Langt de fleste tror på noget

De fleste danskere er troende, men de færreste betegner sig selv som religiøse, fortæller religionssociolog Ina Rosen, som har skrevet en bog om danskeres tro

Ina Rosen mener, at kirken til dels er en serviceudbyder af særlige tjenester. –
Ina Rosen mener, at kirken til dels er en serviceudbyder af særlige tjenester. –. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Ja, jeg er helt sikkert troende, men jeg tror ikke på den Gud, der er i lige den kirke eller... men man kan godt tro på noget, der er større end en selv, og så er man troende, men det er ikke nødvendigvis en tro, der er defineret i en bog.

Sådan siger en af interviewpersonerne i religionssociolog Ina Rosens bog Jeg er troende, men ikke religiøs. Og udtalelsen fortæller meget præcist, hvordan danskere sondrer mellem de to: Tre fjerdedele siger, at de er troende, men de mange troende opfatter ikke sig selv som religiøse, erfarer Ina Rosen. Den moderne dansker er med andre ord troende, men ikke religiøs.

LÆS OGSÅ: Dilemma: Bør folkekirken åbne for åndelige strømninger?

Troen er noget, man har inde i sig selv. Religionen er noget, som ligger i kirkerne og hos præsterne. Der er ikke en overlapning mellem den tro, som mange danskere har, og den religion, der praktiseres i kirken, siger Ina Rosen.

Mange danskere vil ikke underkaste sig en særlig trosretning, da folks religiøse forestillinger er meget individualiserede. Her spiller samfundets udvikling ind.

Det er tænkeligt, at samfundets privatiseringsudvikling gør, at man trækker sin person væk fra fællesskabet. Udviklingen gør det mere udtalt, at troen er personlig, og religion er en institution. Man ser den samme tendens i andre medlemsorganisationer. Vi vil gerne sætte hakker ved det, som passer til os. Folk siger det samme om fitness. Det passer bedre til moderne vilkår end organiseret idræt, da man selv sætter rammerne. Det er en slags meta-trend i samfundet.

Frygten for at give afkald på dele af sin individualisme vejer tungt i danskernes religionsangst. Men skepsissen over for organiseret religion er også funderet i det negative image, som religion har fået i flere sammenhænge.

Hvis man spørger folk: har du en tro?, vil rigtig mange sige, at de tror på noget. Der må være en mening med tingene. Verden er for kompleks til, at den kan være opstået tilfældigt. Men hvis det bliver sat i en organiseret ramme, vækker det andre associationer hos folk. Mange tager afstand fra religion, det er noget, jeg hører igen og igen, at religion er årsag til alt ondt i verden. Så nævner folk krige og konflikter, som relaterer sig til religion. Men det er helt fint at være eksempelvis kristen. Det er jo din tro. Religionen er derimod et kæmpe magtapparat, som er villigt til at organisere sig og gå i krig, opfatter folk.

Og den aggressivitet, som angiveligt ligger i religion, gør, at danskerne er ekstremt blufærdige omkring deres tro såvel som religion. Vi vil gerne tale om andres religion, men helst ikke vores egen.

Begrebet at pådutte er noget, der går meget igen. Man må ikke pådutte tro eller religion. Det anses som udemokratisk. Det er interessant, at snakken ikke kun omhandler fremmede. Vi vil heller ikke pådutte vores egne børn religion. Det er i kontrast til, hvordan vi ellers præger vores børn og andre mennesker. Religion er lidt tabubelagt. Når det handler om din personlige tro, er det meget følelsesladet og betændt at italesætte. Derfor er det nemmere at tale om andres tro. Eksempelvis muslimer eller indremissionske folk fra Jylland.

Mens tre fjerdedele af danskerne betragter sig selv som troende, siger to tredjedele, at de tror på en form for Gud.

Hvordan skal folkekirken appellere til de mange, som tror på en form for Gud? Det spørgsmål har Ina Rosen ikke noget endegyldigt svar på.

Svaret må ligge i spændingsfeltet mellem det individuelle fokus vejet op mod kirkens integritet. Der er nogle, som stiller store krav til, hvad kirken skal repræsentere. Nogle er villige til at gå på kompromis. Sådan er det i en forgrenet organisation, som folkekirken jo er. Som præst, sogn og kirke skal man bevare en organisatorisk integritet. Man skal kunne leve med sig selv og ikke blive en indkøbsforening. Der skal være noget begribeligt, men det skal også kunne favne den målgruppe, man går efter. Hvis man ikke har en kerneidentitet, er man ligegyldig. Og kirken er jo begavet med en lang række mulige identiteter. Men uden den indsigt, kan man ikke løse problemet. Jeg ser helt klart en mulighed i at skabe en proces, hvor man kommer bedre i kontakt med sin befolkning. Det er jo folkets kirke.

Blandt kirkens udfordringer er den måske største, at mange i dag ikke har brug for kirkens fællesskab. Derfor skal kirken finde andre måder at være relevant på.

Mange siger, at fællesskabet er noget, vi har på alle mulige måder. Det er ikke nødvendigt for os alle at søge nye sociale relationer. I mange samfund har kirken skabt en ramme for fællesskab. Men nu er der mange andre måder, at være relevant på. Til gengæld er folk glade for at være i kirken i særlige sammenhænge. Dåb, bryllup, begravelse. Måske er kirken til dels en serviceudbyder af særlige tjenester.

Når kirken går i dialog med samfundet, er det ofte i debatter mellem kristne og ateister, som repræsenterer to yderpunkter, danskerne ikke genkender i sig selv. Ina Rosen mener, at man med fordel kunne gå i dialog med de troende frem for ateisterne.

Det er interessant, at samtalen mellem kirke og samfund går mellem kirken og ateisterne. Direkte hen over den meget store del af befolkningen, som faktisk tror på en form for Gud. De folk burde være i kirkens optik, mere end ateisterne er. Befolkningen afviser jo også ateisternes standpunkt. Det er en dialog mellem to minoriteter, der styrer debatten om kristendom, siger Ina Rosen.