Tak til dig, der samler koret,
tak, fordi du gav os ordet.
Sådan synger en gruppe tidligere og nuværende fanger i sangen Indefra.
LÆS OGSÅ: Analyse: Gælder en salme ikke for mig, så gælder den slet ikke
Personen, de synger til, er Louise Adrian. Fordi hun som leder af Fangekoret har givet de indsatte taletid og gjort det muligt for dem at fremstå som andet end forbrydere.
Igennem de seneste 18 år har Louise Adrian arbejdet inden for murene i Vridsløselille Statsfængsel, der ligger lidt uden for København. Her arbejder hun som organist, musikmedarbejder og korleder. Og det var her, Fangekoret opstod et kirkekor bestående af indsatte og nu også løsladte, der i dag tæller 25 medlemmer.
For sit arbejde med koret og senest også med etableringen af udslusningsprojektet Exit fik Louise Adrian i går overrakt Kristeligt Dagblads Pris 2012.
Du har vist mennesker tillid, der aldrig tidligere er blevet vist tillid. Du har inspireret til et nyt syn på livet hos mennesker, der sad fast i gamle mønstre. Du har med dit personlige engagement i fangernes liv givet dem håb, både i fængslet og efter udstået straf, lød det blandt andet i begrundelsen.
Og det er også noget af det, der motiverer 48-årige Louise Adrian. At hun kan være med til at skabe en forandring hos mennesker, der føler sig kasseret af samfundet:
Det er det lange træk, de mange år, hvor jeg ser en forandring. De kommer som lukkede, vrede, triste og fyldt af had og smerte, og så får jeg lov til at følge dem hele vejen gennem deres afsoning og ud på den anden side. Jeg ser, hvordan de forandrer sig. Oplever deres første smil. Den første tone, de rammer. Deres glæde. Oplever at de rejser sig stille og roligt. Det er det, der først og fremmest motiverer og glæder mig.
I de første 10 år sang Fangekoret udelukkende til gudstjenester i fængslet, men i 2005 gav koret sin første koncert uden for murene. Siden er det blevet til omkring 300 koncerter i kirker rundt i landet, og Louise Adrian glæder sig over, at andre nu får mulighed for at få øje på den udvikling, der sker med fangerne.
Når hun omtaler sangerne i Fangekoret, kalder hun dem nogle gange for fanger og indsatte, men hun bruger også ord som gutterne, drengene og vennerne. Og når hun fortæller om dem, er det tydeligt, at der er vokset venskaber frem mellem hende og dem.
De har alle sammen gjort et rigtig stort indtryk på mig. Jeg har lidt været en spejder i deres liv, der har forsøgt at finde deres potentiale frem. Og når man får øje på det sammen, er det store øjeblikke.
Selvom hun aldrig har læst et eneste domsudskrift, ved hun, hvad de alle sidder inde for. Hun har tilbudt dem et lyttende øre, når de har haft brug for det, og de har vist hende tillid og fortalt, hvad der er sket. Hun er godt klar over, at det er de indsattes version af sagen, hun på den måde får. Men det er også den, hun gerne vil høre:
Selvfølgelig har jeg mine egne briller at se med og kan se mange flere nuancer, men jeg ser det som min primære opgave at lytte til dem, for alle andre har lyttet til dommere og avisartikler, siger hun.
Begejstringen og entusiasmen er ikke svær at få øje på, når Louise Adrian fortæller. Men midt imellem alle de gode oplevelser møder hun også modgang. Blandt andet i samarbejdet med systemet.
Det kommer eksempelvis til udtryk, da aftale om tid og sted for dette skal fastlægges. For her kan der ikke gives tilladelse til at lave et inden for murene i Vridsløselille Statsfængsel.
Der ligger en stor udfordring i at bevare en respekt for et system, der er meget, meget bureaukratisk og har regler, som nogle gange kan være uforståelige for os almindelige mennesker. At bevare respekten for de ting, der forekommer meningsløse eller unødvendige. Som et kreativt, glad og musisk menneske er det nok min største udfordring.
Selvom Louise Adrian ikke nævner selve arbejdet med sangerne, da hun første gang bliver spurgt om det sværeste ved arbejdet, kommer det alligevel frem i anden omgang. For også her kan der være udfordringer. Blandt andet med dynamikken blandt sangerne, hvor der ind imellem kan opstå magtkampe mellem nogle af fangerne. Men Louise Adrians holdning har altid været, at der skal være plads til alle i koret.
