Det er “usmageligt, den måde Flemming Pless bliver udstillet på.”
Sådan skrev sognepræst Poul Joachim Stender i sidste uge her i avisen i et debatindlæg, efter at det er blevet offentligt kendt, at sognepræst Flemming Pless er gået på orlov efter al sandsynlighed, fordi fem kvinder har beskyldt ham for krænkelser.
Og han bakkes nu op af lektor Marianne Stidsen fra institut for nordiske studier og sprogvidenskab ved Københavns Universitet, der før har markeret sig i metoo-debatten, som hun har kaldt ”en vanvittig massepsykose”. Hun advarer mod konsekvenserne af at lade sagen om Flemming Pless løbe løbsk i offentligheden.
”Jeg har fulgt historien i Kristeligt Dagblad, og grundlæggende er jeg enig med Poul Joachim Stender, når han skriver, at det er en fuldstændig undergravning af retssikkerheden at blive udstillet på den måde, som Flemming Pless gør det. Det er opsigtsvækkende, at en brutal voldtægtsmand bliver nævnt anonymt i en notits, mens en mand, hvis sag endnu ikke er blevet behandlet, skal nævnes med navn og hænges ud,” siger Marianne Stidsen.
Hændelserne, som de fem kvinder beskriver i deres klage, skal være fundet sted mellem 1997 og 2020. Men det er altså først for få måneder siden, at en klage fra de fem kvinder blev sendt til biskoppen over Københavns Stift. Derudover er klagen også sendt til Danmarks Radio, som Flemming Pless har lavet adskillige tv-udsendelser for, og til Socialdemokratiet i København samt Region Hovedstaden, hvor han har været valgt som medlem af regionsrådet i 12 år.
Marianne Stidsen hæfter sig ved, at de fem kvinder ikke slog alarm, da hændelserne fandt sted. Men i stedet, som det altså er tilfældet med en af klagerne, ventede i næsten 24 år, før de gik til myndighederne. Ikke hver for sig, men i samlet flok.
”Sagerne skulle været taget én for én. Det er ikke sjovt at være den, der anklager, og det er heller ikke sjovt at blive anklaget. Men sådan er det nu engang, at man må forholde sig til sin egen sag og ikke andres. Grundlæggende er det helt essentielt i mine øjne, at det er den ene konkrete person, der er blevet udsat for noget, som skal fremføre sin sag. Det er ikke det, der er sket her, hvor man kollektivt er gået ud med fem forskellige sager, der rangerer fra stort til småt. Det er så ude af trit med de basale retsprincipper,” siger Marianne Stidsen, velvidende, at hverken kvinderne eller Flemming Pless er involveret i en retssag.
Hvad skulle de fem kvinder have gjort i stedet for?
”Da de her ting fandt sted, som de påstår, de gjorde, skulle de have gået til de instanser og de institutioner, der findes i systemet. Det vil sige præstens overordnede. Og hvis man mener, at ens sag er blevet behandlet forkert, så er der massevis af ankeinstanser. Nu har jeg selv været offentligt ansat i 25 år, så jeg ved, hvor udbyggede de systemer er, og jeg ved, at man bliver taget alvorligt, og at alle parter bliver hørt. I mine øjne kan man ikke komme så mange år efter med den slags anklager. Kvinderne har selv et ansvar for, at de ikke anmeldte det.”
Så hvor mener du forældelsesfristen går? En af episoderne fandt sted i 2020. Er den okay at anmelde?
”Det er jo en helt relevant sag. Og netop fordi den er så ny, så ved vi, at systemet er opmærksom på, at det her ikke må ske. Hvis det er det, der er sket. Og derfor kunne kvinden med den allerstørste tryghed have henvendt sig med sin egen sag og blevet taget alvorligt. Hun behøvede ikke at slå sig sammen med fire andre kvinder,” siger Marianne Stidsen.
De første medier til at beskrive klagen indgående var Se&Hør og B.T. De bragte begge gengivelser fra klagen, hvor Kristeligt Dagblad senere valgte at offentliggøre hele dokumentet. Men det, mener Marianne Stidsen, var forkert.
”Mediernes ansvar er at tie stille om sådan en sag. Kigger man mod Sverige, har det svenske pressenævn været ude med en ekstremt hård kritik af medierne, blandt andet efter at Aftonbladet spillede en rolle i, at en teaterinstruktør begik selvmord. Det var bare en af flere svenske historier, hvor folk blev hængt ud med navns nævnelse. Og da der endelig blev lavet en undersøgelse, endte det med at, manden blev fuldstændig renset. Resultatet af undersøgelsen kom bare først et par dage, efter han havde begået selvmord,” siger Marianne Stidsen.
Hun tror ikke, at folk ved, hvad det vil sige at blive anklaget og hængt ud, før de selv har prøvet det. Hun forklarer, at hun har haft en del folk i røret, som ikke er kendisser, men som har prøvet at blive hængt ud, for eksempel på deres arbejdspladser.
”Flere af dem har fået smadret deres liv på en baggrund, der muligvis er løgn og ingenting. Men de har oplevet, at når først de blevet hængt ud, så er de også dømt. Det er det, der kaldes guilt by accusation, skyld ved anklage,” siger hun.
Men der er noget, der bekymrer Marianne Stidsen endnu mere. Og det er, at hun allerede nu har hørt om præster og kirkefolk, der ønsker at stramme reglerne for, hvordan præster kan omgås deres sognebørn. Hvem de må have sex med, og hvem de ikke må.
”Igen på baggrund af anklager, som vi foreløbig ikke ved, hvad der er op og ned i, hører vi røster, der siger, at nu skal der laves strammere regler for, hvem der kan have relationer til hvem. Det synes jeg overordnet er et problem. For det betyder, at de frihedsrettigheder, vi har som borgere i et moderne liberalt demokrati, bliver undermineret på en baggrund, vi dybest set ikke kender. Det er den større trussel ved hele den her sag,”