Prøv avisen
Interview

Laurids trådte til, da Scandinavian Star brændte: Som præst bliver man meget ydmyg og forsigtig

Sognepræst Laurids Korsgaard tog også selv samtaler med de berørte. De tog afsæt i mening, meningsløshed, frustration, vrede og savn, husker han. Nogle fandt trøst i, at alt skete efter Guds plan, mens andre trøstede sig ved, at katastrofen ikke kunne være Guds mening. Arkivfoto fra ulykken. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Da passagerfærgen Scandinavian Star brød i brand i april 1990, fandtes der ikke et kirkeligt katastrofeberedskab til at bidrage med krisestøtte til de mange overlevende og pårørende. Den dengang 34-årige sognepræst i Frederikshavn Laurids Korsgaard stod derfor pludselig alene med ansvaret for den kirkelige indsats ved en af de største katastrofer i Skandinavien i nyere tid

Sognepræst Laurids Korsgaard sov længe den lørdag i 1990. Længere, end han plejede. Det var lidt op ad formiddagen den 7. april, dagen før palmesøndag, og hans prædiken til dagen efter lå færdigskrevet. Der var lagt op til en rolig familiedag i præstegården i Frederikshavn i Nordjylland, hvor svigerforældrene ville komme forbi for at se til børnebørnene.

På natbordet ved siden af sengen kørte radioavisen. Fra et fjernt sted mellem sovende og vågen opfangede den 34-årige præst, at nyhedsoplæseren nævnte noget om en færge, der var brændt i Skagerrak i nat. Mere hørte han ikke, inden hans hustru trådte ind i soveværelset for at vække ham. Kort efter ringede telefonen.

Ud over at være sognepræst i Frederikshavn var Laurids Korsgaard også orlogspræst hos søværnet. Måske derfor besluttede en vagthavende officer på flådestationen at ringe til præstegården, da det viste sig, at der var danskere om bord på den brændende ”Scandinavian Star”. I hvert fald stod præsten ikke nævnt i nogen beredskabsplaner, så opkaldet var mere tilfældigt, end det var led i en fast procedure.

”Jeg havde selvfølgelig ikke drømt om, at jeg nogensinde skulle få sådan et opkald. Jeg var jo en ung præst på 34 år, så du kan nok forestille dig, hvad der sker, når man blive tilkaldt så stor en katastrofe. Alt blod løber fra hovedet, og du tænker: ’Det her kan ikke være rigtigt,’” fortæller Laurids Korsgaard, som i dag er 65 år og gået på pension.

Fredag aften den 6. april 1990 kastede passagerfærgen ”Scandinavian Star” trosserne og stævnede ud fra Oslo med kurs mod Frederikshavn. Senere om natten lød nødsignalet: ”Mayday, mayday, mayday. ”Scandinavian Star” is on fire. ”Scandinavian Star is on fire”. Om bord var 99 besætningsmedlemmer, og 383 passagerer. 159 mennesker mistede livet.

Dengang fandtes der ikke et formaliseret psykosocialt beredskab i Danmark. Både amter, psykiatri og folkekirken var derfor uforberedte på at yde psykisk førstehjælp, professionel omsorg og krisestøtte til overlevende og pårørende i katastrofen.

Ordet katastrofe har sin oprindelse i det antikke Grækenland, hvor det betyder drejning eller vendepunkt, og det blev i sin tid brugt til at beskrive det tidspunkt i en klassisk tragedie, hvor der sker noget andet end det forventede for at overraske publikum. Og opkaldet fra flådestationen den lørdag i 1990 blev netop sådan et vendepunkt for Laurids Korsgaard. Med ét blev der lagt en anderledes alvor ind over hans liv og præsteembede, som aldrig rigtig forsvandt, men blev til en livsopgave – et kald.

”At hjælpe mennesker, der får død og ulykke tæt på – det er dér, kirken har sin eksistensberettigelse, hvis du spørger mig. Det er der, livet er alvor. Det er der, livet bliver virkeligt. Og det er der, kirken skal være. Der er så meget andet, der er underholdning i tilværelsen. Det behøver kirken ikke tage sig af,” siger han.

Første melding fra flådestationen lørdag i 1990 lød, at ”Scandinavian Star” blev slæbt til Frederikshavn, og at minimum 75 var omkommet. Færgen ville ankomme omkring klokken 17, og den vagthavende officer ville, at præsten skulle møde op på kajen for at bistå ved modtagelsen af de flere hundrede forulykkede.

Efter at have lagt røret på blev Laurids Korsgaard grebet af en snarrådighed. Hurtigt fandt han pen og papir frem og skrev en liste med 10-15 præster i området, der kunne kontaktes, hvis det blev nødvendigt.

”Det første, jeg tænkte, var selvfølgelig: Du skal have fat i nogle flere præster – for det her kan én præst ikke klare alene,” fortæller han.