På ét tidspunkt efter en koncert i en fyldt Viborg Domkirke var hun dog lige ved at give op:
Det var et cirkus at få lyden til at fungere og få samling på koret inden koncerten. Der er altid nogle, der er væk, når vi skal øve, og ikke alle får beskederne. Så det var med hiv og sving, vi kom igennem koncerten. Og så bagefter i fængselsbilen, som jeg kørte, på vej til vores overnatningssted, var der en masse brok og nogle, der var sure over en beslutning, jeg havde taget. Så blev det simpelthen for meget, siger hun og fortsætter:
Jeg troede, jeg havde parkeret bilen og sprang ud. Men jeg havde ikke fået trukket håndbremsen, så bilen begyndte at trille ned ad en bakke. Så måtte jeg ind og hive i håndbremsen, så de fik en ordentlig tur forover, og så løb jeg op på mit værelse, lukkede døren og tudede som en sindssyg.
Da Louise Adrian i dag sidder i sin stue på Vesterbro i København og fortæller historien, kan hun godt grine ad både sig selv og episoden. Det blev da heller ikke enden på Fangekoret. Men billedet af den entusiastiske og altid smilende leder af Fangekoret, som folk, der har set hende optræde med koret, formentlig sidder med, er ikke hele historien. Den anden side af følelsesregistret er der også plads til, når det hele bliver lidt for meget, forsikrer hun.
Et af de steder, Louise Adrian henter styrke og kræfter til arbejdet, er i hendes tro på Gud. En tro, hun ikke voksede op med, men blev præsenteret for som teenager, da hendes søster blev kristen.
Jeg brugte nok to år på at finde ud af, om jeg skulle vælge troen til eller fra. Jeg havde brug for at finde ud af, om jeg fortsat kunne være mig selv, hvis jeg skulle tro på Gud. Og jeg følte, at Gud sagde, at selvfølgelig kunne jeg det. At jeg var unik og skulle blive ved med at være det. Så jeg valgte troen og blev døbt i folkekirken som 18-årig, fortæller hun.
Det har haft stor betydning hele vejen:
Jeg tror, at det ja, jeg fik fra Gud, og det ja, jeg gav, har betydet rigtig meget. Det har været en god base, og jeg har oplevet, at Gud har båret mig mange gange og velsignet det, jeg laver, og de mennesker, der er rundt omkring mig.
Konkret har Louise Adrian oplevet at få hjælp til at stille sig frem foran en stopfyldt kirke og optræde med koret. Noget, hun ellers aldrig havde forestillet sig skulle ske.
Fangekoret var til at begynde med gemt af vejen, og det var der gode grunde til. Men jeg havde også en følelse af, at jeg ikke kunne noget, ikke turde noget og også bare skulle være gemt af vejen. Det passede mig fint med sådan et job bag tremmer, som ingen kendte til. Men der føler jeg virkelig, at Gud har givet mig en masse undervejs, så det er gået over al forventning med at være ude og optræde i kirkerne, fortæller hun.
Den glæde og hjælp, Louise Adrian selv har oplevet i troen på Gud, vil hun også gerne give videre til fangerne. Ikke ved at prædike for dem. Men ved at være den, hun føler, Gud har gjort hende til.
Jeg prøver at give den fred, jeg selv har fået, videre til det kaos, de er i. Gud fylder i, når vi kommer med tomme hænder, men han renser også og fylder også i beskidte hænder.
At nogle af fangerne rent faktisk har fået en tro på Gud, kan man høre, når de synger deres egne sange i koret. Her kan de frit fortælle om deres liv, og hvilke tanker de gør sig. Og det er her, nogle af dem giver udtryk for, at de føler sig tættere på Gud. Som for eksempel i sangen fra indledningen, hvor det også lyder:
Indefra og ud
sender vi en bøn til Gud
om et følgeskab på vejen,
når vi kommer ud.
Selvom en del af Fangekorets medlemmer tror på Gud og har oplevet at blive tilgivet af Gud, så er det helt på sin plads, at de skal sidde i fængsel, mener Louise Adrian. For det, de har gjort, skal have nogle konsekvenser.
Vigtigt er det dog, at de ikke bliver straffet resten af livet. De skal hjælpes til at komme videre, når de har udstået fængselsstraffen, så de ikke mister selvtilliden og troen på fremtiden og ryger i fængsel igen, fordi det er det eneste, de kan finde ud af.
