Lang vej til billigere præstekjoler

I snart seks år har kirkefolk efterlyst billigere præstekjoler, men uden held

I snart seks år har kirkefolk efterlyst billigere præstekjoler, men uden held. Foto: Scanpix.
I snart seks år har kirkefolk efterlyst billigere præstekjoler, men uden held. Foto: Scanpix. Foto: BJARKE ØRSTED.

Prisen på præstekjoler er til debat. Igen.

Kristeligt Dagblad kunne i går fortælle, at en række af landets biskopper mener, at prisen på præstekjoler er urimeligt høj. Omkring 19.500 kroner koster en skræddersyet præstekjole, og da præster har krav på at få fornyet garderoben hvert ottende år, beløb udgifterne til præstekjoler sig sidste år til 4,5 millioner kroner.

Men faktisk var udgiften i 2005 større. Her fik præsterne syet kjoler for seks millioner kroner, hvilket også dengang fik biskopperne i offensiven. Efter et bispemøde i efteråret 2005 udtalte biskop i Haderslev Stift Niels Henrik Arendt på vegne biskopperne, at prisen var vanvittig høj, hvorefter han rettede henvendelse til Kirkeministeriet.

Ministeriet svarede i foråret 2006, at en arbejdsgruppe havde undersøgt sagen, og at "ministeriet har været af den opfattelse, at det var af vigtighed, at tjenestedragtens udseende og kvalitet svarede til den tradition, som tjenestedragten er udtryk for, og den standard, der hidtil har været normen."

Ministeriet opfordrede Niels Henrik Arendt til selv at undersøge mulighederne for at få produceret billigere præstekjoler, hvilket han derefter gjorde. Biskoppen tog kontakt til Folkekirkens Nødhjælp for at klarlægge muligheden for at producere kjolerne i Asien, og siden kontaktede han den tyske kirke og et syværksted i Hamborg.

Folkekirkens Nødhjælp kunne ikke opfylde de detaljerede krav til de skræddersyede kjoler, og i Hamborg mente virksomheden ikke, at det danske marked var stort nok. Herefter gik sagen i stå.

Omtrent tre år senere – i marts 2009 – opfordrede Kirkeministeriet Niels Henrik Arendt til at fremlægge sit syn på præstekjolepriserne, da ministeriet stod over for en ny udbudsrunde. Biskoppen svarede igen, at han mente, at prisen var alt for høj. I sommeren 2009 faldt en udbudsaftale på plads – med priser på omkring 19.500 kroner for en præstekjole. Den pris, som også benyttes i dag.

Niels Henrik Arendt har allerede modtaget flere henvendelser fra folk, der efter artiklerne i går vil drøfte forslag til nye præstekjoler. Men biskoppen vil ikke gøre mere end at fremlægge sit synspunkt.

"Det er en sag, som folk tænder på, men jeg vil ikke føre korstog på den, selvom jeg stadig mener, at vi kan få en billigere kjole. Formålet med tjenestedragten er at lede opmærksomheden væk fra præstens egen beklædning, og der er ingen kirkelig begrundelse for, at præstekjolen stadig skal se ud som en fin borgerdragt fra renæssancen," siger han.

Hvis præstekjolens udseende skal ændres, kræver det ændring af "Cirkulære om tjenestedragt for folkekirkens præster", som er udarbejdet af Præsteforeningen og Kirkeministeriet.

Præsternes formand, Per Bucholdt Andreasen, mener, at præstekjolens udseende ikke bør bringes i spil i nu, men prisen kan vurderes – dog først, når præstekjoler næste gang kommer i udbud i 2013.

"I første omgang må vi undersøge, om kjolen kan fremstilles i en enklere udgave, der kan gøres billigere. Der er naturligvis ikke nogen grund til at give mere end nødvendigt, men vi må også se på kvaliteten, og præstekjolens unikke model har også en værdi," siger han og pointerer, at han først vil tage sagen op i Præsteforeningens hovedbestyrelse og dernæst henvende sig til Kirkeministeriet.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).