Lektor: Kirkepolitik er værdipolitik

Folkekirkens plads i værdidebatten vil spille en stor rolle i den kommende folketingsperiode, vurderer lektor ud fra de nye kirkeordføreres udmeldinger

Den afgørende uenighed kommer til at stå om kristendommens rolle i samfundet, mener lektor Peter Lodberg.
Den afgørende uenighed kommer til at stå om kristendommens rolle i samfundet, mener lektor Peter Lodberg.

Religion skal ud af det offentlige rum. Den idé har længe været omdrejningspunkt for offentlig debat.

Men med det nylige regeringsgrundlags fokus på Danmark som et kristent land og de første udmeldinger fra partiernes kirkeordførere lader det til, at diskussionen i den kommende folketingsperiode ikke så meget kommer til at gå på, om religion skal være i det offentlige rum, men hvordan den skal være der. Det vurderer Peter Lodberg, lektor ved institut for kultur og samfund, systematisk teologi, på Aarhus Universitet.

”Og dermed er den værdipolitiske diskussion midt i folkekirken,” siger han og minder om, at også debatten om vielse af homoseksuelle under den tidligere regering havde denne effekt.

”Folkekirken og kirkepolitikken kan meget vel gå hen og blive eksempler på, hvad man mener om kultur, religion, samfund og stat i det store perspektiv. En politiker som Enhedslistens Pelle Dragsted er for eksempel i høj grad en ideolog, og man kan sagtens forestille sig, at han kan styrke partiets mål om en adskillelse af kirke og stat,” siger Peter Lodberg og giver endnu et eksempel:

”Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti siger tydeligt, at fødselsregistreringen skal være en kommunal opgave. Det er en del af SF's kirkepolitik, men ikke noget, man med den tidligere kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge, på samme prægnante måde har forfulgt, som jeg husker det. Det er med til at holde debatten i live.”

Den afgørende uenighed står om kristendommens rolle i samfundet, forklarer han:

”Centralt i debatten er, om der er andre offentlige institutioner end folkekirken, der skal være prægede af kristendommen og være med til at sikre folkekirkens forkyndelse en plads i det offentlige rum. Ikke mindst skolen og helligdagslovgivningen, der følger folkekirkens kalender, har betydning for, om kristendommen præger det danske samfund. De, der vil have kristendommen ud af det offentlige rum, vil forhindre, at der er andre institutioner end folkekirken, der er prægede af kristendommen. Men også forbud mod omskærelse og religiøs slagtning af dyr er eksempler på diskussionen om religionens placering i det offentlige rum.”

Peter Lodberg bemærker desuden, at flere politikere vil ændre folkekirkens struktur.

”Fællesnævneren for denne folketingsperiode er dog nok, at der ikke bliver ændret ved folkekirkens struktur. Det er mere en forberedelse af, hvad der måtte komme af lovgivning, hvis flertallet skulle skifte. Sidst man forsøgte, kunne man ikke få Venstre med på ændringer, så når både regeringspartiet og Dansk Folkeparti, der er vokset meget, er imod, sker der ikke noget,” siger han om forslaget om et kirkeråd og fortsætter:

”Jeg læser også Karen J. Klints (S) bemærkninger sådan, at hun resignerer i forhold til at få en reform gennemført. Hun træder vande og venter på, at tiderne bliver anderledes.”

Ifølge Peter Lodberg vil man dog på tværs af flere partier kunne blive enige om at gøre noget, der styrker menighedsrådsarbejdet, som regeringen også har lagt op til i regeringsgrundlaget.

Ved valget trådte flere markante kirkepolitikere tilbage.

”Flere af de nuværende kirkepolitikere er forventelige valg. For eksempel Mette Bock fra Liberal Alliance og Karen J. Klint fra Socialdemokraterne. De vil føre rutinen og traditionen på området med sig i det kirkepolitiske arbejde. Og samtidig kommer der en som Pelle Dragsted til. Han er profileret i den offentlige debat og vil formentlig fortsætte med at være det,” siger Peter Lodberg som et argument for, at kirkepolitikken også med nye politikere kan få en plads i den offentlige debat.