LGBT: Præster bør ikke tvinges til at vie homoseksuelle

Præster skal ikke længere kunne nægte at vie personer af samme køn, lød det i sidste uge fra Mogens Jensen (S). Men hos LGBT Danmark - organisationen, der repræsenterer de mennesker, forslaget vil have betydning for - er man fint tilfreds med den ordning, der er i dag, siger forperson Søren Laursen

”Jeg synes, den ordning, vi har i dag, hvor præsterne på samvittighedsgrundlag har mulighed for at undlade at vie par af samme køn, er udmærket," lyder det fra LGBT Danmarks forperson, Søren Laursen. Arkivfoto.
”Jeg synes, den ordning, vi har i dag, hvor præsterne på samvittighedsgrundlag har mulighed for at undlade at vie par af samme køn, er udmærket," lyder det fra LGBT Danmarks forperson, Søren Laursen. Arkivfoto. . Foto: Jens Dresling/ritzau.

Socialdemokratiets næstformand, Mogens Jensen, foreslog i sidste uge, at folkekirkens præster ikke længere skal kunne nægte at vie par af samme køn. Hvad er LGBT Danmarks - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner - holdning til dette forslag?

”Jeg synes, den ordning, vi har i dag, hvor præsterne på samvittighedsgrundlag har mulighed for at undlade at vie par af samme køn, er udmærket. Det mener jeg, fordi vi har religionsfrihed her i landet, og vielse af homoseksuelle er et spørgsmål om, hvordan man som præst forholder sig til sit bekendelsesgrundlag.”

Tror du, at de mennesker, LGBT Danmark repræsenterer, overhovedet ville have lyst til at blive viet af en præst, der er tvunget til at forestå vielsen mod sin vilje?

”Jeg går ud fra, at præster også er professionelle, og at de derfor – selv hvis det stred imod deres overbevisning - ville kunne finde ud af vie et homoseksuelt par uden at lade sig mærke med det. Men jeg kan ikke se nogen mening i det. Jeg synes, det er rigtigt, at have den fortolkningsmulighed, vi har i dag, hvor præsten og kun præsten – ikke kordegnen eller organisten – har mulighed for at afstå fra at vie par af samme køn. Det, synes jeg, er et fint niveau.”

dagens Kristeligt Dagblad foreslår nogle præster, at folkekirken - i stedet for at tvinge præster til at vie homoseksuelle - skal være bedre til at varedeklarere, hvilke præster, der har lyst til at vie homoseksuelle, og hvilke, der ikke har. Det kunne ske med en form for smiley-ordning på kirkens hjemmeside. Hvad synes du om det forslag?
 
”Alt, hvad der kan gøre det nemmere for alle parter, er godt. I artiklen sammenligner præsten selv forslaget med de mærkningsordninger, som man finder på barer og restauranter. Disse steder sætter man et regnbueflag op, som signalerer, at her er man i hvert fald velkommen som homoseksuel. Men man laver ikke det modsatte og sætter et regnbueflag med streg over op, hvis man ikke gider have homoseksuelle ind. Det er et positivt tilvalg."

"På samme måde kunne man da godt gøre det i folkekirken: Tilbyde den ekstra service, at man på en given kirke eller sogns hjemmeside gør opmærksom på, at her foretager man gerne vielser af homoseksuelle. Men man bør ikke oplyse det, hvis det modsatte er tilfældet." 

Sognepræst Carsten Mulnæs er i dagens avis en af de præster, der kritiserer forslaget om bedre varedeklaration. Hans argument er, at de homoseksuelle har fået en ligestilling, som han i øvrigt selv støtter, og at de nu må vise samme respekt for et andet mindretal end deres eget. Kan du følge det argument?

”Ja, det kan jeg godt. Vores religionsfrihed udgør den samme type beskyttelse mod diskrimination, der også sikrer, at mennesker har frihed til at leve, som de vil, uanset seksuel orientering. Jeg mener, at det er rigtigt, at religionsfriheden skal fortolkes derhen, hvor præsten har lov til at træffe sit eget valg med hensyn til vielse af par af samme køn. For hvis vi giver køb på religionsfriheden, så begynder vi at gradbøje de beskyttelsesmekanismer, vi har i samfundet.”

Ifølge en undersøgelse fra JP/Politikens Hus Research fra april vil 19 procent af præster sige nej til at vie homoseksuelle par. Men det siger jo ikke noget om, hvor ofte homoseksuelle par går forgæves. Har du et indtryk af, hvor ofte det sker, at homoseksuelle må gå fra kirkedør til kirkedør for at finde en præst, der er villig til at vie dem?

”Jeg kender ikke til tilfælde, hvor homoseksuelle par har haft svært ved at finde en præst, der vil vie dem. I den boldgade er det eneste eksempel, jeg kan komme i tanke om, den meget uheldige sag fra 2012, hvor en præst fra Aalborg Stift ikke ville begrave en lesbisk kvinde. Det er jo helt meningsløst, og i sådanne tilfælde må der altså ikke være nogen kære mor for præsterne – selvfølgelig skal de begrave alle.”

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra Mogens Jensen (S), men da han holder ferie, har det ikke været muligt.