Umiddelbart kunne man tro, det var en træt og desillusioneret mand, der med udgangen af denne måned efter 22 år takker af som daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut (KPI). I en tid, hvor det bliver stadig større tabu for forældre at præge deres børn i en religiøs retning, lyder det som en uriaspost at skulle lede et institut, der netop arbejder for, at kristendommen bør spille ind på pædagogik og opdragelse. Alligevel er det en altovervejende positiv og optimistisk Carsten Hjorth Pedersen, der nu går på pension og forlader KPI.
”Der er ingen tvivl om, at der er nogen i dag, der har tendens til at se det som et overgreb, når man taler om tro og opdragelse. Men generelt oplever jeg faktisk, at der er kommet en større åbenhed for at tale om åndelighed inden for pædagogikken. Modviljen dukker først op, når man bliver mere dogmatisk og gerne vil tale om Gud som mere end bare et diffust, åndeligt begreb,” siger han.
Carsten Hjorth Pedersen har i hele sit godt 41-årige arbejdsliv beskæftiget sig med koblingen mellem pædagogik og kristendom, hvoraf halvdelen af årene har været hos KPI. I det regi har han holdt et væld af foredrag og desuden skrevet 25 bøger om emnet. På tærsklen til pensionisttilværelsen har Kristeligt Dagblad bedt ham gøre status og se tilbage på, hvordan den kristne pædagogik har udviklet sig over de mange år. Og det gør han i første omgang med en irettesættelse.
”Jeg mener ikke, man kan tale om kristen pædagogik. Bibelen er ikke en opslagsbog i pædagogisk visdom. Den giver nogle retningslinjer til et menneskesyn, og i det perspektiv kan man diskutere pædagogik og opdragelse. Men der er altså tale om en ret bred sejlrende,” siger han.
I det svar ligger også en del af beskrivelsen af, hvordan synet på teologi og pædagogik har ændret sig på den kirkelige højrefløj, som KPI altid har været en del af. For ifølge Carsten Hjorth Pedersen har man tidligere haft tendens til netop at se det som én kristen pædagogik.
”Da jeg begyndte at arbejde med dette felt, var faren helt klart størst for, at kristendom og pædagogik blev blandet for meget sammen. Det skal man være varsom med. Jeg har set flere ulykkelige eksempler, hvor man troede, man kunne udvikle én kristen pædagogik eller én måde at drive en kristen skole på. Men det bliver et tyranni, når man spænder Gud for en vogn, som er menneskeskabt. I dag er vi dog kommet over i den modsatte grøft, hvor faren er størst for at adskille tingene for meget,” siger han.
Hvorfor er det gået sådan?
”Det hænger først og fremmest sammen med de misbrugssager, der har været. Se bare hele den debat, der har været om negativ social kontrol. Der har været rigtig grimme eksempler også i kirkelige miljøer på misbrug af Gud i opdragelse og undervisning. Så selvfølgelig er folk blevet nervøse på det punkt,” siger han.
Carsten Hjorth Pedersen forklarer, at ændringen også bunder i, at samfundet generelt har bevæget sig fra en meget ideologisk tidsalder til en mere relativistisk. Både 1970’erne og 1980’erne og til dels også 1990’erne var præget af stærke ideologiske og åndelige strømninger.
”Vi var alle mere ideologiske dengang. Men efter Murens fald begyndte ideologierne at bryde sammen, og i dag lever vi i en relativistisk og agnostisk periode. Hvor pædagogikken i et kristent perspektiv tidligere havde den ateistiske marxisme at positionere sig imod, taler vi i dag ind i en mere diffus åndssituation. Det har givet en større åbenhed over for det åndelige, men det er på relativismens betingelser. Du må gerne tale om åndelighed til børn, men for alt i verden ikke fortælle dem, at noget står fast. Og det er problematisk. Vi gør børn en bjørnetjeneste ved ikke at give dem noget fast at forholde sig til, når det kommer til de store emner i livet såsom Gud og evigheden,” siger han.
En vigtig del af Carsten Hjorth Pedersens arbejde har derfor været at udtænke og udbrede en pædagogisk model for, hvordan man kan påvirke børn med respekt. Modellen, som han har skrevet tre bøger om, beskriver, hvordan forældre både kan tale klart til barnet om deres egen kristne tro og samtidig give barnet rum til selv at gruble over de eksistentielle emner.
Hvad er det centrale i dag i pædagogik med et kristent perspektiv?
”Det er at tage udgangspunkt i, at vi har en Gud over os, en næste ved vores side og en evighed foran os. Det betyder noget for pædagogik og opdragelse, at vi tror, at mennesket er skabt af Gud, og at alle mennesker er lige værdifulde. Det betyder også noget, at mennesket er en falden skabning, der har brug for opdragelse. Vi rummer alle konstruktive og destruktive elementer både som opdrager og som barn,” siger han.
Hvad betyder det i en opdragelsessituation, at vi har Gud over os og en evighed foran os?
”Det får den konsekvens, at autoritetsforholdet mellem barn og voksen bliver mildnet. Den voksne og barnet står på linje med hinanden under Gud. Som voksen har man en autoritet og myndighed, men både barn og voksen står under en højere instans, og det tror jeg er rigtig sundt. På samme måde er evighedsperspektivet sundt, da det gør noget ved prioriteringerne i opdragelsen. Ellers skal vi nå alt lige her og nu, og det fremmer stress,” siger han.
På hvilken måde er KPI et korrektiv til den tidstypiske pædagogik?
”Først og fremmest føler jeg, at jeg har mange gode naboer i det pædagogiske univers, for eksempel den fremtrædende fløj der i dag gerne vil fremme dannelsen inden for pædagogikken. Det ser man blandt andet i grundtvigske kredse. Den dannelsesfløj har jeg meget til fælles med. Men der, hvor jeg gerne vil udfordre, er på det transcendente. At vi begynder at tale mere om og tage konsekvensen af i opdragelsen, at vi har en Gud over os,” siger han.
For selvom årene har lært Carsten Hjorth Pedersen, at man skal være varsom med at blande teologi og pædagogik, er den modsatte grøft også uheldig, hvor man holder det helt adskilt.
”Jeg er ikke enig med Grundtvig i, at troen ikke er en skolesag. Det er forkert at sige, at opdragelse og pædagogik slet ikke har noget med kristenlivet at gøre. Udfordringen er, at de hverken skal sammenblandes eller adskilles helt, men derimod sammenholdes, så de udfordrer hinanden,” siger han.
Carsten Hjorth Pedersen erkender, at det kan lyde abstrakt. Men i virkeligheden bliver det ofte ganske konkret, for eksempel hvis man på en kristen skole oplever, at et barn dør.
”Der står man i en situation, hvor det vil være forkert at smøre Gud ud over det hele og sige, vi tror på det evige liv, og derfor er der ikke noget at græde over. Men det vil også være forkert at adskille det helt, så man slet ikke tør tale om det kristne håb. På den måde er det ofte ganske lavpraktisk at finde den rette balance,” siger han.