"Kan vi være sikre på, at man altid kan få øje på de bedste løsninger, når synsvinklen begrænses til det enkelte sogn?".
Sådan spurgte Landsforeningens formand, Inge Lise Pedersen, i sine kommentarer til den aktuelle folkekirkelige situation på foreningens nyligt afholdte årsmøde på Nyborg Strand.
"Tror vi selv på det?", tilføjede hun retorisk.
Ligesom for at understrege, at her er en bastion under hastig opløsning, og at det efterhånden burde være tydeligt for de fleste.
Bastionen er selvfølgelig det før så højhellige sogn, der i den grad er ved at ændre karakter. Ikke på grund af ideologers og aktivisters anslag, men på grund af en virkelighed, der blandt andet tegnes af befolkningens mobilitet, af demografisk opbrud og så selvfølgelig økonomien.
I sine kommentarer peger Landsforeningens formand på spørgsmålet om sognesammenlægninger, der opstår i de sogne, hvor ingen gider gå i kirke, og hvor ressourcerne med fordel kan anvendes anderledes. Eventuelt på nabosognets kirke, hvor billedet er et helt andet.
For en økonomisk betragtning er det jo ligetil.
Men enhver med blot en smule folkekirkelig indsigt ved, at vi her er inde at danse fandango i et minefelt. Ellers udviskede sogneskel kan leve et rigt og magtfuldt liv i kirkeligt indforståedes hoveder og hjerter. Af rigtig mange gode grunde såmænd.
Men skulle de samme sogneskel efterhånden svækkes og fremstå lidt mere flimrende i konturerne, alt imens de gamles æt dør ud, så overlever de i strukturerne og lovgivningen. Sådan har det været siden menighedsrådslovens vedtagelse i 1903, og derfor er det folkekirkelige demokrati traditionelt et demokrati "fra neden". Senest stadfæstet med sognefuldmagten i 2003, hvor menighedsrådene af Tove Fergo fik større frihed til at tilrettelægge det lokale sognearbejde.
Så når Inge Lise Pedersen anfører det som et problem, at et menighedsråd kan nedlægge veto mod en sognesammenlægning – også selvom både provst, provstiudvalg, biskop og/eller stiftsråd skulle anbefale en sådan – er det så afgjort arvesølv, hun flår ud af de panserglassikrede montrer.
Og som hun efterfølgende – igen retorisk – spørger: "Er det holdbart at regne med, at alle ændringer skal komme nedefra? Tjener vi liv og vækst i folkekirken bedst ved at kræve al magt til menighederne?".
I sine videre kommentarer begrunder formanden selvfølgelig, hvorfor hun ikke mener det. Men havde hun regnet med, at forsamlingen ville stille sig kritisk an over, at den slags skulle komme lige netop fra hende, så er hun muligvis blevet overrasket. Ifølge alle referater var der bred opbakning til formandens betragtninger.
Så formanden havde tilsyneladende belæg for at spørge: "Tror vi selv på det?" – altså at al beslutningskom- petence vedrørende strukturforandringer skal ligge hos det enkelte menighedsråd. Og man må følgelig spørge: Løb formanden en åben dør ind?
I så fald skyldes det ikke ideologers og aktivisters værk. Nærmere en stadigt mere påtrængende økonomisk virkelighed, der flere steder i landet melder sig med faldende indkomstgrundlag og stigende landskirkeskatter, og som i enkelte provstier betyder, at der for alvor skæres ind til benet blot for at vedligeholde et driftsminimum.
"It is the economy, stupid", ikke ideologiske snigløb, der lader flere og flere indse nødvendigheden af at omstrukturere radikalt og i det hele taget tænke i afgørende nye baner. Men så sandelig også de stadigt flere og stadigt større krav til det enkelte menighedsråd, der har meldt sig som en konsekvens af sognefuldmagten. Mange sogne vil hellere end gerne parkere de opgaver andetsteds. Af og til ligner det et hovedkulds kompetenceafkald.
Men der er naturligvis flere spørgsmål, der rejser sig, før vi kommer så vidt. For hvor forstående er man, når flaskehalsen peger på ens eget sogn? I hvert fald når det kommer til eventuelle sammenlægninger. Hvorfra skal initiativet komme, hvem der repræsenterer "helhedens" interesser, og hvem skal have beføjelser til at handle på dens vegne?
Er det provstiet, hvor så mange andre kompetencer dirigeres hen i disse år? Er det stiftsrådene, der endnu ikke helt har fundet deres egne ben? Er det stifterne, der har travlt med at gøre sig uundværlige?
Et er, at Landsforeningens formand tilsyneladende er sluppet godt af sted med at spørge, som hun har gjort og tilligemed fået ros derfor. Noget andet er, hvordan det hele skal landes konkret med den almindelige uigennemsigtighed og generelle ulave, der traditionelt hersker i de folkekirkelige beslutningsstrukturer. Men det er så også en helt anden historie.
Henrik Wigh-Poulsen er domprovst i Odense.