Prøv avisen
Konflikt

Uvis fremtid for fordrevne kristne i Myanmar

Omkring 100.000 mennesker, heraf primært kristne, bor i lejre for internt fordrevne i Myanmars delstat Kachin. Ifølge FN har militæret begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i konflikten, der har stået på siden 2011. Foto: Malin Annie Jansson

Omkring 100.000 internt fordrevne, hvoraf størstedelen er kristne, lever i flygtningelejre i Myanmars nordlige delstat Kachin. Landets regering planlægger nu at lukke lejrene, selvom der stadig mangler en varig løsning på den konflikt, som har sendt de mange kristne på flugt

”Jeg vil stadig være bange for militæret, hvis jeg en dag vender tilbage til min landsby,” siger 60-årige Laltpai Hka Tawng.

I otte år har hun boet i den katolske St. Joseph Camp, en af de mange lejre for internt fordrevne kristne i Myanmars nordøstlige delstat Kachin. Her har Myanmars militær og den etniske gruppering Kachin Independence Army i en årrække kæmpet en væbnet konflikt, der indtil videre har sendt op mod 120.000 mennesker på flugt.

Myanmars regering har siden juni sidste år arbejdet på planerne for at hjemsende eller genhuse de flygtninge, der i dag bor i lejrene, mens en midlertidig våbenhvile har holdt konflikten i ave siden december sidste år.

De første familier begynder at flytte ud af lejrene, men forholdene, de vender tilbage til, er usikre, siger Martin Vane, der er landedirektør for Dansk Flygtningehjælp i Myanmar.

”Overordnet er udviklingen positiv, men vi kan være bekymrede for, om det rent faktisk er sikkert for flygtningene at vende tilbage. Den generelle humanitære situation i Kachin er uhyre sårbar, og flygtningene skulle nødigt udsættes for flere overgreb fra militæret eller medlemmer af de etniske grupperinger,” siger han.

Også den lokale baptistkirke, som driver størstedelen af flygtningelejrene i Kachin og deltager i forhandlinger med militæret og regeringen om hjemsendelserne, er bekymrede over forholdene, flygtningene kan vende hjem til.

Hka Li, der er leder af den lokale humanitære organisation under baptistkirken Kachin Baptist Convention, håber på, at omkring halvdelen af flygtningene kan vende hjem til deres landsbyer, og at resten kan genhuses i løbet af de næste fem år.

”Men vi ved, at der er landsbyer, hvor militærstyrker har slået sig ned, efter civile er flygtet. Det er ikke sikkert for flygtningene at vende tilbage dertil, fordi soldaterne vil kræve retten til at blive der. Og så har både militæret og de etniske grupperinger anvendt landminer i konflikten, som skal ryddes,” siger han.

Laltpai Hka Tawng og mange andre flygtninge har også mistet papirer på den jord og ejendom, de levede af, før de flygtede. Nu forlyder det i lejrene, at kinesiske plantageejere har overtaget jord med militærets tilladelse.

”Mange af familierne i lejren har nu fået at vide, at deres land bruges til bananplantager, minedrift og skovhugst – og at det er kinesiske firmaer, der er rykket ind,” siger Patrick Gumseng, der er lejrchef i St. Joseph Camp.

Myanmar har ifølge den internationale organisation International Crisis Group en klar interesse i at signalere over for Kina i nord, at landets etniske konflikter er aftagende.

Kina har i løbet af de seneste årtier investeret markant i Myanmars nordlige provinser, hvor særligt jade, guld, tømmer og olie udvindes og importeres fra, og øget stabilitet i grænseområderne er derfor afgørende for begge landes økonomier.

For Laltpai Hka Tawng vil lukningen af St. Joseph Camp betyde, at hun muligvis skal sendes hjem, hvilket hun frygter.

”Jeg er stadig bange for, at kampene mellem Kachin Independence Army og militæret vil forsætte, og at vi ville skulle flygte igen. Kun hvis sand, evig fred opnås, kan vi vende sikkert tilbage,” siger Laltpai Hka Tawng.