Hvad angik fremtoning, så var præstekjolen udelukket. Den ville være alt for bombastisk, syntes han og besluttede, at den sorte søofficersuniform med kors på ærmerne, som han brugte i søværnets tjeneste, passede bedre til situationens alvor.

Kort efter ringede officeren fra flådestationen igen. En kontramelding var tikket ind. ”Scandinavian Star” blev i stedet slæbt til Lysekil i Sverige. Men præsten skulle fortsat komme ned på havnen, for klokken 16.30 ville færgen ”Stena Saga” ankomme. Den havde bistået ved redningsarbejdet og var nu på vej i med omkring 60 nødstedte ombord.

Indsatsen i færgeterminalen var dog hurtigt forbi. Allerede omkring klokken 19.30 lørdag aften kunne Laurids Korsgaard sætte sig i sin bil og køre hjem. Han havde haft enkelte samtaler med de overlevende, men blev hurtigt klar over, at det eneste, der stod i hovedet på dem, var at komme hjem så hurtigt som muligt.

”De havde jo oplevet branden klokken to om natten, og nu var det eftermiddag den følgende dag. De var udkørte, og det eneste, de tænkte på, var hjem, hjem, hjem,” fortæller Laurids Korsgaard.

Da han forlod færgeterminalen den aften efter at have hjulpet nogle af de overlevende hjem, kunne han ikke tro, at det virkelig ”bare” var det. Ilden på ”Scandinavian Star” var endnu ikke slukket, og der havde jo været næsten 500 mennesker om bord.

Dagen efter stod Laurids Korsgaard op og holdt sin søndagsprædiken i Frederikshavn Kirke. I kirkebønnen nævnte han færgebranden, og indeni havde han en fornemmelse af, at hans indsats ikke var forbi.

Der gik fire dage mellem lørdagens kortvarige indsats med samtaler i færgeterminalen, til Laurids Korsgaard igen blev kontaktet. Det var onsdag formiddag, og denne gang kom opkaldet fra politimesteren i Frederikshavn, der fortalte, at noget var helt galt. I løbet af de seneste dage havde det vist sig, at der var langt flere omkomne danskere om bord på ”Scandinavian Star” end først antaget. Nu begyndte politistationen i Frederikshavn for alvor at blive kimet ned af overlevende og efterladte, der ville have besked om situationen.

Samme dag blev det derfor besluttet at oprette et krisecenter på flådestationen, hvor Laurids Korsgaard sammen med psykologer fra Rigshospitalet skulle stå for samtaler med de berørte, som henvendte sig. Psykologerne ville tage sig af de mest traumatiske reaktioner, mens præsten måtte stå til rådighed for mere eksistentielle spørgsmål.

I en lille uges tid sad Laurids Korsgaard i krisecentret og aktiverede lokale sognepræster rundt om i stifterne, efterhånden som han fandt ud af, hvilke byer de overlevne og pårørende kom fra.

Han tog også selv samtaler med de berørte. De tog afsæt i mening, meningsløshed, frustration, vrede og savn, husker han. Nogle fandt trøst i, at alt skete efter Guds plan, mens andre trøstede sig ved, at katastrofen ikke kunne være Guds mening.

”Og så bliver man som præst meget ydmyg og forsigtig. Vi præster skal ikke forsøge at forklare, hvordan tingene hænger sammen, for det ved vi dybest set ikke noget om. Vores opgave er alene at anerkende den afmagtssituation, som den lidende befinder sig i,” siger Laurids Korsgaard.

Afmagten blev også temaet for hans livs sværeste prædiken – ikke at skrive, men at holde. Psykologerne fra Rigshospitalet havde fået idéen til en sørgegudstjeneste i Frederikshavn Kirke. Det var vigtigt med en smuk markering, når de første kister med omkomne landede i Danmark, mente de.

På dagen for ceremonien ankom 14 hvide kister om morgenen. De blev sat ind i torpedohallen på flådestationen, hvor Laurids Korsgaard tog hen. For at kunne holde sammen på sig selv foran de efterladte i kirken senere på dagen, havde han først brug for noget tid alene med kisterne.

Det var det, der for ham var det sværeste ved sørgegudstjenesten – at blive fortrolig ved synet af de alt for mange kister. Ordene til prædikenen kom naturligt. Dem havde andre allerede formuleret for ham.

”Det kan lyde underligt, men prædikenen skrev nærmest sig selv. Jeg byggede den op om de samtaler, jeg havde haft med de berørte på flådestationen. Den handlede om teksten fra salme 22 i Det Gamle Testamente, hvor der står: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’.”

159 mennesker mistede livet, da der udbrød brand på Scandinavian Star i 1990. Færgen skulle fra Oslo til Frederikshavn og havde 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer om bord. – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix.