Lidt for inderlige kirkedage

KIRKEANALYSE Danske Kirkedage er gået til inderligheder i en tid, hvor der ellers diskuteres religion i det offentlige rum som aldrig før

Danske Kirkedage 2010 åbnede med danmarks største gudstjeneste på Viborg Stadion torsdag 13. maj 2010. (Foto: Rune Feldt-Rasmussen/Scanpix 2010) Foto: Rune Feldt-Rasmussen/til web

Man sætter himmel og jord i bevægelse og får nogle få linjer i Skive Folkeblad og ikke ét ord i hverken Jyllands-Posten, Berlingske Tidende eller Politiken. Eller hvad med denne variant: Man sætter himmel og jord i bevægelse og kan lige akkurat fylde langsiden på et mindre jysk stadion. Det handler om Danske Kirkedage, som fandt sted i Viborg i den forgangne Kristi himmelfarts weekend. Temaet var "himmel og jord i bevægelse", og med sådan et tema har arrangørerne nærmest bedt om at blive målt på den helt store alen.

Var Danske Kirkedage succes eller en fiasko – eller bare so so?

Ja, det afhænger af, hvad man vil – og af øjnene, der ser. Hvis det handler om at give dansk kirkeliv en plads på den offentlige arena, bare få minutter i mediernes søgelys – ja, så er missionen mislykkedes at dømme efter den omtale, som ifølge mediedatabasen Infomedia blev arrangementet til del. Undtagelsen er Kristeligt Dagblad, som har dækket kirkedagene fra start til slut.

SE: Billedserie fra Danske Kirkedage

Hvis det handler om at få folk af huse, så kan man jo diskutere, om de 3800 betalende er et tilfredsstillende antal – om det er værd at sætte himmel og jord i bevægelse for.

Arrangørerne er tilfredse, og de har knoklet for at få arrangementet på benene, men er det bare o.k., fordi forventningerne på forhånd er sat lavt?

Danske Kirkedage har aldrig været et tilløbsstykke som for eksempel de tyske kirkedage. Det har altid været en begivenhed for de særligt interesserede – primært fra den økumeniske og aktivistiske del af det kirkelige landskab. Det er der ændret på de senere år, hvor organiseringen er lagt ud til de folkekirkelige stifter på skift. Deltagerskaren er følgelig blevet tilsvarende mere folkekirkeligt bred, tilsyneladende uden at tabe kirkedagsveteranerne i omstillingsprocessen.

Der er ingen tvivl om, at Danske Kirkedage har en funktion.

For et stift må det være en gave at skulle løfte en så stor fælles opgave. Og det giver i høj grad mening at deltage, fordi folk på kryds og tværs i det kirkelige landskab har lejlighed til at se og tale med hinanden, at netværke. Der er med andre ord en integrerende funktion i kirkedagene, som ikke kan undervurderes. Men hvis denne funktion er hovedsagen, så er spørgsmålet, om formen tjener sit formål. Var det så ikke bedre at lave et årligt netværksarrangement og give resten af pengene til Sigurd Barrett, så han kunne tage på turne og fortælle bibelhistorie over det ganske land?

Spørgsmålet er, om genopfindelsen af Danske Kirkedage er helt på plads. Ikke fordi kirkedagene skal rydde forsider og tælle deltagere i titusinder – men formålet er dog værd at overveje. Begivenheden er født med politiske dagsordener og en trang til at gå politisk i takt, sådan er det ikke længere, selvom årets tema stadig taler om bevægelse: Nu skal vi bare længere ind, helt ind i sindet, som radiosatirikerne fra Rytteriet udtrykker det. Spiritualitet var her og der og alle vegne på årets kirkedage.

Det har sin egen ironi, at kirkedagene således søger tilflugt i inderligheden i en tid, hvor religion ellers står højt på den offentlige dagsorden og "sagerne" står i kø. Det gode er, at ambitionen om, at kirkefolk skal trampe i politisk takt, er opgivet. Det dårlige er, at kirkeligheden med enkelte undtagelser på nyåndelig vis svæver uden om hverdagens konkrete udfordringer.

Jeg kan have overset noget, men hvor var for eksempel det skæve Danmark og den økonomiske krise? Hvor blev der taget livtag med den nye ateisme og lagt arm om kirke-stat-forholdet? Hvor havde fri- og folkekirkelige synspunkter lejlighed til at brydes om kristendommens og kirkernes og religionernes rolle i det postsekulære samfund? Kirkedagene er fælleskirkelige, men det forhindrer vel ikke, at der også kan tages kontroversielle spørgsmål op med aktuel og specifik relevans for folkekirkens menighedsråd. Må man også være praktisk og ikke kun spirituel? Hvor er modet til at vove pelsen?

Noget falder tilbage på de deltagende organisationer, som byder ind med punkter til programmet – og der var rigtig mange gode tilbud. Men det handler i høj grad også om den ramme, organisatorerne sætter for Danske Kirkedage. Og den ramme trænger til et grundigt eftersyn inden 2013.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere aktuelle begivenheder og tendenser i troens og kirkens verden. Birgitte Stoklund Larsen er redaktør af Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-Akademiet Læs tema om kirkedagene på kristendom.dk