Leder for tyrkiske imamer i Danmark: Ja, vi samler information om Erdogan-modstandere

Den tyrkiske ambassade i Danmark har indsamlet oplysninger om dansk-tyrkere. Det siger den religiøse rådgiver for den tyrkiske ambassade i et interview med Kristeligt Dagblad, hvor han forsvarer listen som et tyrkisk svar på det mislykkede kupforsøg. Det kritiseres skarpt af Venstre, DF og Socialdemokratiet

Ambassadens indsamling af oplysninger er dybt problematisk, lyder det fra de tre største partier i Folketinget, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre.
Ambassadens indsamling af oplysninger er dybt problematisk, lyder det fra de tre største partier i Folketinget, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Foto: Burhan Ozbilici/AP/Ritzau foto.

Rapporter om tyrkiske myndigheders overvågning af tyrkere i Europa har skabt stor opmærksomhed blandt vestlige regeringer – også i Danmark.

Hidtil har den tyrkiske ambassade i Danmark dog ikke villet forholde sig til det tre sider lange dokument om overvågning af tyrkere i Danmark, som efter bestilling fra den tyrkiske regering blev sendt fra ambassaden i København til Tyrkiet i efteråret, og som Kristeligt Dagblad har fået i hænde.

Men i et interview med Kristeligt Dagblad bekræfter og forsvarer den religiøse rådgiver for den tyrkiske ambassade i Danmark, Adnan Bülent Baloğlu, nu oplysningerne i dokumentet om, at ambassaden har indsamlet informationer om 4 mænd og 14 skoler i Danmark, som menes at være tilknyttet Gülen-bevægelsen. Fethullah Gülen er tidligere imam og mistænkes af Tyrkiet for at stå bag kupforsøget i Tyrkiet sidste sommer.

”Denne indsamling af information er en stats refleks på et forfærdeligt kupforsøg, hvor folk er blevet brutalt dræbt. Hvis de mennesker render rundt blandt os, må vi vide det,” siger Adnan Bülent Baloğlu, der i sin egenskab af religiøs rådgiver for den tyrkiske ambassade også er ansvarlig for de tyrkiske religiøse anliggender i Danmark og rådgiver for de 29 tyrkiske imamer i Danmark, der er udsendt af den tyrkiske stat.

Han ser intet problem i, at den tyrkiske ambassade har indsamlet disse oplysninger.

”Er der nogle af disse mennesker, der er kommet til skade efter indsamlingen af oplysninger? (...) Vi vil sørge for, at enhver provokation i vores moskéer forhindres,” siger Adnan Bülent Baloğlu om baggrunden for, at ambassaden har indsamlet navne på personer og skoler i Danmark.

Han fortæller, at det er den tyrkiske ambassade, der har indsamlet oplysningerne og ikke imamerne. Ifølge den tyske efterretningstjeneste har mindst 13 tyrkiske imamer i Tyskland udleveret oplysninger om tyrkere til de statslige myndigheder i Tyrket.

Ambassadens indsamling af oplysninger er dybt problematisk, lyder det fra de tre største partier i Folketinget, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre.

”Min indstilling og Dansk Folkepartis er, at der skal tages to skridt: at udenrigsministeren tager ambassadøren til en samtale og alvorligt overvejer at udvise den pågældende religiøse rådgiver. Det er ganske enkelt. Vi kan ikke have diplomater i Danmark, der er bedøvende ligeglade med dansk lovgivning. Det er helt uacceptabelt, at den tyrkiske ambassade med åbne øjne overtræder dansk lov. Det må have konsekvenser,” siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth, som også sidder i Folketingets udenrigsudvalg.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen anbefaler, at de dansk-tyrkere, der står på den omtalte liste, henvender sig til politiet.

”Det, der er fremme, er, at disse navne ikke bare bliver brugt til almen oplysning, men bliver brugt til en stikkerlinje, så disse mennesker kan risikere anholdelser og chikane i Tyrkiet. Det er selvfølgelig langt over stregen, hvis man bruger navnene på den måde. Derfor er mit bedste råd, at man melder det til politiet, hvis man ved, at man står på en sådan liste,” siger Michael Aastrup Jensen.

Også Socialdemokratiets udenrigsordfører kritiserer, at de tyrkiske myndigheder i Danmark erkender og forsvarer angiveri af regeringskritiske dansk-tyrkere.

”I Danmark må man ikke indsamle og registrere danske borgeres politiske tilhørsforhold. Helt grundlæggende skal man kunne ytre sig frit uden at blive mødt med repressalier. Dette er med til at ramme demokratiet,” siger Socialdemokratiets udenrigsordfører Nick Hækkerup.

I interviewet med Kristeligt Dagblad langer den religiøse rådgiver Adnan Bülent Balo-ğlu også ud efter de vestlige politikere, der har kritiseret den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan for blandt andet at opfordre tyrkere i Europa til at føde flere børn.

”Denne kritik af præsident Erdogan er racisme over for herboende tyrkere,” siger Adnan Bülent Baloğlu.

Den religiøse rådgivers støtte til Erdogan og hans forsvar for overvågningen af dansk-tyrkere stemmer godt overens med udviklingen i Diyanet, ministeriet for de religiøse anliggender i Tyrkiet, som udsender imamer til blandt andet Danmark. Det vurderer Alexander Görlach. Han er en anerkendt forsker i religion og politik, han har særligt beskæftiget sig med Tyrkiet og er i øjeblikket tilknyttet Center for European Studies ved Harvard Universitet i USA.

”Det har i lang tid været kendt, at Diyanet stræber efter at bevare sin indflydelse over for sin tyrkiske flok i udlandet. Tidligere gjorde Diyanet det ved at fastholde betydningen af den tyrkiske kultur over for de tyrkere, der indvandrede til Europa. I de senere år og med Erdogans autokrati er missionen for Diyanet ændret. Tyrkerne i Europa er nu en slags lokkemad for den tyrkiske præsident, hvormed han ønsker at skabe frygt blandt vestlige regeringer og landenes indbyggere,” udtaler Alexander Görlach til Kristeligt Dagblad.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med Udenrigsministeriet. Ministeriet henviser til Justitsministeriet, der ikke vil udtale sig om sagen.