Et regeringsnedsat udvalg har netop udgivet en rapport, som lægger op til lovregulering af trossamfund uden for folkekirken.
Det har udløst debat, at et flertal i udvalget opfordrer Folketingets politikere til at lade godkendelse af trossamfund være afhængigt af, at reglerne for deres sekulære, besluttende organer lever op til principper om medlemsdemokrati og ligebehandling. Det betyder blandt andet, at der i disse organer skal være ligestilling mellem kønnene.
Hans Gammeltoft-Hansen, hvorfor er du en del af det mindretal, som er imod det omstridte forslag om at gøre ligestilling til kriterium for godkendelse af et trossamfund?
Det handler blandt andet om, at vi i mindretallet mener, at den særlige danske frihedstradition bør spille ind her. Samtidig kan der være problemer med allerede anerkendte og godkendte trossamfund, som måske ikke har mulighed for at opfylde disse betingelser.
Hvad ville konsekvensen være, hvis flertallets forslag blev lovfæstet?
I mindretalsudtalelsen i betænkningen peger vi blandt andet på, at en sådan særlig betingelse vil kunne få afgørende betydning for allerede anerkendte og godkendte – og veletablerede – trossamfund. Det er en konsekvensbetragtning.
Hvad er der galt med argumentet fra juraprofessor Hanne Petersen, der som del af flertallet i udvalget mener, at ”vi lever i det 21. århundrede, hvor der sker udviklinger og ændringer,” som alle trossamfund skal forholde sig til?
Det er klart, at det er en afvejning, der skal fortages, hvor man ser på fordele og ulempler ved at indføre demokratiske principper og principper om ligestilling som en betingelse for anerkendelse af trossamfund. Vi, der tilhører mindretallet, er naturligvis også interesserede i, at disse forhold vejer tungt. Men det er ikke det samme som at sætte det som en lovfæstet betingelse for anerkendelsen. Der peger vi i stedet på en væsentlig blødere måde at gøre det på, hvor man i forbindelse med anerkendelse af nye trossamfund inddrager disse spørgsmål efter behov, men hvor det snarere ses som en vejledning og anbefaling, ikke et lovfæstet krav.
Med udspillet lægges der også op til, at Kirkeministeriet kan komme på kontrolbesøg og bede om medlemsfortegnelser for trossamfundet. Der anbefales også en større indsigt i de økonomiske forhold, og det foreslås, at man kan tilbagekalde en anerkendelse af et trossamfund. Hvorfor er der behov for mere kontrol med trossamfundene?
For det første vil jeg sige, at der ikke er noget principielt nyt i, at Kirkeministeriet kan føre kontrol. Sådan en form for kontrol har myndigheden også haft mulighed for at udføre hidtil. Det nye er, at det skrives udtrykkeligt ind i lovbestemmelserne. Når vi har taget det med, skyldes det også, at vores opgave har været defineret af udvalgets kommissorium, der peger på, at der også skal være mulighed for tilbagekaldelse af en godkendelse, hvis betingelserne ikke bliver overholdt. Det er dog væsentlig at understrege, at der skal være tale om ret væsentlige forhold, før der kan blive tale om en tilbagekaldelse.
Med hensyn til listerne så er der ikke tale om medlemslister, der skal gives ud af huset. De bliver hos trossamfundet og kan så efterses dér, men kun hvis man har en velbegrundet formodning om, at medlemstallet er sunket væsentlig lavere end de nødvendige 50 medlemmer. Det vil altså kun være undtagelsesvis, at de skal vises frem.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt med nye kontrolinstanser i forhold til trossamfundene? Langt, langt de fleste virker jo helt uden problemer.
Som sagt er det principielt set ikke noget nyt, at der over for de anerkendte og godkendte trossamfund kan føres kontrol med, om de stadig opfylder betingelserne for anerkendelsen eller godkendelsen med de rettigheder, dette indebærer. Regeringen og den daværende minister (Manu Sareen, red.) nedsatte udvalget, fordi man mente, at der kunne være behov for en lovregulering. Betænkningens forslag er et bud på, hvordan det i givet fald kunne gøres. Om en sådan lovregulering, med betingelser, rettigheder og kontrol så skal gennemføres, er det jo herefter op til politikerne at afgøre.