Og her kan Fangekoret være en hjælp, mener Louise Adrian og nævner koncerterne uden for murene som noget af det, der rykker:
Fangerne er meget nervøse, når de skal ud første gang. Vi har måske i mange år arbejdet med den sang, som er deres egen deres baby. Så kommer de ud til fyldte kirker, og der er det fantastisk at se, hvad publikums respons gør ved dem. Folk kommer hen og siger, hvor godt det var, og den anerkendelse, de får, fylder dem virkelig og bliver noget, de kan leve videre på. Jeg oplever også deres taknemmelighed over, at de kan komme ud på den måde og være en del af Fangekoret.
Men samtidig lægger hun vægt på, at ikke to forbrydere er ens. Nogle laver bevidst kriminalitet igen og igen og virker stort set uden for rækkevidde, mens andre ifølge Louise Adrian kan hjælpes.
Der er fanger, der har ødelagt andres liv, men også deres egne og er knækket. Det er meget stærkt at møde en angrende forbryder. Primært bunder forbrydelserne i misbrug, omsorgssvigt eller personlighedsproblemer, og der har jeg stadig en tro på, at de på den lange bane kan hjælpes. Men banen er meget, meget lang.
Her er der også brug for en indsats, når de indsatte bliver løsladt, påpeger Louise Adrian. Derfor har hun været med til at etablere Exit en organisation, som yder støtte til indsatte eller tidligere indsatte, der gerne vil have hjælp til at starte på en frisk, når de forlader fængslet. Bag organisationen, som i øjeblikket er ved at blive gjort landsdækkende, står også præster fra Vestre Fængsel og Apostelkirken i København.
Jeg kunne ikke leve med, at det, der var blevet bygget op gennem mange år, kunne blive tabt på gulvet, den dag de blev løsladt. Så jeg oplevede, at der var brug for at løfte med bagefter i forhold til at finde ny identitet, arbejde, lejlighed, netværk og så videre.
For Louise Adrian blev Exit også lidt af en redning. Før var hun i stadig højere grad kommet til at stå med ansvaret for mange af de løsladte, men hvor gerne hun end ville, kunne hun ikke blive ved med at følge op på deres mange problemer. I det hele taget har det været en af de store udfordringer ved arbejdet, der i praksis efterhånden er blevet til mere end et fuldtidsjob: at sige stop og undgå at brænde ud.
Jeg skal øve mig i at sige, at der er en grænse for, hvor mange ressourcer jeg kan poste i en person eller et projekt. Ellers går jeg ned på det, siger hun.
Fangekoret og de indsatte og tidligere indsatte er heller ikke ene om at kræve Louise Adrians opmærksomhed. På badeværelset i Vesterbro-lejligheden vidner et utal af tandbørster i forskellige farver om, at der også er nogen at bruge tid på derhjemme. Her bor nemlig ud over Louise Adrian ægtemanden, Erik, der som fængselspræst også kender til livet blandt de indsatte, og fem børn i alderen 12-19 år.
Ægteparret har altid prioriteret børnene højt. Blandt andet ved på skift at gå hjemme og passe dem, da de var små. Og ved at forsøge at give dem nogle vigtige værdier med i livet for eksempel gennem en tur til Tanzania sidste år, hvor hele familien kørte rundt og delte Lukas-evangelier ud til forskellige landsbyer.
Vi vil gerne lære børnene at have fokus på andre end sig selv og få en forståelse for andre. Men først og fremmest er det vigtigt for os at give dem troen på Gud med sig og håbe, at den vil være med til at give dem nogle gode værdier. Det betyder rigtig meget i familien.
Derfor er det også vigtigt for Louise Adrian at sørge for, at al hendes tid ikke går med Fangekoret. For selvom familien bakker op om hendes arbejde og udviser forståelse, når det kræver hendes tid i weekender og aftener, er hun godt klar over, at hun skal passe på:
Min familie er min base, som betyder rigtig meget for mig. Jeg er taknemmelig for, at den fungerer, men jeg skal hele tiden finde en balance mellem familie og arbejde, så jeg ikke svigter derhjemme. Så der ikke pludselig er et velfungerende fangekor, og så sidder mine egne børn i fængsel, siger hun med et grin og en god portion ironi.
Så kunne jeg have mit eget fangekor derhjemme. Det ville ikke være så godt.
