Lektor i teologi om søndagens tekst: Handicap sås som Guds straf

Der er noget skæbnetungt over at have et handicap, og når Jesus møder dem i Bibelen, er det både provokerende og giver håb, siger lektor i teologi Leif Andersen, der selv har flere familiemedlemmer med handicap

Død, ulykke og sygdom blev anset for at være Guds straf, men Jesus vendte det på hovedet, siger lektor i teologi Leif Andersen.
Død, ulykke og sygdom blev anset for at være Guds straf, men Jesus vendte det på hovedet, siger lektor i teologi Leif Andersen. Foto: Leif Tuxen

Modsat mange andre af Jesu mirakler er der næsten noget velkendt og dagsaktuelt ved den måde, han helbreder en døvstum mand i søndagens tekst. Det er flydende substans, der i disse måneder sprøjtes ind i menneskers overarme for at overkomme coronapandemien, og på samme måde var det flydende substans, der helbredte den døve ved Galilæas Sø i prædiketeksten til i morgen.

Her møder Jesus en døv mand, der har svært ved at tale, og en skare beder Jesus lægge hånden på ham. Men han gør mere end det. Han stikker sine fingre i den døves ører, spytter og rører ved hans tunge, inden han vender sig mod himlen og siger: ”Luk dig op!”.

Og det er en metode, der adskiller sig fra, hvordan Jesus ellers har udført mirakler ifølge evangelierne. Når han har vækket folk fra de døde, gjort lamme raske og gjort vand til vin, har det været med ord og ikke berøring. Der er en pointe i, at det er anderledes her, mener Leif Andersen, der er lektor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

”Jeg ved, at nogle læser det som en næsten magisk eller overtroisk eller primitiv handling. Men det er bare, fordi Jesus igen varierer sin måde at møde mennesker på: Her er der tale om et menneske, der ikke kan høre. Hvordan kommunikerer man så med ham? Man bruger en slags meget konkret tegnsprog. Og det er dét, Jesus gør her,” siger han.

Ifølge Leif Andersen er der tale om en form for ”individualiseret pædagogik”, som man ser eksempler på flere steder i evangelieteksterne, hvor Jesus henvender sig helt forskelligt til mennesker ud fra deres situtation: Han harcelerer mod selvretfærdige, men går til middag hos syndere. Den døve i søndagens tekst helbreder han med det samme, mens han begynder med at give syndsforladelse til en anden med et andet handicap i samme evangelium.

Det er kuriøst, mener Leif Andersen, men ikke provokerende. Ikke desto mindre er søndagens tekst dybt provokerende for den 69-årige teolog. Dog af helt andre grunde. Det er nemlig et emne, han har haft inde på kroppen det meste af sit liv. Og derfor provokerer det ham, at Jesus i søndagens tekst helbreder og fjerner lidelsen, når det ikke sker i dag.

”Vi er en familie med fem handicaps i den nærmeste familie, og vores nærmeste vennekreds bærer på flere og svære handicaps. Det bliver ikke anderledes. Hvorfor, hvis Jesus er den samme som dengang?”.

Man kan forsøge at bortforklare det uretfærdige. Nogle bruger ifølge Leif Andersen ”den overtroiske forklaring” om, at hvis bare man tror og beder nok, vil det ske. Men det er en forfejlet læsning af Bibelen, som finder udtryk i en kristelig udgave af læren om karma, straf og belønning.

”Teologer bortforklarer det derimod med, at alle Jesu mirakler skal forstås poetisk og ikke bogstaveligt. Hvis man læser det sådan, forsvinder vanskeligheden, men så forsvinder Gud også. Så vil jeg hellere være i det vanskelige og være forvirret og slås. Bibelen er spækket med folk, der råber ad Gud og skælder ud på ham.”

I Bibelen er det ikke kun folk med handicap, som Jesus møder og hjælper. De er en del af en større gruppe af marginaliserede mennesker, som har indre lidelser, sociale problemer og mere. Men der er en grund til, at han har et særligt blik for syge og handicappede, som tilfældet også er i søndagens tekst.

Det er i hans møde med datidens marginaliserede, at den moderne humanisme blev født, mener Leif Andersen.

”Det lå i datidens tænkning, at al slags ulykke, sygdom og død var Guds straf. Jesus vendte det på hovedet ved at møde dem med respekt og omsorg frem for straf. Vores moderne vestlige humanisme har sin oprindelse i, hvordan Jesus behandlede den syge, barnet, den udsatte kvinde og alle andre marginaliserede,” siger Leif Andersen, som mener, at handicap er en lidelse, der adskiller sig fra de andre lidelser, man støder på.

”Det er enormt skæbnetungt at have et handicap, fordi det aldrig bliver anderledes. Er man socialt marginaliseret, er der mulighed for at stige op af fattigdom. Er man syg, kan man blive rask. Men handicappede forbliver handicappede, og de bliver derfor tvunget til at forlige sig med den lidelse. Det bliver en vedvarende kamp og et vilkår.”

Den døvstumme i søndagens tekst bliver helbredt. Efter at være blevet rørt af Jesus kan han høre og tale. Leif Andersen har selv bedt for, at hans familiemedlemmer med handicap må blive helbredt på samme måde. Men det er ikke sket, og han tror heller ikke, at det kommer til at ske.

Derfor er det en provokerende tekst. Men ikke en tekst uden håb.

”Jeg vil jo gerne kunne nå frem til at sige det ærligt, som jeg ikke kunne sige umiddelbart: At ’han har gjort alting vel’, som skaren siger efter miraklet i teksten. Ikke fordi jeg har pligt til det, men fordi jeg gerne vil kunne tro på hans kærlighed og hans omsorg. Det er en vej, jeg bliver nødt til at gennemvandre igen og igen, næsten forfra hver gang.”

”Jeg har ikke pligt til at lyve eller fortrænge min virkelighed. Bibelen, særligt Det Gamle Testamente, er stopfyldt af mennesker, der ikke forstår et kvidder, og som skælder Gud ud på det groveste. Jobs Bog taler om ”Guds grusomheder”, Jeremias kalder Gud for en skuffende bæk, der lover vand, men viser sig at være tørret ud, Davids Salmer spørger igen og igen: ’Hvorfor?’. Det har været med til at overbevise mig om, at jeg i Jesus står over for kærlighedens Gud – at han har givet mig lov til at skælde ham ud for at være ukærlig. Hvis Jesus overhovedet er den, han siger, han er, så er det pr. definition sandt, at han har gjort alting vel – også når jeg ikke forstår et kvidder.”