Lille sejr til Faderhuset

Ungdomshuset og Faderhuset kæmpede i går i retten uden endelig dom

Den ekstreme fundamentalistiske frikirke Faderhuset fik i går en lille sejr i kampen om brugsretten til Ungdomshuset på Jagtvej i København, som kirken har købt for at lave til kirke.

Men de unge fra det autonome miljø, som har boet i huset siden 1982, har nægtet at flytte fra det. Ungdomshusets advokat Bjarke Madsen havde nemlig insisteret på, at de unge er lejere i Ungdomshuset, mens Faderhusets advokat, Dennis Holm Pedersen, på sin side fastholdt, at Ungdomshusets brugere næppe kunne være lejere, eftersom de kun en gang i husets 21-årige historie har betalt husleje. To af tre dommere var enige med Faderhuset, mens den tredje dommer mente, at brugerne havde lagt deres husleje i form af arbejdskraft og materialer til istandsættelse. Dermed vandt Faderhuset en lille sejr, og Ungdomshuset gik glip af den vide beskyttelse, lejeloven yder.

Som følge af afgørelsen overgik sagen fra boligretten til civilretten, hvilket i praksis betød, at de to lægdommere forlod lokalet, mens den juridiske dommer fortsatte sagen, der handler om, hvem der har brugsretten til ejendommen på Jagtvej, samt hvem der er juridisk ansvarlig for, at huset ikke er rømmet og nøglen overgået til Faderhuset.

- Faderhuset opsagde brugsforholdet i Ungdomshuset med tre måneders varsel, sådan som vilkårene var aftalt med Københavns Kommune i 1997. Men ejerne nægtes stadig adgang. De har ikke mulighed for at udleje ejendommen eller udnytte bygningen. De må bare betale, sagde Dennis Holm Pedersen i sin procedure, hvor han vandrede frem og tilbage og skiftevist talte insisterende højt og hviskende.

Fire stævnet

Ifølge Bjarke Madsen har Faderhuset ganske rigtigt købt Ungdomshuset, men de har ikke dermed mulighed for at opsige brugerne - den rettighed havde kun kommunen.

- Jeg forstår ikke, hvordan man kan sagsøge brugerne af Ungdomshuset. De eksisterer ikke som juridisk person. Det er sludder, sagde Bjarke Madsen på sine fire klienters vegne.

De fire er stævnet og afkrævet erstatning af Faderhuset, fordi de på et tidspunkt var med i den såkaldte kontaktgruppe mellem kommunen og Ungdomshuset.

- Hvem skulle jeg sagsøge? I ungdomshuset herskede anarki, høje dommer. Hvis jeg sagsøgte gøglergruppen, musikgruppen, grønthandlergruppen og de andre grupper og vandt alle sager, kunne nye grupper opstå i mellemtiden, sagde Dennis Holm Pedersen.

Retssagen manglede kun halvanden time for at blive afsluttet i går. Parterne forsøger at nå den sidste del i dag, og dommen falder om tre til fire uger.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk