Prøv avisen

Landet ved korsvejen

Jan Hus blev brændt på bålet som kætter i 1415, hvilket nogle ser som en af de historiske grunde til, at tjekkerne er mistænksomme over for kirken. Monumentet over den bøhmiske reformator blev rejst 500 år senere -- i 1915 i hovedstaden Prag. -- Foto: Birthe Pedersen.

TJEKKIET: Protestanterne er forsvundet, men en protestantisk ånd præger stadig Tjekkiet. Efter årtiers ateisme, efterfulgt af begejstring for det nye forbrugssamfund efter kommunismens fald, er tjekkerne igen ved at få interesse for åndelige spørgsmål

Alle holdningsundersøgelser siger det samme: Tjekkiet er Europas måske mest sekulariserede land. Et af de få lande, hvor det er helt almindeligt at erklære sig som ateist. 47 procent af indbyggerne synes, det er positivt og fremskridtsvenligt, at Tjekkiet i så udstrakt grad er ateistisk. 45 procent, at det er skidt. De sidste otte procent svarer, i en helt ny meningsmåling, at det må afhænge af, om Gud eksisterer eller ej.

– Vi er grundlæggende et rationalistisk land. Religion interesserer os

ikke, lyder forklaringen fra Ivan Gabal, sociolog og grundlægger af konsulentfirmaet Gabal Analysis and Consulting i den tjekkiske hovedstad, Prag.

– Efter 40 års kommunisme gik vi fra planøkonomi til markedsøkonomi fra den ene dag til den anden. Det har været hårdt. Nu vil vi have lov til at stå på ski om vinteren og tage til havet om sommeren. Folk er mere interesseret i uddannelse end i religion. De går hellere til sprogundervisning end i kirke, siger han.

Kun en tredjedel af tjekkerne erklærer sig ifølge samstemmende meningsmålinger som troende. 27 procent er katolikker. Protestanterne udgør kun

en til to procent af befolkningen.

Alligevel er billedet af Tjekkiet som et a-religiøst land misvisende. For tjekkerne er ikke desto mindre levende

interesseret i åndelige spørgsmål.

– Jeg har boet og rejst i flere lande i Europa. Ingen steder har jeg oplevet så stor beredvillighed til at diskutere åndelige spørgsmål på et kristent grundlag som i Tjekkiet, siger Ivana Noble, der er lektor i teologi og filosofi ved Karls-universitetets protestantiske teologiske fakultet i Prag.

– I Spanien har folk afbrudt en samtale, når de fandt ud af, at jeg er teolog. I Tjekkiet får det omvendt mange til at bringe de spørgsmål på banen, de går og tumler med til daglig. Det, som interesserer dem, er netop at få et kristent bud på, hvad der er rigtigt og forkert. Om kunstig befrugtning er etisk rigtigt, eller hvordan de skal reagere på krav på jobbet eller i familien, som de inderst inde synes er forkerte. Om at acceptere sig selv eller tilgive andre, siger hun.

De værdiundersøgelser, som blev udført i Tjekkiet i begyndelsen af 1990'erne, bekræfter, at tjekkerne har et splittet forhold til tro og religion. De svarer rask væk ja til påstande, som burde udelukke hinanden, påpeger Ivana Noble.

– En af mine favoritter er denne her: "Er du ateist – Ja. Tror du på en personlig Gud – Ja". Andre erklærer sig som ateister og siger samtidig, at de tror på et evigt liv, eller at de jævnligt beder.

Da Tjekkoslovakiet i 1989 væltede det kommunistiske styre, havde 40 års systematiske bestræbelser på at udradere enhver religion sat sine spor. Tjekkoslovakkerne havde uden den store modstand taget den ateistiske propaganda til sig, fordi den mest udbredte religion, katolicismen, i forvejen blev forbundet med nationalt nederlag og udenlandsk undertrykkelse.

Den bøhmiske protestantisme efter Jan Hus, som blev brændt på kætterbålet i 1415, blev udslettet under Trediveårskrigen. Bøhmen blev underlagt det habsburgske imperium, som iværksatte en kombineret germanisering og tvangskatolicering.

Det har efterladt en skat af overdådigt udsmykkede barokkirker, men også en indgroet mistænksomhed til religion i almindelighed og katolicismen i særdeleshed. Rigdommen af marmor og forgyldninger, overfloden af buttede engle, stukornamenteringer og strålekranse i landets katolske kirker står i en skærende kontrast til det fattige antal kirkegængere.

– Bankerne og kirkerne er de institutioner, tjekkerne nærer størst mistillid til, siger Ivana Noble og peger på, at tjekkernes foretrukne personligheder, som blev kåret for få måneder siden, næsten alle er historiske personer som Karl den Fjerde, Bøhmens store tysk-romerske kejser i det 14. århundrede, eller Masaryk, første premierminister i den nyoprettede tjekkoslovakiske stat efter Første Verdenskrig.

Kun én er en kirkelig personlighed. Og det er Jan Hus.

– Den protestantiske ånd er ikke forsvundet, selvom der næsten ikke er flere protestanter, mener Ivana Noble.

– Der er noget protestantisk over denne individuelle søgen uden om kirken. Det er en søgen efter sandhed, og i den forstand lever ånden efter Jan Hus stadig. Sandheden var netop det, han stræbte efter, siger den protestantiske teolog.

Også den katolske præst og teolog Tomas Halik er tæt på at mene, at der er noget protestantisk over de tjekkiske katolikker.

– Vi er individualister og pragmatikere. I den forstand kan man sige, at vi har et protestantisk skær. Den tjekkiske katolicisme dækker et meget bredt spektrum og sprænger ofte de almindelige kategorier, man forsøger at presse kristendommen ind i, påpeger han.

Denne forbrødring mellem protestanter og katolikker er karakteristisk for det åndelige landskab i Tjekkiet. Kommunismens undertrykkelse af især den katolske kirke, men også de protestantiske trossamfund førte til et tæt intellektuelt fællesskab mellem katolske og protestantiske præster.

Prags katolske biskop, Vaclav Maly, var talsmand for systemkritikerne i Charter 77 sammen med senere præsident Vaclav Havel, og denne aura af modstand mod det kommunistiske

styre skabte omkring fløjlsrevolutionen i 1989 en spirende interesse for religion. Men interessen blev ikke omsat i vedvarende tilhørsforhold til trossamfundene.

– Vi var for længe spærret inde i kirkerne med forbud mod at tale tro i andre sammenhænge, og vi er endnu ikke blevet gode nok til at komme ud af de trygge kirker og møde befolkningen, erkender Gerhard Reinigenhaus, der er talsmand for Den Evangeliske Kirkes Tjekkiske Brødremenighed, Tjekkiets største protestantiske kirke med 120.000 medlemmer.

– Under kommunismen var der mange kirkefolk blandt de såkaldte "varmemestre", intellektuelle som nærede samfundets åndelige og intellektuelle dimension. De fik deres navn efter udrensede intellektuelle, som ofte blev degraderet til varmemester, når de mistede deres stilling. I dag er der ikke ret mange kirkefolk blandt "varmemestrene", som mest skal søges blandt kulturpersonligheder, mener Gerhard Reinigenhaus.

– Det er kirkernes egen skyld, at de ikke magtede at gribe den åndelige interesse efter kommunismens sammenbrud, lyder det fra den private katolske tænketank Obcansky Institute i Prag.

– Kirkerne er bange for at gå ud og evangelisere. De er alt for bange for at blive opfattet som en trussel mod den individuelle frihed. Det er en slags

intellektuel fejhed, som kendetegner både den katolske og de protestantiske kirker, mener Joch Roman fra Obcansky Institute.

Det tætte samarbejde mellem katolske og protestantiske kirker, som er

så karakteristisk for Tjekkiet, ser Joch Roman også som en af den tjekkiske kristendoms svagheder.

– Katolikker og protestanter sad i de samme fængsler, de blev nære, personlige venner. Og først og fremmest er de præget af den holdning, at dogmatisme er det værste, man kan forestille sig. Jeg vil ikke sige, at religionsdialogen er

gået for vidt. Men de tjekkiske kirke-

ledere mener tilsyneladende ikke, at

deres vigtigste opgave er at sprede evangeliet. Det kan de ellers roligt gøre uden at træde hinanden over tæerne. Halvdelen af befolkningen er a-religiøse, så de behøver ikke stjæle hinandens medlemmer for at få fremgang, lyder svadaen fra Joch Roman.

Den katolske biskop, Vaclav Maly er ikke uden videre enig i dette synspunkt.

– Vi er nødt til at erkende, at det kristne budskab er ét blandt mange andre åndelige tilbud. Vi lever i et pluralistisk samfund, hvilket netop forudsætter evnen til dialog. Men vi står også over for en stor udfordring, for vi sporer igen en stigende interesse for trosspørgsmål, siger han.

– Det tjekkiske samfund står ved en korsvej. Efter kommunismens sammenbrud kastede tjekkerne sig ud i

forbrugssamfundets og markedsøkonomiens glæder. Men nu begynder bagsiden af medaljen at vise sig med social udstødelse og åndelig tomhed. Kirkerne har en opgave i at være med til at

forme et samfund, der hviler på kristne værdier. Vi skal i stigende grad spille

en politisk rolle uden at forsøge at være et politisk parti, siger Vaclav Maly, som ikke desto mindre ser på den katolske kirkes fremtid med realistiske øjne.

– Vi må også acceptere, at denne tilbagevenden til åndelige værdier sker på en ny måde. Vi skal ikke regne med, at vi får flere kirkegængere ud af det.

troenseuropa@kristeligt-dagblad.dk

Der bor omkring 10 millioner mennesker i Tjekkiet.

Lidt over 60 procent af befolkningen definerer sig som ateister ifølge flere meningsmålinger, knap 30 procent angiver at være katolikker, mens de resterende angiver at tilhøre andre trossamfund.

Religiøse anliggender hører under Afdelingen for Kirker under det tjekkiske kulturministerium. Alle religiøse grupper, der er registreret her, modtager statsstøtte. Der var i 2004 25 godkendte trossamfund.

Troens Europa

uDenne artikel er et led i Kristeligt Dagblads fokus på Troens Europa.

Alle tidligere artikler kan med et

netabonnement læses på

www.kristeligt-dagblad.dk, hvor

man også finder en religionsguide til

25 europæiske lande.