Lisbeths mand blev begravet uden præst: ”Han følte sig ikke troende nok”

Det var forbavsende for Lisbeth Rasmussen, da hendes døende mand meldte ud, at han ville bisættes uden kirkelig indblanding. I dag fortryder hun ikke, at hun fulgte hans ønske

Lisbeth Rasmussen og Carl Christian Grønfeldt Rasmussen var gift i 53 år og har tre børn. Fotoet her er taget for omtrent 15 år siden. – Privatfoto.
Lisbeth Rasmussen og Carl Christian Grønfeldt Rasmussen var gift i 53 år og har tre børn. Fotoet her er taget for omtrent 15 år siden. – Privatfoto.

Da Carl Christian Grønfeldt Rasmussen i sommeren sidste år blev uhelbredeligt syg med kræft, greb han telefonen og ringede til en lokal bedemand. Selvom han var medlem af folkekirken, havde han besluttet sig for, at han ville bisættes uden en kirkelig handling, så nu ville han undersøge, hvordan en ceremoni uden præst kunne foregå. Det forbavsede hans hustru, Lisbeth Rasmussen, for samtidig med at hun skulle vænne sig til tanken om, at hun snart ville miste sin mand, havde hun aldrig deltaget i en bisættelse uden for folkekirken. Det var en ny og mærkelig tanke for hende.

Indtil for få år siden foregik næsten alle danske begravelser og bisættelser i kirkelig sammenhæng. Men i løbet af de seneste år er der så småt begyndt at tegne sig en ny tendens, hvor flere vælger den religiøse begravelse fra, som man kan læse i Kristeligt Dagblad i dag. Men hvad skyldes fravalget af folkekirke ved livets afslutning? Lisbeth Rasmussen kan svare på det, for på trods af sin skepsis endte hun med at slutte op om sin mands ønske om at få en borgerlig bisættelse.

”Han havde ikke noget imod kirken, og han så den som et vigtigt kulturelt sted, som han kom til i forbindelse med bryllupper i familien og gerne betalte sin kirkeskat til. Men han følte ikke, at han var så troende, at han havde lyst til at blive bisat fra kirken. Selv går jeg af og til i kirke og har et tilhørsforhold der, men jeg måtte jo respektere, at han ikke havde det, og det er jeg i dag glad for, at jeg gjorde,” fortæller Lisbeth Rasmussen, der er 75 år og bor i Odense-forstaden Korup.

Carl Christian Grønfeldt Rasmussen døde den 15. september 2018. Inden da valgte han selv, at hans bisættelse skulle foregå på en lokal restaurant, hvor familien gennem mange år havde holdt glade fester. Det var en god ramme for hans afsked, syntes han, og efter bisættelsen ville gæsterne kunne gå ind i de tilstødende lokaler og få noget godt at spise.

Familien var aldrig i kontakt med den lokale sognepræst, men efter Carl Christians død hjalp bedemanden med at arrangere bisættelsesceremonien. Mens fællessangene var traditionelle salmer, valgte man, at bisættelsen skulle indledes af Alberte-sangen ”Lyse nætter”, som skulle spilles på anlæg. Og fordi familien tidligere havde boet 13 år i Australien, skulle et af parrets børn synge sangen ”I still call Australia home” som afslutning på ceremonien. Det giver sig selv, at det hjemmelavede ritual ikke indeholdt en tale fra en præst. I stedet rejste parrets tre børn sig på skift og læste afskedsbreve højt, som de havde skrevet til deres far. Hele ritualet blev ledt af bedemanden.

I restaurantens ene selskabslokale, hvor ceremonien foregik, havde familien og bedemanden sat stole op i formation ligesom i en kirke delt op af en midtergang. For enden af midtergangen stod kisten, og det var børn og børnebørn, der bar den ud til rustvognen ved bisættelsens afslutning.

Når den i mange henseender rummede elementer, som man kender fra kirken, kan det undre, hvorfor Lisbeth Rasmussens mand og hans familie valgte kirken fra i den situation. Så hvad kan en borgerlig bisættelse, som en kirkelig ikke kan? Nærværet er her afgørende, mener Lisbeth Rasmussen:

”Min mand fik det, lige nøjagtigt som han gerne ville have det og på det sted, han ønskede. Og jeg har aldrig oplevet så personlig, højtidelig og værdig en bisættelse som den her. For det var vores børn, der talte, og ikke en præst, som ikke ville have kendt min mand særlig godt.”

Tradition var for hendes mand ikke så vigtig, og hans urne er da heller ikke blevet nedsat på en kirkegård, men asken i stedet spredt på familiens landejendom. Lisbeth Rasmussen har siden bisættelsen tænkt over, om hun vil vælge kirken til eller fra i forbindelse med sin egen afsked, og hun er endnu ikke afklaret.

”Det ene kan vel være lige så godt som det andet. Men jeg er mere troende end min mand, så beslutningen er nok alligevel ikke så let for mig, som den var for ham. Jeg tror, jeg snart vil drøfte det med mine børn.”