Koranen eller Biblen

Ophævelsen af blasfemiparagraffen skete ikke som led i en bredere vurde-ring af regler, der måtte begrænse ytringsfrihed. 

Det kan til fuldstændighed nævnes, at Island nyligt har indledt overvejel-ser om, hvorvidt man burde se nærmere på en modernisering af Straffelo-vens injuriebestemmelser. Disse indledende overvejelser bunder ikke i no-gen religiøs kontekst men i, at Island seks gange har fået en anmærkning fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sager om journali-ster, der ved islandske domstole er dømt efter Straffelovens injuriepara-graffer. Paragraffer, som Islands juridiske eksperter selv vurderer ikke læn-gere er tidssvarende.”