Lev som en munk på Athos og undgå kræft

Undersøgelser af munkesamfundet på halvøen Athos i Grækenland viser forbløffende få kræfttilfælde

Kun 11 af de 2200 munke på Athos har fået prostatakræft de seneste 13 år. Ingen har fået lunge- eller tarmkræft i perioden. Billedet her er fra klosteret Simonos Petra på halvøens sydvestlige side. –
Kun 11 af de 2200 munke på Athos har fået prostatakræft de seneste 13 år. Ingen har fået lunge- eller tarmkræft i perioden. Billedet her er fra klosteret Simonos Petra på halvøens sydvestlige side. –. Foto: .

Den mest effektive kur mod kræft er måske fundet: Lev som munkene i et af verdens mest isolerede klostersamfund på halvøen Athos i det nordøstlige Grækenland.

Siden 1994 er de 2200 munke blevet undersøgt, og resultaterne viser, at kun 11 har fået prostatakræft de seneste 13 år. Det er under en fjerdedel af sygdommens normale forekomst. Ikke en eneste af munkene har fået lunge- eller tarmkræft i perioden.

Det markante fravær af en af verdens mest udbredte og frygtede sygdomme forklarer forskerne i byen Thessalonkini primært med munkenes diæt. Den er yderst asketisk og afvekslende. De får ingen kød, kun selvdyrkede frugter og grøntsager og indimellem fisk, pasta, ris, soya og brød. Måltiderne er simple og små og indtages hurtigt, så det passer med længden af højtlæsningen af en passage fra Bibelen.

Munkestaten, der har næsten samme størrelse som Langeland, blev bygget i år 963 og består i dag af 20 forskellige klostre.

Kvinder har fra start været forment adgang. Det samme er turister, mens pilgrimme i stigende antal besøger samfundet, der stadig ledes efter byzantisk tidsregning og har helliget livet til bøn og fordybelse i den ortodokse kirkes kristendomsforståelse.

Det er før blevet påvist, at aktivt troende mennesker lever sundere og længere. Men det er første gang, at sammenhængen mellem den særlige munketilværelse og risikoen for kræft er undersøgt. Inden nogle nu skulle kopiere munkenes diæt og bønneritualer, bør de dog overveje, i hvilken grad det også kunne være fraværet af det modsatte køn og det moderne liv, der er afgørende for sundheden. Og om man også er villige til at opgive dette.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk