Prøv avisen

Langt højere bjerge så vide på jord

Grundtvig ville give de slagne danskere troen på sig selv igen, da stormagtsdrømmene var knust

Gennem århundreder var Danmark-Norge en slags nordeuropæisk stormagt med en af verdens største flåder, der besejlede alle verdenshave.

I 1600-tallet begyndte det at gå tilbage: Hele det østlige Danmark, Skåne, Halland og Blekinge blev erobret af Sverige og aldrig genvundet.

1807 overfaldt englænderne København og røvede hele flåden, og da den krig sluttede 1814, måtte vi afstå Norge til Sverige samtidig med, at landet gik bankerot og i de følgende mange år kæmpede for igen at komme på fode. Da var alle stormagtsfornemmelser knust og tilbage var håbløshed og afmagt.

Det var i den situation, Grundtvig skrev dette digt, et forsøg på at gengive et slagent folk noget af den tro på sig selv, som er nødvendig for at være hele mennesker.

Det er ikke en nationalistisk sang, der hæver det danske til skyerne på andres bekostning. Tværtom erkender den i hvert eneste vers, at andre lande på alle områder kan fremvise noget, der er langt bedre end vores. Men - og det er sangens egentlige pointe: Nok kan vores ikke måle sig med de andres. Til gengæld er det altså vores og passer bedst for os.

Derfor holder vi også mere af det end af alt det andet. For det er her, vi hører hjemme. Vi er vokset op med det. Ganske som vi holder af vore forældre - ikke fordi de er bedre end andre forældre, det ved vi kun alt for godt, men de er til gengæld vores, og vi holder af dem på trods - selvom de er ikke er så kloge og smukke og rige som mange andre. De og vi hører sammen, det er ikke noget, vi har valgt - så lidt som vore to ben. Dem har vi heller ikke valgt, men holder alligevel af dem, selvom det måske havde været smartere at have fire, så vi hurtigere kunne flytte os.

Sådan er det også med vores land. Vi er født i Danmark, vokset op med sproget og naturen med den mulighed den nu giver for at bjærge det daglige brød. Og vi er født ind i et fællesskab med alle dem, der også bor i dette land og må leve med dem på godt og ondt.

Men det går som med forældrene: Vi holder af sprog og natur og mennesker her, tit på trods, fordi vi hører sammen. Endda så meget at de allerfleste af os hellere vil bo og leve her end noget andet sted.

Det kaldes i en undersøgelse af professor Gundelach for usundt, tegn på selvtilstrækkelighed og angst for fremmede. Jeg synes, det ville være både usundt og usolidarisk, hvis vi ikke holdt af det, der er vores, og som skæbnen eller Vorherre, hvad man nu kalder det, har sat os i som ramme om vores liv.

Grundtvig ville få folket til at tro på sig selv og sit eget, for han vidste meget vel, at hvis vi ikke gør det, har vi heller ikke noget at give andre, når vi møder dem. Det gælder i den enkeltes liv over for et andet menneske. Hvis vi ikke kender os selv og tror på os selv og véd, hvad vi står for, har vi intet at give i mødet med andre. Og det gælder for et folk over for andre folk.

En sådan tro på og kærlighed til sit eget kaldes i vore dage for nationalisme med en negativ klang. Jeg synes, det er omvendt: Respekt for vores eget gør det lettere at respektere andre og det, der er deres. Og møde dem på lige fod.

Nogle af mine bedste minder er, når jeg har mødt et menneske fra en helt anden kultur, hvor det på en sælsom måde pludselig var, som vi altid havde kendt hinanden med en selvfølgelig forståelse og nærhed - trods alle forskelle. Netop fordi man mødte et helt menneske, der troede på sig selv og sit og derfor også kunne være åben og ærlig.over for en helt fremmed.

Hvis man havde mødt en geléklump, for hvem alt kunne være hip som hap, og som ikke selv havde noget at give, ville det kun have været ynkeligt. Omvendt ville vi være ynkelige, hvis vi ikke var os selv og troede på os selv og vores. Da ville de andre kun foragte os. Netop hvis man mødes i gensidig respekt, kan man lære af hinanden. For hvis man tror, at den anden altid har ret, fordi man er så selvudslettende, er al samtale jo forbi. Til gensidig respekt hører, at man tør modsige hinanden, sige sin mening, hvis man synes, den anden har uret, men respektere hans ret til at mene det, han gør. Ellers behandler man jo hinanden som børn.

Hvis vi f.eks. mener, at den sande rigdom i et land er, hvis få har for meget og færre for lidt. Fordi det nu engang hører med til vores måde at tænke på, da må vi sige til andre, at sådan mener nu vi. Eller hvis vi mener, at der bør være lige ret for mænd og kvinder, må vi fortælle, at sådan er vores børnelærdom. Og vores modpart må jo gøre det samme over for os.

Blå bog

Mads Lidegaard, 76 år, er teolog, men har haft det mest af sit virke i højskolebevægelsen som forstander og lærer. Han har sammenlagt tilbragt 15 år i Grønland, hvor han blandt andet var med til at oprette Knud Rasmussens Højskole. Han er forfatter til en række bøger og har oversat grønlandske sange til Højskolesangbogen. Mads Lidegaard er forfatter til en række artikler om danske sange, der vil blive bragt i løbet af sommeren i Kristeligt Dagblad.

Langt højere bjerge så vide på jordman har, end hvor bjerg kun er bakke.

men gerne med slette og grønhøj i nord

vi dannemænd tage til takke;

vi er ikke skabte til højhed og blæst,

ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,man fremmede udenlands finde;

men dansken har hjemme, hvor bøgene gro

ved strand med den fagre kærminde,

og dejligt vi finde, ved vugge og grav,

den blomstrende mark i det bølgende hav.

Langt større bedrifter for ære og soldmåske så man udlænding øve;

omsonst dog ej dannemænd førte i skjold

med hjerterne løve ved løve;

lad ørne kun rives om jorderigs bold!

vi bytte ej banner, vi skifte ej skjold.

Langt klogere folk er der sagtens om landend her mellem bælte og sunde;

til husbehov vi dog har vid og forstand,

vi vil os til guder ej grunde;

og brænder kun hjertet for sandhed og ret,

skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.

Langt højere, ædlere, finere sprogskal findes på fremmedes tunge;

om højhed og dejlighed dannemænd dog

med sandhed kan tale og sjunge;

og træffer vort modersmål ej på et hår,

det smelter dog mere, end fremmedes slår.

Langt mere af malmen så hvid og så rødfik andre i bjerg og i bytte;

hos dansken dog findes det daglige brød

ej mindre i fattigmands hytte;

og da har i rigdom vi drevet det vidt,

når få har for meget, og færre for lidt.