Prøv avisen
Før søndagen

Ligesom Maria beder den forfulgte kirke ikke om noget

Golriz Ghozati er født i Iran, men familien flygtede til Danmark i 1986, da hun var 10 år. Seks år senere konverterede hun til kristendommen. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Er den vestlige kirke en Martha-kirke, rig på handling og ressourcer? spørger Golriz Ghozati, informationssekretær hos Åbne Døre. Hun ser tilsvarende ligheder mellem Maria og den østlige kirke i søndagens prædikentekst

Siderne i notesbogen er helt tegnet ud med forskellige farver. På den ene side står centralt med stor skrift ”Martha”, på den anden tilsvarende ”Maria”. Omkring navnene peger pile ud på andre ord, og sætninger kæmper om at få plads på siden. Golriz Ghozati har forberedt sig, for hun er blevet ramt af søndagens tekst om søstrene Maria og Martha, som Jesus møder på sin vej. Maria sætter sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord, mens Martha vimser omkring og sørger for ham.

”Martha er fyldt af bekymringer og gør sig urolig for mange ting,” siger 39-årige Golriz Ghozati, der er informationssekretær hos missionsorganisationen Åbne Døre, som arbejder med forfulgte kristne.

”Men ville hun bekymre sig om de samme ting, hvis hun havde lyttet først? Eller ville nogle helt andre ting være på dagsordenen? Martha kan spørge sig selv: Hvilket motiv ligger til grund for min handling? Lader jeg mig fylde med verdens holdninger til, hvilken rolle jeg skal tage, eller fyldes jeg af Ham, der har skabt mig til et formål?”.

”Jeg tror, det er Magnus Malm, der siger, at uden berøring af Guds hellighed er der ingen forandring, ingen omvendelse. Maria giver plads til at blive forvandlet, hun giver sandheden taleret, og det er derfor, Jesus siger, at hun har valgt den gode del,” siger hun.

Golriz Ghozati er født i Iran, men familien flygtede til Danmark i 1986, da Golriz Ghozati var 10 år. Hun er ud af en muslimsk familie, men konverterede som 16-årig til kristendommen og blev døbt og konfirmeret. Troen fylder i dag en stor del af hendes liv, både privat og arbejdsmæssigt. Hun er uddannet lærer og arbejdede en del år som UU-vejleder (ungdomsvejleder) på en efterskole for ordblinde børn. For Golriz Ghozati betyder det noget at kunne være noget for andre. Derfor passede det fint, da hun i 2011 så en jobannonce fra Åbne Døre, der ledte efter en informationssekretær. Arbejdet med forfulgte kristne har åbnet en helt ny verden og givet troen et andet perspektiv.

”Den forfulgte kirke beder ikke om penge eller om, at de skal befries fra smerten. Den siger ’Bed med os, ikke for os. Hvis I beder med os, beder I sammen med os. Bed ikke om, at vi skal befries for lidelse, men at vi må stå fast i lidelsen og blive ved med at elske Kristus’. Det er helt vildt. Hvis vi i Vesten løftede blikket fra, at det hele handler om os, er der så en læring her for os som kirke? Kan vi lære af lidelsen?”, spørger Golriz Ghozati og fortsætter:

”Det fører mig til at tænke over, om den vestlige kirke er en Martha-kirke, som er rig på handling og ressourcer, men fattig på Kristus. Og er den forfulgte kirke en Maria-kirke, som er fattig på ressourcer, men rig på Kristus og hengivenhed og væren?”.

”Martha er ressourcefuld. Hun har ting, hun kan gøre for andre. Hun vil gerne gøre det, og hun gør det godt. I kirken i Vesten har vi masser af ressourcer; vi har lov-sangsbands, der kan byde ind, vi har shows, røgmaskiner,” siger hun.

”Er Maria så den forfulgte kirke? Hun har ingen ressourcer til at gøre noget, men kan bare være. Men hvad spørger Martha om? Jesus er hjemme hos hende, og hun beder om, at han kan få hendes søster til at gøre noget. Hun kunne have spurgt om hvad som helst, og er det virkelig, hvad hun vil bede om? Maria beder ham om ingenting. For hvad vil du bede om, når du sidder i Hans nærvær? Alt andet vil jo blegne,” siger Golriz Ghozati.

Hun peger på, at ligesom Maria ikke beder om noget, beder den forfulgte kirke heller ikke om noget. Og måske har de forfulgte med al form skrællet af måske mest indhold, filosoferer hun.

”De accepterer lidelsen, og det gør vi ikke. I Vesten sælger vi Kristus på, at hvis du tager imod ham, forsvinder smerten og lidelsen. Han hjælper dig. Vi nøder folk til at tage imod ham, så redder han dig. Den forfulgte kirke nøder ikke Kristus, de forfulgte siger tværtimod nej til at døbe folk, fordi de ikke tror, de er klar til at give deres liv for Kristus. I Vesten er vi ikke i kontakt med prisen for at være kristen. Det skal helst ikke koste os noget. Det er derfor, vi vælter, når smerten rammer os, for det var da ikke en del af kontrakten,” siger hun.

”Jeg ville være så træt af Maria, selvom jeg ville elske at sidde og lytte. Men det er det, der også kan være så trættende ved kirken i Vesten. Vi sidder og lytter og lytter, men har vi svaret på de udfordringer, vores samfund står i, eller venter vi bare på, at nogen gør det for os? Jeg ville også være træt af Martha, hvis vi bare handlede og handlede uden at vide, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde,” siger hun og fortsætter:

”Så der har du pendulet. Begynd med ham, der forvandler og fornyer os, med blikket rettet ud af os selv. Vi har i Martha-kirken en tendens til at gøre Jesus til en automat. Giv os det og det. Det gør Maria ikke. Og det er derfor, teksten minder os om, at vi skal lytte, før vi gør, før vi beder om noget,” siger hun.J